Følelserne kommer altid krybende..

Endelig hjemme! Det har alligevel været en lang uge.. Selvom jeg har været i godt selskab, lod de triste følelser mig ikk helt være. De kom krybende alligevel.. Jeg kan lige pludseligt godt mærke jeg har forandret mig. Engang havde vi alt til fælles, nu bliver det mindre og mindre for hver gang vi ses. Sådan føles det i hvert fald.. Jeg føler jeg står mere og mere i deres skygge. De virker så perfekte, og jeg har nærmest opgivet kampen.. Jeg ved jo godt det aldrig vil lykkes anyways.. Og hvorfor så prøve? Hvorfor så spilde tiden på noget så ligegyldigt? Jeg elsker dem jo virkelig højt, men et eller andet sted er jeg træt af at de altid er bedre end mig. De kan det hele. Vil det hele. De er altid glade, hjælpende, overskudsagtige, smukke. Og så står jeg her i baggrunden som den mutte, trist teenager som har opgivet kampen.. 

Jeg føler jeg går rundt i en døs. En tåge, jeg gør bare som jeg skal, sover resten af tiden, og tænker så lidt som muligt.. Jeg er ikke glad, jeg har ikke lyst til at smile, men hvorfor? Jeg aner det ikke, for at være ærlig, og det er næsten det der er værst.. Jeg går bare rundt i en uvished.. Jeg ved ikk hvorfor jeg gør noget af det jeg gør.. Jeg keder mig, føler mig ensom.. Som om glæden er forsvundet lige for tiden.. Jeg magter intet.. Ville sige jeg glæder mig til at komme på ferie i morgen, men det gør jeg ikk.. tror jeg ikk.. Jeg ved det ikk.. Jeg ved ingenting.. Bare den her følelse snart går væk, jeg gider det ikk mere.. Det er som om følelsen kommer og går hele tiden..

Nothing but an open book..

Det skræmmer mig lidt at folk kan læse mig som en åben bog. At de kan se lige igennem mig. At de nogen gange kender mig bedre end jeg selv gør. Men indimellem kan det selvfølgelig være rart, at der er nogen der kan fortælle mig lidt mere om hvem jeg er, og hvorfor jeg gør som jeg gør.. For nu har jeg igen lært lidt mere om mig selv.. Jeg er usikker. Jeg er bange. Jeg er såret. Og selvom jeg troede det hele var ovre, sidder det stadig i mig. Jeg er jo bange for at det sker igen. Selvom alt er tilgivet, har det ændret mig. Det skræmmer mig lidt, at jeg aldrig har tænkt på det sådan før.. Det er derfor jeg gør, som jeg gør.. Jeg afviser dem, fordi jeg er bange.. Jeg håber snart det bliver bedre. At det snart går over, eller hvad man siger..

Ensomhed..

Jeg føler mig som den der lille pige igen, der gang på gang har brug for bekræftelse. Jeg bryder mig ikk om det. Jeg har ikk lyst til at være hende. Jeg føler mig.. ensom, tror jeg.. bare ordet får mig til at tænke på en gammel dame der sidder alene med 27 katte. Men det er jeg, tror jeg. Ikk en gammel kattedame, men ensom altså. Jeg mangler en til at holde om mig, elske mig, være stolt af mig. En der er sammen med mig af lyst ikk af tvang. Jeg føler mig bare så alene. Hele tiden. Er det min egen skyld? Er det pga mit udseende, min personlighed? Er det derfor de ikk kan lide mig, derfor de ikk vil være sammen med mig? Jeg ved ingenting længere. Gid nogen ville fortælle mig det. Være den ven jeg har brug for, men det kommer jeg nok til at vente efter.. Jeg savner nogen, jeg ved ikk hvem.. Bare nogen..

Jeg har alligevel ikk fortjent hendes kærlighed..

Hver eneste gang vi skændes sårer hun mig. Det er jo ikk for sjov. Jeg græder aldrig. Aldrig foran hende. Der holder jeg bare facaden. Men hun er åbenbart for dum til at kunne se ind bag den tynde facade. Hun ser aldrig hvor ked af det jeg faktisk bliver, hendes ord betyder jo mere end nogen andens. Hun kan ikk se hvor hårdt jeg faktisk prøver på at være sød, glad og perfekt foran hende. Hun kan ikk se at jeg faktisk mener det godt, eller også er hun bare fuldstændig ligeglad. Jeg gider det ikk mere, jeg føler mig fej. Jeg er totalt konfliktsky. Jeg gør jo alle de ting jeg gør for at hun skal kunne lide mig, for at hun kan være stolt af mig. Men det er hun aldrig. Hun siger aldrig at hun elsker mig, at hun er stolt af mig .Og jeg har altså også brug for bekræftelse. Bare en gang i mellem.. Det kan være lige meget, jeg bliver aldrig god nok, jeg har ikk fortjent hendes ros eller kærlighed. Jeg betyder jo ikk noget.. Lige meget.. Never mind..

Det vælder bare indover mig.. Endnu en gang, lige når man mindst venter det.. Jeg gider det ikk mere, lad det nu bare være slut. Lad nu bare mig være slut. Der er intet der hjælper anyways. Ingen der hjælper. Overhovedet.. Føler mig latterlig. Utaknemmelig. Gang på gang på gang er det de samme følelser der vælder op i mig og jeg har ingen idé hvorfor.. Jeg gider det ikk mere.. Hjælp mig, stop det..