Christian....

Whats an angel like you
doing with a devil like me?
You make me smile

Update-.-'

Hmm... ''længe'' siden jeg har blogget. Der er sket en masse siden sidst, og alligevel ikke. Har det ret meget som ''jeg plejer''.. Men var i hvert fald til ungegruppe i tirsdags, og fortalte dem for første gang om at jeg selvskader.. Hende psykologen så temmelig overrasket ud, og hun brød sig vist heller ikke om ideen, men hun spurgte ikke så meget ind til det. Det er jeg jo også vant til fra mine forældre.... Ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige eller skrive, er alt for stresset for tiden, og det gør bare at jeg slet ingen ting får lavet. Har to rapporter til på onsdag, matematik og fysik, og jeg er knap nok startet på nogen af dem.. Har ikke tid i weekenden, for i morgen er der gymfest og lørdag skal jeg ned til Mille... Frygter lidt (endnu en gang) at jeg er ved at køre mig selv helt ned over det... Men hvad er der at gøre? Arrgh kan ikke holde det her ud!! Men har da gjort en ting for mig selv i dag.. Har lige bestilt mig en Iphone 5, skulle alligevel have ny mobil... og hvem har nogensinde taget skade af lidt selvforkælelse? xD

Skriver meget med Christian.. Ved han kun ser mig som en veninde nu, og det er også det bedste helt klart! Men nu har han ''droppet'' den her pige fordi han ikke var lige så forelsket i hende som han var i mig engang... BANG! Dårlig samvittighed. Lige der! Fik det fysisk skidt.. Kan ikke finde ud af hvad der lige sker .... Men brød mig i hvert fald ikke om at blive mindet om det.. Men det er jo fair nok han siger det, sådan føler han, og ønsker jo kun han skal være ærlig... Har såret ham så meget, fortjener vel den her følelse...

I wish i could disappear completely

Tårer....

Havde virkelig ikke brug for at blive råbt af da jeg kom hjem. Men hvad havde jeg forventet? Jeg gør jo aldrig noget rigtigt.. Nu kan jeg ikke andet end at sidde her med mine tårer. Det gør så ondt. De som skulle elske mig højest, virker nærmere som om de hader mig. Og de forstår bare ingenting af hvad der sker.. Men jeg fortæller dem jo heller ikke noget. Ved også bare det vil blive værre hvis de gjorde. Kan ikke klare at de pylrer. Og når jeg endelig åbner mig en smule lytter de et kort sekund og slår det så bare hen.. Jeg føler mig så alene. Går på en skole med næsten 1500 elever, og jeg føler mig stadig ensom.. 

Og så i dag.. Der var noget rådgivning på min skole og jeg havde endelig fået taget mig mod til at gå derhen helt selv.. Og da jeg så kom derhen var der ingen. Lokalet var tomt og lyset slukket. Det var virkelig ikke fedt. Det tog mig så meget at gå derhen. Første gang jeg ville bede om hjælp, og så er der ingen. Det mislykkedes før der var sket noget. Er bare ikke til at bære, for jeg er ikke sikker på om jeg kan få mig selv til at gå derhen hvis det kommer igen.

Og oveni alt det her fik jeg at vide at nogen af mine veninder havde snakket om at jeg bare gik rundt og havde ondt af mig selv og at jeg var ynkelig.. Måske er jeg det, men det skal de slet ikke blande sig i når de på ingen måde prøver at hjælpe eller i det mindste forstå. Det sårer mig virkelig, for troede de kunne lide mig, at de var mine veninder.. Nu er jeg virkelig i tvivl om hvem jeg kan stole på. Alt går bare skidt for tiden.. Godt spørgsmål hvor længe facaden holder? Var lige ved at græde foran dem allesammen i dag....

Har fundet den perfekte playlist på spotify. Den indeholder alt jeg elsker, og den beskriver mine følelser ret godt for tiden..Den hedder ''Depression''. Burde egentlig være 'gladere' i dag. Christian har endelig kontaktet mig, og det var da positivt. Men det er bare som om, jeg  ved ikke, at det bare ikke er nok. Har nok bare brug for at få hele den her sag ud af verden. Selvom han endelig har svaret, tynger det mig stadig utrolig meget ned.. Og har på ingen måde overskud til det..¨Jeg er bare så ked af det hele tiden.. 80% af tiden sidder tårerne lige bag øjnene, og mit smil. Det er væk. Et ægte smil er sjældent nu. Jeg ved virkelig ikke hvordan det hele er blevet så slemt. Måske det med Christian, men det kan da umuligt være det hele? Det værste er at lige for tiden er stemningen herhjemme forfærdelig, hører ikke andet end skænderier fra mine forældre. Og hver gang jeg er sammen med dem, er det ligesom om alt min mor kan er at kritisere mig. Jeg gør aldrig noget godt nok. Og nu hvor min brors opfindelse er ved at blive sat i produktion, er de jo ååhh så stolte hele tiden. Det føles bare som om de elsker ham så meget højere end mig. Alle vil sige ''det er jo ikke sandt'', og det kan da godt være, men hvad hjælper det, når det føles sådan? Kan ikke huske mine forældre nogensinde har sagt ''jeg elsker dig'' til mig.... Aldrig... 
Har været sammen med en veninde i den her weekend. Det var hyggeligt og alting, men af en eller anden grund var det ikke nok til at få mig til at glemme. Ville jeg virkelig have ønsket, men der skal åbenbart meget til efterhånden. 
Føler mig virkelig som et frygteligt menneske. Misunder faktisk Blenders lykke lige for tiden. Ved godt et er skørt, hun har altid haft det meget værre end mig, men lige nu har hun alt jeg ønsker. Ikke Hjorth, men bare en der elsker hende som han gør. Men så er det jo alt det kærlighedspis all over again, og jeg kan alligevel ikke finde ud af det såeh.. Nevermind..

Længe siden jeg har haft det så skidt...

Er bare helt nede. Længe siden det har været så slemt. Har ikke cuttet. Tør næsten ikke... Det føles så godt, men føler jeg skuffer så mange ved det. Også mig selv. Jeg kan ikke holde det ud længere. Alting faktisk. Hjorth foreslog i dag at jeg skulle droppe ud og starte igen næste år fordi jeg virkelig er stresset. Sådan rigtigt. Er bange for at tage til læge fordi de måske vil fortælle mig jeg at jeg har en depression eller stress. Men jeg kan bare ikke droppe ud. Det kan jeg bare ikke. Det ville være det største nederlag nogensinde. Ville blive så skuffet over mig selv. Alle mine ambitioner, drømme. Alle de forventninger alle andre har til mig. Ikke én i min familie eller blandt mine venner i skolen, ville kunne forstå. Efter at min bror gik på HTX og gik ud med et virkelig højt gennemsnit, efter tre nemme år med gode karakterer hele vejen igennem, ville jeg virkelig være en skuffelse. En skamplet. Jeg har altid klaret mig så godt. Og forventningerne stiger kun. Og når så ingen i min familie ved hvad der er galt, hvordan skulle de så nogensinde kunne forstå? Ville være nødt til at forklare dem det hele. Men jeg kan ikke engang forklare det for mig selv. Er bare forvirret hele tiden. Fuldstændig rundt på gulvet. Kan ikke finde ud af mine følelser, går rundt med et falsk smil klistret på hver eneste dag. Og for hver dag der går, bliver det sværere at få det til at virke ægte, det gør mere og mere ondt indeni. 

Og så ovenpå alt det med Christian i går. Det er første gang det har påvirket mig SÅ meget. Får helt ondt i maven bare af at tænke på det. Klumpen i min hals vokser og tårerne presser sig på allerede nu. Men vil ikke. Vil ikke give efter. Jeg forstår slet ikke hvad der skete. Lige pludselig skred alt bare ud på et sidespor. Der er ingen tillid mellem os længere. Han tror ikke på hvad jeg siger, og et eller andet sted er det nok det der sårer mig mest. Det og så det at han slet ikke vil lade mig forklare, han logger bare af og ignorer mig hver gang han er online. Jeg ved jo godt at jeg faktisk fortjener det her. Han har haft det langt værre pga mig. Han har lidt så meget pga mig. Men jeg prøver mit bedste. Jeg vil ham virkelig det bedste, men tror ikke han kan se det. Men jeg kan bare ikke mere. Jeg ville ønske han i det mindste ville lade mig forklare. Så vi kan få det snakket ud. Hvis han så ikke længere ønsker at være venner, er op til ham. Forstår ham egentlig godt... Ville nok være det bedste for ham. Men på den anden side er jeg virkelig egoistisk. Jeg vil ikke miste ham. Savner ham virkelig... 

Sidder bare her. Helt alene. Havde aldrig troet at min gode dag, ville blive ødelagt så pludseligt. Det sårer mig virkelig. Det føles så dobbeltmoralsk det han siger. Tillid går ligesom begge veje. Jeg burde holde mig langt væk fra det venskab. Men det kan jeg bare ikke, og hver eneste gang jeg laver en fejl, sårer det mig mindst lige så meget som det sårer ham. Og hvornår har det nogensinde været meningen? Aldrig. Ikke én eneste gang. Men jeg ved da godt jeg har gjort alt det jeg ikke burde. Alle de fejl der er menneskeligt muligt, dem har jeg lavet. Men i det mindste står jeg ved dem. Jeg prøver virkelig. Men det er som ingen kan se det. Han betyder så meget for mig, ellers ville jeg heller ikke sidde her og græde lige nu. Jeg ville ønske han vidste det. Kan ikke holde til det her længere. Det er som om mit liv smuldrer mellem mine fingre.

Har bare lyst til at sætte mig ned og græde. Kan slet ikke holde mig selv ud lige nu. Føler mig som verdens værste menneske. Og hvor kom alt det så lige fra? Ville sige ''jeg ved det ikke'' men jeg ved det godt denne gang. Tror bare jeg burde stoppe med at snakke med Christian. Men har jeg bare heller ikke lyst til. Jeg savner ham sådan. Det ville sikkert også være det bedste for ham, kan jo ikke gøre andet end at såre ham. Forhelvede hvor er jeg dog et forfærdeligt menneske! Jeg gider ikke være mig mere. En eller anden, kom og tag mig væk herfra. Det er ikke det værd længere.

Am i better off alone?

Har tænkt lidt i dag.. Er begyndt at tro det er meningen jeg skal være alene. Eller jeg har jo mine venner, men sådan i forhold til kærlighed og fyre og alt sådan noget. Det er ikke fordi jeg har lyst egentligt, først ville jeg bare have en pause. Tage det lidt med ro. Men nu.  Nu ved jeg det ikke længere. Kan ikke rigtigt finde ud af det længere. Har mine få drengevenner, men kærlighed er der intet af. Hvordan føles det overhovedet? Tror jeg har glemt det. Før i tiden var der altid en eller anden man kunne kigge lidt efter, men nu. Nej. Kan høre mine veninder snakke om fyre i timevis, men det er ligesom om jeg lægger en vis distance til det. Jeg kan ikke mere, jeg vil så gerne, men uanset hvor hårdt jeg prøver, så vil det bare ikke lykkedes. Se bare på sidste gang med Christian. Aldrig har jeg villet et forhold mere, og alligevel forsvandt det. Gled lige ud af hænderne på mig. Og det var kun min egen skyld, ingen andres, slet ikke hans. Hvordan er det dog endt sådan her? Det kan da ikke være det helt tilbage i januar med Hjorth? Det er så længe siden, jeg er så meget ovre det. Har jeg været meeget længe nu, men alligevel har jeg lidt en mistanke. Han var ligesom min første kærlighed, selvom det ikke var et ''rigtigt'' forhold. Vi var jo kun kærester i en måned og tvivler på jeg nogensinde opførte mig som en rigtig kæreste. Men jeg lagde nok bare for meget i det. Dengang var det meget længe siden jeg havde følt nogen holdt af mig på den måde. Og da det så endte så brat, hans følelser der lige pludselig ikke var der længere og alt det med Blender. Det rev virkelig mit hjerte ud. Og nu så utroligt mange måneder senere, sidder jeg og tænker over om det måske stadig har en effekt på mig. På min måde at elske nogen på. For det er ligesom jeg har rigtigt svært ved det nu. Har svært ved at lukke nogen ind. Har svært ved bare at snakke med drenge jeg ikke rigtigt kender. Føler alt de vil er at gøre grin med mig, eller at de bare vil have svarene i en opgave i skolen. Det gør ligesom at jeg svarer helt akavet. Helt mig-agtigt. Og så er chancen ligesom væk lige der. Men det gør virkelig ondt at tænke på. Hvor længe skal jeg have det sådan her? Hvornår kan jeg lukke nogen ind igen, elske nogen? Jeg savner bare følelsen af en til at holde om mig på den der særlige måde. Til at fortælle mig det hele nok skal gå. Men hvis jeg så endelig fandt en fyr, hvem siger det så ikke går ligesom med Christian? At jeg ikke endnu engang fucker det hele op. Og der er bare så meget at fortælle, som så få forstår. Hvem jeg er, hvorfor jeg gør som jeg gør. Hvorfor jeg er så usikker.. På den ene side har jeg ikke lyst og på den anden går jeg bare og venter på en der vil forstå og som vil elske mig på trods af alt det her. Er bare ikke længere så sikker på det nogensinde sker..

Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage..

Faldt lige over den her på en af mine spotify-playlister.. Oh god, det gør stadig så ondt. Bare tanken om sidste år, jeg savner det hele så forfærdeligt! Havde virkelig troet savnet ville være mindre nu, men åbenbart ikke. Der er så mange minder forbundet med den her sang. Den beskriver så mange følelser, tanker. Havde ikke regnet med at den stadig ville det.. Den minder mig om så mange mennesker.. Kan ikke holde ud ikke at se dem hver dag. Det gør helt ondt at tænke på. Jeg har ikke lyst til det her mere. Jeg vil bare tilbage.. Spole tiden et enkelt år tilbage.. Hvis bare jeg kunne... 

Alt for mange spørgsmål

Sidder bare helt alene. Tænker. Hvor reagerer jeg som jeg gør? Hvorfor cutter jeg stadig? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen, og få styr på mit liv? Hvorfor lader jeg mig påvirke så meget af andre. Hvad skal jeg dog gøre for at få det bedre, og ville jeg overhovedet prøve hvis jeg vidste det? Jeg har så fucked up mange spørgsmål, og ingen der kan give mig svarene. Nogle ville nok sige '' svarene ligger indeni dig selv'' eller sådan noget andet filosofisk hippie shit, men hvad hjælper det? Hvis jeg selv kunne finde svarene, havde jeg nok fundet dem nu. Så ville der slet ikke være nogen problemer. Når jeg ser mine veninder i skolen til hverdag, virker de så.. perfekte? De må jo have nogle problemer, men hvorfor er de så meget bedre til at håndtere dem? Hvorfor er det mig der skal gå rundt og frygte for en depression hele tiden. Er  det min egen skyld? Er det vel nok, men det gør det ikke nemmere at acceptere. Nogen gange ville jeg bare ønske jeg var en anden. En der var god nok.

In my core where i've become so numb

Save me from the nothing i've become.

I've been living i a lie

There's nothing inside

Bring me to life

Kniven endnu en gang...........

Så.. den var den måned.. Hvorfor prøver jeg overhovedet længere? Er jo på ingen måde stærk nok. Sad helt og rystede. Skræmte mig lidt at jeg føler så lidt smerte. Ligesom om alt jeg føler er kæmpe lettelse? Jeg kan ikk mere. Vil ikk mere. Giver snart op. Det er jo lige meget alligevel. Føler mig helt tom. Sidder bare og stirrer ud i luften. Kan snart ikke kende mig selv længere. Siden hvornår er jeg blevet til den her person? På hvilket tidspunkt undervejs ændrede jeg mig sådan? Tror slet ikk jeg vil vide det. Kan ikk tænke, kan ikk... kan.. ingenting.. arrgh lige meget.. Nobody ever reads this whining shit anyways....

My own biggest enemy

Så.. nu vælder følelserne op endnu en gang... Sidder bare tilbage nærmest tom med en følelse af ikke at være god nok. Ikke god nok i skolen, ikke god nok i forhold til andre så jeg kan komme med i MUN, ikke god nok for nogen længere. Føler mig så alene? Kan sidde og skrive med folk, ja endda sidde lige overfor dem og stadig føle mig helt alene i verden. Selvom de er mine bedste venner, har prøvet noget der var langt værre så... Ja, alle reagerer jo forskelligt på følelser, så det vil aldrig være helt det samme.. Ville ønske jeg kunne slippe for alt det her. For at være mig. Eller bare spole tiden tilbage til den jeg var engang. Den der ikke have én bekymring i livet. Ved godt mit liv var kedeligt, men det var trygt. Sikkert. Der havde jeg et sted at høre hjemme. Nu passer jeg ikke ind nogen steder længere. Jeg trænger til kærlighed, tror jeg. Trænger til nogen der kan trøste mig, holde om mig, give mig tryghed.. En der kan sige '' det hele skal nok gå'' så jeg rent faktisk tror på det. Men det sker vel aldrig. Jeg vil nok ikke lade det ske hvis det endelig var. I'm my own biggest enemy.

Oh god føler jeg sidder og whiner.. Men på den anden side, det er jo min blog, jeg kan gøre hvad jeg vil! 
Igår skrev jeg om at jeg var i risikozonen for at gå ned med stress, og for at det ikke skal være løgn, så kunne det godt virke som om det er på vej lige så stille....Eller har det egentlig været længe. Kan ikke helt finde ud af om jeg burde fortælle mine forældre det. Tror de ville være ligeglade eller nok bare ikke tro på mig hvis jeg sagde det. Og hvis de endelig gjorde ville deres forslag være: '' så må du ikke lave dit og dat i weekenden'' Og så går jeg da først ned med stress, hvis jeg ikk kan få lov at lave de ting jeg vil!
Afleveringer vælter bare ned over mig for tiden, og jeg har ikke noget overskud tilbage overhovedet. 3 til næste uge, og den ene af dem tæller for 3 afleveringer... Og så to til ugen efter. + Alle de almindelige lektier også.. Men det er der jo ikke noget at gøre ved, ved jo godt at det bare bliver værre fra nu af. Men 3 år er vel til at overleve? Satser jeg i hvert fald på.. Og alligevel sidder jeg lige nu og skriver en ansøgning til en fritidsaktivitet mere. For fanden altså, burde jeg nok ikk, men det lyder bare så spændende! Føler mig nørdet lige nu.. det er sådan noget politik-noget såeh.. Alle andre har bare grint af det.. Og nå ja! Så skal jeg til at lære at spille ukulele, når jeg altså får fat i en-.- Så det lyder ikke ligefrem som om jeg får så meget fritid lige i den nærmeste fremtid. Men der er jo ikk andre at blame end mig selv. Typisk. Skal altid gøre det svært for mig selv altså... Nå ja, that's life i guess.... 

''Ungegruppe''

Var til ''ungegruppe'' i dag. Første gang. Ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige.. Havde troet vi ville være mange flere, var kun seks unge or whatever og så to psykologer. Folk virkede egentlig meget søde, har måske lidt svært ved at se hvad jeg skal få ud af at gå der. Men det er kun seks gange, og måske meget godt at blive tvunget til at tænke over de ting. Kom også lidt til at tænke over at jeg langt fra er den der har det værst. Følte mig faktisk næsten helt latterlig da jeg hørte nogen af de andres ''livshistorie''
Men fandt da også lige ud af noget meget spændende om mig selv. Er åbenbart i ''risikozonen'' for at få en depression eller gå ned med stress. Vi skulle tage en test, hvor man kunne få 0-100 point, og hvis man havde under 50 var man i ''risikozonen''. Gæt hvem der scorede 36 point. Yup. Måske ikke så godt? Så er det måske ikke så underligt at jeg ikke ligefrem synes jeg har det lige godt altid. Men skal sgu ikke nyde noget af at få en depression eller få stress. Been there, done that, and not going back! Men kan godt mærke det for tiden. Har altid travlt, kan ikke nå alt hvad jeg gerne vil. Og det gør mig bare endnu mere ked af det. Men en ting der næsten er værre er at det at jeg føler mig stresset gør mig virkelig ''skrøbelig''. Der skal ingenting til for at jeg er lige ved at bryde totalt sammen. Flere gange om dagen kan jeg mærke tårerne presse sig på. Heldigvis ikke så ofte i skolen, men der har jeg selvfølgelig også min ''facade'' på. Hmm.. tankerne om cutting melder sig oftere og oftere nu. Har virkelig overvejet det, ved godt det ''sårer'' nogen folk, men det er vel min business? Dem det sårer er her jo alligevel ikk, de læser det sikkert ikke engang det her. Såeh.. Ej, jeg stopper nu, ender sgu bare med at få mig selv overtalt. Dur ikke Ditte. Lad være. Nu er der gået så længe..

Kører i ring...

Har det som om mit liv bare kører rundt i ring. I hvert fald følelsesmæssigt. Alting gentager sig. Lige nu, ved jeg ikke hvordan jeg har det. Jeg går rundt i en døs, føler mig som en zombie. Og det føles faktisk lidt som deja vu. Jeg har været her før, kan jo ligefrem gå ind på tidligere indlæg og se det stå lige der. Jeg har ikke lyst til at mærke efter, kan ikke overskue det. Ved jeg sikkert vil ende med at ligge og græde hele natten, hvis jeg rent faktisk begynder at mærke efter. Mine følelser står på en spids. De raser rundt, og der skal ikke meget til før jeg bliver ked af det, vred, såret.. Jeg tror det jeg vil frem til er at jeg nok egentlig ikke har det så godt som alle tror, men hvis de spørger, hvad skal jeg så sige? Jeg ved det jo knap nok selv, og hvis jeg skal til at forklare, tvinger det mig til at tænke over en masse ting, jeg ikke har lyst til. Jeg er så stresset, det står mig langt ud af halsen. Kan ikke rigtigt overskue skole for tiden. Har ellers lige fået karakterer og det gik overraskende godt, don't know how. Hmm.. Kunne godt bruge en længere weekend, det er da helt sikkert. Skole i morgen, kan jo lige så godt lægge mig til at dø med det samme. Og nå ja. Så er der jo også den der NV- rapport. De andre skal aflevere i morgen, men jeg har fået udsættelse fordi min computer gik ned i sidste uge. Er knap nok gået i gang så det skal nok blive sjovt, når man hører hvor svært de andre har syntes det var. 

Jeg har brug for noget nyt i mit liv. Snakkede med Mille om det i går. Trænger til en kæreste. Men det siger jeg jo altid. Trænger til nogen der kan passe på mig, en jeg kan forelske mig godt og grundigt i. Men så kræver det jo lige jeg møder nogle nye mennesker. Kunne ikke forestille mig at forelske mig i nogen jeg allerede kender. Det har det ligesom bare med at fucke tingene op. Eller jeg fucker tingene op nok nærmere. Nevermind. Om jeg så mødte mr. Perfect, ville det jo aldrig gå. Jeg kan ikke finde ud af at være forelsket. Jeg kan ikke finde ud af at sende ''signalerne''. Det ville jo bare gå galt inden der der overhovedet var sket noget. Snakker altid med ''veninderne'' om at vi skal ''score'', men bliver det nogensinde til noget? Ikke for mig i hvert fald. Jeg er ikke den type drenge kan lide på den måde tror jeg. Helt ærligt, 10 mdr siden jeg havde en kæreste. Hvad er der galt med mig? Jeg gider ikke det her mere. Jeg kan alligevel ikke finde ud af det. Arrgh. Kærlighed er noget lort anyways. Whatever. 

A looong time ago..

Oh god, havde helt glemt jeg ikk har skrevet i så lang tid. Der er gået næsten 2 uger, og jeg ved knap nok hvad jeg skal skrive lige nu. Der er sket så meget og alligevel ikke? Det værste der er sket og som har gjort mig mest ked af det ( sjovt som jeg altid lægger mest mærke til de triste følelser?) var at jeg for some reason løj over for mine forældre omkring at jeg tog til fest hos Mille i Horsens. Og at mine forældre så fandt ud af det og nu er der så bare nada tillid mellem os :( Men det var nu egentlig en meget god fest, nu jeg er ved det.
Haha Mille fik mig sneget ind på en fra hendes klasses studiekort.. Og det var ovenikøbet en drengs ^^ Men ja, jeg fik lov at lege islænder for en aften :-) Og så var jeg så heldig at møde alle Milles venner, inklusiv en fyr der egentlig var meget sød, men nevermind that ^^ 

Men da mine forældre fandt ud af det og blev utroligt, utroligt sure, fik jeg at vide at jeg ingen steder måtte tage i onsdags.. Men heldigvis fik jeg ''snoet min far om min lillefinger'' og fik lov alligevel, selvom jeg godt kunne mærke det var på et hængende hår..
Så ned på efterskolen med mig klokken halv 8 om morgenen, og derefter til Slagelse en tur :-) Og hvor var det dog dejligt at se alle de mennesker igen, selvom det var aaalt for kort tid.. Brugte jo næsten 7 timer i tog den dag o.O

Og nu. ja nu. Jeg ved egentlig ikke hvordan jeg har det psykisk? Kan ikke engang overskue at mærke efter. En ting ved jeg. Og det er at jeg er viiiiirkelig træt hele tiden. Hmm.. men lige nu sidder jeg egentlig bare og ser et madprogram med min mutti :-) Det er utroligt dejligt afslappende, og det er noget vi elsker at gøre sammen. Og det er faktisk lidt underligt, for selvom jeg fuckede vores forhold op for en uge siden, er vi faktisk utroligt gode venner lige for tiden. Måske fordi jeg er så ''artig'' for at rode bod på det fra sidste uge, men det er i hvert fald rigtigt rart! Og i morgen kommer min skønne Mille-skat og så skal vi til fæææst i Isenvad hos min veninde Naja, som jeg ikke har set i 100 år, så det glæder jeg mig virkelig meget til!!