Wow... Det er længe siden efterhånden. Der er sket meget, og så alligevel. Jeg har det bedre, tror jeg. Rasmus gør mig så glad, men alligevel bliver tristheden ved med at komme tilbage. Jeg ved ikke hvad der sker og det gør mig virkelig frustreret og i sidste ende endnu mere ked af det. Det er bare så hårdt at være adskilt hele tiden. Jeg ved det er det værd, så jeg har virkelig ikke lyst til at give op. Han er jo den jeg skal dele mit liv med. Jeg hader bare at fortælle ham hvor ked af det jeg faktisk er. Det gør ham trist og bekymret og det er virkelig det værste jeg ved, når han er ked af det. Jeg føler bare jeg altid siger det forkerte og gør ham sur...Og bare tanken om hvor længe han vil finde sig i at jeg er sådan. Hvor længe kan han holde til det? Jeg ved hans venner siger han er stærk, men der er vel en grænse for alle mennesker? Jeg har virkelig ikke lyst til at finde den grænse... Inderst inde er jeg vel bare bange for at han giver op på mig. For hvis han gør, så tror jeg ikke jeg nogensinde finder nogen der kan holde til at være sammen med mig. Jeg har bare så meget frygt. Han kan se på mig med det samme at jeg er ked af det, selv bare over SMS'er, så der er ingen grund til at forsøge at skjule noget. Jeg har heller ikke lyst til at skjule noget for ham. Jeg vil give mit alt til ham. Han siger også vi skal kunne snakke om sådan noget. Er så glad for han er så forstående og følsom. Han er helt fantastisk og det slår mig ihjel at jeg så er sådan her overfor ham.