Memories, oh they cut like knives

Du ved jo alligevel godt, det er dig jeg mener...

It's killing me inside.......

Hvorfor skal jeg absolut torturere mig selv på den her måde? Sidde og kigge hans billeder, billeder af os.. Tænke på ham, overveje om og om igen hvad jeg skulle sige hvis jeg så ham eller hvis han pludselig skrev.. Jeg ved jo netop godt at det ikke vil ske.... Og alligevel håber jeg? Bare en smule.. Mille plantede det håb.. gad vide om hun stadig tror på han vil komme over det. Jeg aner det virkelig ikke, og det gør mig så ked af det. Jeg savner ham sådan, der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham. Savner ham. Jeg vil bare ikke smide alle minderne væk, alle de gode stunder. Jeg har sat så stor pris på dem. Har ikke lyst til at miste selv de gode minder nu hvor alting ramler. Selvom det torturer mig at tænke på det, minderne er ikke så glade nu hvor jeg ved der aldrig vil komme flere af den slags. Ja at der aldrig vil komme flere minder med ham.... Jeg kan ikke holde tanken ud, jeg bliver så trist......

Vil jeg miste alle nu?

Alle løfterne. Alle de ting han sagde. Det hele har nu vist sig at være løgn... Han sagde han altid ville være her, uanset hvad.. Uanset om vi var venner eller ej, så ville han være her, men nej. Løgn på løgn på løgn. Og nu får det mig til at tvivle endnu mere på alle andre. Mille, Hjorth, Rasmus, Blender, Victoria, alle.. Alle dem der siger de er her for mig.. Hvis en som Christian svigter, en der lovede han aldrig ville give slip, en der sagde han elskede mig som ingen anden, hvis han kan, hvorfor skulle de andre så ikke? Jeg er så bange for at miste folk nu. Så bange for at blive helt alene i verden. For er der noget jeg ikke ønsker er det at miste lige nøjagtigt de mennesker. De er dem jeg elsker allerhøjest..

Det gør så ondt....

Det gør så ondt.. jeg græder og græder og græder.. Jeg kan ikke finde ud af om jeg bare skal smide alle de gode minder væk, det gør helt ondt at tænke på hvordan vi engang havde det sammen, og nu hvor vi ikke er venner længere. Jeg har overvejet at slette Christian som venner på facebook, men jeg kan ikke rigtigt få mig selv til det.. Det er som om jeg stadig har et lille håb et eller andet sted, om at han ombestemmer sig, indser han ikke kan undvære vores venskab.. Mille siger han nok skal blive god igen, men det føles virkelig ikke sådan. Det irriterer mig bare at jeg ikke sådan bare lige kan glemme ham, som han har glemt mig. Han ligger altid på min chatliste og jeg har overvejet så mange gange at skrive til ham, men jeg er nødt til at respektere hans ønske om ikke at have kontakt.. Brød sammen foran Rasmus igår. Lå og græd utrøsteligt i en halv  time eller sådan noget, og jeg hader bare at skulle blande Rasmus ind i det. Han fortjener bedre end en som mig som bare er en konstant rutsjetur. Men han får mig også til at føle mig så tryg, så på den anden side er jeg også glad for at han var der.. Det siger han også.. Han vil hellere have jeg er ked af det når jeg er sammen med ham end at jeg skal gå med det helt alene. Men jeg vil bare ikke ødelægge den korte tid vi har sammen.. Der er nok ikke noget jeg kan gøre, ser ikke ud som om jeg kan styre mine tårer eller tanker længere.. Ellers var jeg i hvert fald ikke begyndt at græde i toget i fredags.. Folk kiggede godt nok lidt.. Virkelig ubehageligt at græde foran fremmede..

Numb...