Hvem er jeg nu hvor alting går "godt"?

I al den tid hvor jeg gik rundt og betegnede mig selv som en der har det "dårligt", da vidste jeg da i det mindste hvem jeg var. Jeg ved man ikke skal definere nogen på hvad de fejler, men ærlig talt så er det da meget nemmere.. I hvert fald når det kommer til mig. Har ikke tænkt sådan her i meget lang tid. Da Rasmus kom ind i mit liv, vendte han jo op og ned på alting. Jeg fik det bedre, det var hvad der skete. Og nu har jeg så i 1,5 år gået rundt og betegnet mig selv som en der har det "godt". En hel normal 18-årig pige.. Men kan det passe? Er jeg sluppet af med det så let? Og hvad er "det" egentligt, for er det ikke mig selv? Det er først nu hvor mit og Rasmus' forhold er gået seriøst ned ad bakke at jeg kommer til at tænke på, hvad nu hvis alt det her bare er noget jeg forestiller mig? Hvad nu hvis jeg bare lader som om? Jeg er blevet så god til at sætte et smil på mit ansigt for hans skyld, og jeg ved også med mig selv at det ikke altid er ægte. Det er bare nemmere. Elsker ham så højt, og vil jo helst ikke bekymre ham. Men aftnerne hvor jeg bare græder er her jo stadig.. De aftner hvor det bare gør ondt indeni og det ser ud som der ikke er nogen løsning på noget som helst. Jeg fortæller ham ikke om dem.. Han kan jo ikke gøre noget. Det er der ikke nogen der kan. Men anyways, efter jeg gik til de samtaler på "børne- og ungdomspsykiatrisk center", fandt jeg ud af hvor nemt det faktisk er at narre folk, og hvor glade alle er når de tror jeg også er det. Det er bare som om skyggesiden stadig dukker op og det får mig til at tænke på om jeg nogensinde mistede den eller bare blev bedre til at gemme den væk. Tror måske jeg har fået bildt mig selv ind at jeg er okay? Ærlig talt er det svært at sige.. Jeg føler ikke rigtigt at jeg kan stole på mig selv.. Fuck mand. Hvor kom alt det her lige fra? Way to ruin your day, Ditte... 

Er der ikke bare nogen der kan fortælle mig hvem jeg er og hvordan jeg skal opføre mig? Det ville bare være så meget lettere, det her er så uoverskueligt..

Wow... Det er længe siden efterhånden. Der er sket meget, og så alligevel. Jeg har det bedre, tror jeg. Rasmus gør mig så glad, men alligevel bliver tristheden ved med at komme tilbage. Jeg ved ikke hvad der sker og det gør mig virkelig frustreret og i sidste ende endnu mere ked af det. Det er bare så hårdt at være adskilt hele tiden. Jeg ved det er det værd, så jeg har virkelig ikke lyst til at give op. Han er jo den jeg skal dele mit liv med. Jeg hader bare at fortælle ham hvor ked af det jeg faktisk er. Det gør ham trist og bekymret og det er virkelig det værste jeg ved, når han er ked af det. Jeg føler bare jeg altid siger det forkerte og gør ham sur...Og bare tanken om hvor længe han vil finde sig i at jeg er sådan. Hvor længe kan han holde til det? Jeg ved hans venner siger han er stærk, men der er vel en grænse for alle mennesker? Jeg har virkelig ikke lyst til at finde den grænse... Inderst inde er jeg vel bare bange for at han giver op på mig. For hvis han gør, så tror jeg ikke jeg nogensinde finder nogen der kan holde til at være sammen med mig. Jeg har bare så meget frygt. Han kan se på mig med det samme at jeg er ked af det, selv bare over SMS'er, så der er ingen grund til at forsøge at skjule noget. Jeg har heller ikke lyst til at skjule noget for ham. Jeg vil give mit alt til ham. Han siger også vi skal kunne snakke om sådan noget. Er så glad for han er så forstående og følsom. Han er helt fantastisk og det slår mig ihjel at jeg så er sådan her overfor ham. 

Fear of losing again..

Havde aldrig troet, jeg ville have det sådan her. Jeg er skræmt halvt til døde over det, og alligevel er det verdens bedste følelse. Det gør så ondt at savne ham så meget, men alligevel ved jeg jo at det er fordi jeg elsker ham så højt som jeg gør.. Det skræmmer mig at allerede som 16-17-årig har jeg faktisk fundet en jeg kunne være sammen med for evigt, og jeg ved han også har tænkt det.. Tror bare det er frygten for at miste ham der gør mig så bange.. Jeg ved han aldrig vil såre mig, og alligevel siger mine erfaringer med andre mig jo noget andet .. Og nu siger jeg ikke at alle fyre er ens eller noget, for det mener jeg ikke.. Men de siger de samme ting jo.. Er så bange for at stå alene pludseligt.. Han er det eneste der holder mit hovede ovenvande. Han vil så gerne forstå hvorfor jeg er så ked af det hele tiden, men jeg ved ikke om jeg skal dele det hele med ham? Ikke fordi jeg ikke stoler på ham, men jeg har flere gange trukket folk ned fordi jeg har delt mine problemer og følelser med dem.. Det er det sidste jeg vil have skal ske. Ikke kun fordi han så ville forlade mig, men jeg ønsker virkeligt at han er glad og lykkelig. Og hvis det nogensinde er uden mig, så må det jo være sådan. Tror aldrig jeg har elsket nogen så højt. Nej hvor lyder det mærkeligt, bliver helt bange for mig selv....

All the streets, where I walked alone, with nowhere to go, have come to an end..

I don't want this moment to ever end,

Where everything's nothing without you.

I'd wait here forever just to, to see you smile,

'Cause it's true, I am nothing without you.

Ensom.... Alene med alting lige nu..

Igen igen..

Jeg kan snart ikke det her mere. Jeg ved ikke hvad der sker, det er som om jeg endnu en gang ikke kan gøre noget rigtigt. Jeg sårer alle ved bare den mindste handling. Det gik lige så fint, jeg var faktisk glad... Indtil jeg fuckede det hele op. Det er jo ikke noget nyt, men havde troet det ville gå bedre den her gang. Og nu vil han ikke snakke med mig.. igen.. Jeg kan ikke holde det ud. Sidder bare og græder. Jeg ved snart ikke hvad jeg gør. Men det er tydeligt at se at han ikke er glad længere. Han var så lykkelig til jeg blandede mig i hans liv igen. Han skulle aldrig have givet mig lov.. Han burde da også snart vide jeg ikke er god for ham, jeg har ødelagt ham så mange gange. Men er det min skyld hvis han får følelser for mig igen? Jeg ved det snart ikke... Ville ønske det ikke behøvede være sådan her. Han gjorde mig lige så glad, og nu er jeg helt nede og ramme bunden igen. Jeg savner ham sådan.....

Jeg vil ikke sige farvel..

Først Christian. Nu Hjorth. Hvem bliver den næste? Hvad er det jeg gør galt? Jeg forsøger at holde hovedet ovenvande, og måske går det udover dem. Jeg ved det ikke. Jeg vil gøre alt jeg kan for at gøre alt det her godt igen.. Hvad er det der sker? Og hvorfor? Er det mig? Er jeg så frygteligt et menneske? Nogen gange kommer jeg i tvivl om det overhovedet er min skyld.. Men jeg kan bare ikke se andre muligheder. Jeg kan ikke holde det ud længere. De to jeg elskede højest. Elsker højest. Dem der lovede de altid ville være her, forlod mig da jeg havde allermest brug for dem. Jeg føler mig så alene. Har aldrig været så ensom. Jeg ved jeg har Rasmus, men det er bare noget andet. Jeg kan bare ikke give slip. Men det ser ikke ud til at det op til mig. Gid jeg kunne gøre det hele om..