Talk about it....

Havde helt glemt min blog her de sidste par dage.. Men for at fortælle om det som ligesom mangler mest herinde, så må det nok være det at jeg var til det der 24-7 rådgivning i mandags.. Det var hårdt. Virkeligt. Havde ikke troet det ville røre mig så meget. Sad og græd næsten hele vejen igennem, kunne knap tale. Var helt grådkvalt. Og jeg indså virkelig hvor svært det er at forklare de ting der fylder mig, alt det der gør ondt. Er heller ikke sikker på jeg fik sagt det hele, men det er i det mindste en start. Og nu skal jeg nok til at begynde på nogle samtaler efter nytår, så må vi jo se hvordan det går.. Fortalte også om det til ungegruppe i tirsdags, og det fik jeg meget ros for at jeg havde gjort. Bare det at søge hjælp. Nu kan jeg så gå rundt og se ud som om det ikke påvirkede mig, men sådan skal det nok være. Folk behøver jo ikke vide hvor hårdt jeg faktisk har det ^^ Sådan skal det forblive.

So much to fear..

Frygt. Det fylder mig. Tør jeg? Tør jeg ikke? Er bange for det skal give bagslag. Alle siger det er den eneste vej frem. At det kun kan blive bedre på den her måde. Men jeg frygter virkelig bare at jeg skal gøre det hele værre herhjemme? Det Victoria fortalte. Havde jeg aldrig overvejet det, aldrig taget det som en mulighed. Så naiv som jeg er havde jeg nok bare troet at det hele ville blive bedre så snart jeg fik hjælp. Ikke at det kunne vende det hele om og få alting til at blive værre. Skænderierne er nok herhjemme i forvejen, vil ikke gøre mine forældre mere stressede, mere bekymrede. Ikke at de bekymrer sig nu. Overhovedet. Har også lidt på fornemmelsen at hvis nogen fortalte dem om alt det her, ville de tage det seriøst den første dag eller to.. Og så.. Ja så vil det hele løbe ud i sandet, de vil ''glemme'' det, eller nok nærmere bare begynde at ignorere det. Det samme de gjorde da min bror blev mobbet i folkeskolen. Det samme de gjorde da jeg cuttede. Eller dengang de vidste det. Nu tror de jo jeg helt er stoppet... Nevermind that.. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre? Det der rådgivning er på skolen igen på mandag.. Overvejer det stærkt, men så er frygten er bare igen. Hvad nu hvis det går helt galt. Vil jeg jo hellere ikke risikere. Er det det værd?

I'm so stubborn, it's how I got here
So alone, feels like forever
Wanna swim away and breath the open air
But I feel so afraid

Here comes the tears.. Once again..

Det føles som om tingene virkelig er begyndt at skride for mig. Aldrig har jeg følt mig så alene. De siger de vil være der for mig, men de kan ikke. Alt jeg gør er at trække dem længere ned, og forstår godt de ikke har brug for det. De har nok at kæmpe med selv.. Men jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke mere. Har brug for hjælp... Men hvor skal den komme fra, og vil jeg overhovedet tage i mod den? Jeg er så forvirret, alle spørger hvad der er galt, men jeg... ved det ikke? Jeg er bare ked af det.. Hele tiden.. Mister flere og flere glade stunder, for hver dag der går. Mister flere og flere smil. Men lige for tiden er der heller ikke meget at smile af... Græder. Nu, hele tiden.. Så svært at holde det tilbage, og nu har jeg givet op. Hvor ville det dog være lettere hvis det hele bare kunne slutte. Jeg vil ikke mere, jeg kan ikke holde til mere.
Tog en ''depressions-test'' i dag. ''Du har symptomer på en svær depression, og bør omgående søge læge'' Øhm... Ved slet ikke hvad jeg skal sige. Kan jeg ikke bare? Snakkede med Victoria om det eftersom hun jo har fået konstateret depression og hun snakkede jo med sin læge om det. Men så let er det bare ikke for mig? Har ikke lyst til at mine forældre skal vide noget, selvom det nok ville være for mit eget bedste. Og kan bare ikke forestille mig at søge hjælp på den måde. Heller ikke sådan noget ungerådgivning der er i Herning. Bare tanken om at skulle sidde der, tale om hvad der er galt. Når jeg ikke engang selv er klar over det? Det kan jeg bare ikke. Men tror måske også lidt det handler om stolthed, eller hvad man siger. Jeg vil ikke vise alle at jeg faktisk er et kaos indeni, ikke flere end dem der allerede ved det. Vil ikke have det ry. Sådan skal folk ikke se mig. Har ikke lyst til at være hende den underlige som folk hvisker om fordi jeg temmelig sikkert er ude i en depression. Er glad for dem jeg har at snakke med det om, men dem der virkelig betyder noget. Dem jeg elsker allerhøjest, er dem jeg ikke kan snakke med dem om. Dem der selv har det skidt nok i forvejen. Og det gør bare så ondt ikke at kunne få hjælp fra deres side. Oh god, here comes the tears. Again. Lad nu være, Ditte. Hvorfor græder jeg hele tiden? Blev faktisk nødt til at gå fra stuen i dag fordi jeg begyndte at græde over en lang besked Hjorth havde skrevet.. Kan bare ikke lade være med at tænke på, hvorfor jeg har det sådan her? Hvad har jeg gjort for at fortjene det her liv? Hvad har fået mig så langt ud?.... Jeg kan bare ikke se det...

That sad feeling......

That sad feeling when not even music can make you smile 

That sad feeling when you feel so lonely it hurts

That sad feeling when you want to cut, but you don't because it might make other people worry

That sad feeling when you cry yourself to sleep

That sad feeling when you feel unwanted

That sad feeling when you miss someone so much it hurts

That sad when you lie to others about how you are doing

I'm filled with sad feelings......

Fucking egoistiske mig-.-

Ved jeg lyder egoistisk nu.. Men er faktisk en smule træt af folk der siger "lad os lige snakke sammen i morgen om at du har det skidt" og så dagen efter lader de som ingenting? Ved godt jeg heller ikke selv lægger op til en snak, men det er vel fair nok? Det er svært bare at åbne op på den måde omkring sådan nogle ting.. Men når man så er sammen med dem og man "burde" snakke om hvad der er galt, og de så begynder at snakke om deres problemer, sidder jeg bare lidt der.. Så vil jeg ikke være mega egoistisk og begynde at snakke om mig selv... Kunne jeg nok heller ikk når det er det emne... Så har jeg medfølelse, sympati og alting overfor dem.. Og så bliver det bare ligesom aldrig min tur? Men fair nok, hvis de ikke har lyst til at høre om det, så forstår jeg dem godt... Så vil jeg bare hellere have at de lader som ingenting fra starten af i stedet

I can't do this by myself.....

Savner dengang.....

Årgh.. Så træt. Keder mig faktisk også.. Har været hjemme i dag.. Ligget ''syg'' eller... ja.. Nok ikke så syg som.. Nevermind. Kunne bare ikke overskue at tage afsted. Magter stadig ingenting.. Har heldigvis fået afleveret begge mine rapporter nu, langt om længe.. Er ked af det. Stadig, sjovt nok. Har svært ved at koncentrere mig.. Hele tiden. Sidder og ser TV lige nu, hjælper nok heller ikke.. Men ved stadig ikke helt hvorfor jeg er så ked af det. Bryder mig ikke om det, det er helt sikkert. Er næsten træt af at høre på hvor godt andre har det. Er bare sådan lidt ''behøver du tvære det ud i ansigtet på mig, srsly?'' Men nok bare mig der klynker. Igen igen. Føler lidt jeg bare får det værre med mig selv når jeg hører om det. Sådan som om, hvad har jeg gjort for at fortjene at have det sådan her? Er jeg så dårligt et menneske? Hjælper ikke ligefrem på hvordan jeg har det. Savner. Savner alt. alle. Savner hele sidste år.. Dengang jeg var glad. Dengang jeg ikke kunne græde. Kan mærke tårerne presse sig på bare af at tænke på det. Dengang jeg kunne smile ægte. Dengang jeg ikke fuckede alting op for mig selv. Men det kommer jo ikke tilbage.. Uanset hvad er det forbi. 100%. Åh gud.. Må hellere slutte nu. Sidder og græder, kan ikke mere. 

Flere og flere tårer

Jeg kan ikke mere. Ved jeg har startet mine indlæg med det her en milliard gange, men jeg mener det nu mere end nogensinde før. Jeg græder. Hele tiden. Flere og flere gange om dagen... Ryster, fryser, græder... Jeg kan ikk, jeg vil ikk.. Mine forældre skændes 80% af tiden.. og altid når jeg er der. Ved alles forældre skændes og det er en latterlig bagatel. Men det er det ikke for mig! Jeg er ligeglad hvad folk siger. Har intet overskud, overblik.. Lektierne hober sig op.. Og så alt det med mit arbejde.  Og dramaet i skolen endnu en gang. Går rundt med min facade, men tror den er begyndt at falde... Nogen virker i hvert fald som om de har regnet den lidt ud. Føler mig så latterlig over det. Kan ikke styre mine følelser, men det er som om de gode følelser fylder mindre og mindre.. Kærlighed, glæde... De er næsten væk lige nu... Vrede, skuffelse, tvivl, angst.... De fylder det hele.. Og hvad får man ud af det? Mere gråd.. Flere tårer. Og folk siger de er her for mig og alt er fint, men det hjælper mig ikke lige nu.. Har brug for én bestemt person, men han ænser ingenting omkring mig.. Tror han er ligeglad.. Men hvis han er glad er det vel også for det bedste.. Vil ikke ødelægge nogens glæde ved at trække dem ned.. Men gør det bare ved at skrive det her lige nu.. Så burde bare holde min kæft, som altid. Bare sidde her alene og høre musik som altid.. Føler mig så fucking ensom. Årgh livet er noget lort.. men jeg er jo nok bare en forkælet møgunge... Nevermind...

Er så fuuuucking sur!

Er så sur! Er så sur det gør helt ondt.. Sidder og græder. Ryster.. Fuck hvor er det latterligt!! Ikk fair.. Som om det ikke er menneskeligt at fejle? Hvem fanden er 100% perfekte? Jeg ved jeg i hvert fald ikke har lyst til at være det. Men har han ikke hørt om at give folk en chance? Har fandme aldrig gjort noget ham noget. Aldrig lavet en eneste fucking fejl! Har da altid passet mine ting? Kommet til tiden, alt. Og det her er så takken?? Jamen så har jeg ikke andet at sige end: FUCK HAM. FUCK FAKTA. Nu vil jeg bare om og have afleveret mine ting, og så se om jeg kan finde et nyt arbejde. Han kan rende mig så groft altså. Pga én sølle fejl, bum. Så er man fyret. Bare sådan. REND MIG!!! Er så gal!!!