Blandede følelser..

Jeg må sige, jeg havde virkelig et par dejlige dage i Slagelse.. Det var skønt at se ham, indså pludseligt hvor stor en del af min hverdag han var gået hen og blevet.. Men nu savner jeg ham så bare endnu mere.. Fedt.. Ja.. Og nu sidder jeg så her med blandede følelser, lige som alting kørte på skinner valgte en af mine bedste veninder at svigte mig angående min første skoledag i gymnasiet.. Det var utroligt som det bare kunne få mig helt ned i kulkælderen, og oveni det var han, ham som jeg nok betragter som min bedste ven, helt nede. Fuldstændig ødelagt, ja nok værre end det.. Og så sidder man 3 timer væk og kan ikk gøre noget.. Følte mig så hjælpeløs, ville ønske han havde boet tættere på. Og nu er han så væk i 3 uger.. Det eneste jeg kan håbe på er at han sender et postkort.. Tidsforskellen er 12 timer, så facebookbeskeder skal man nok heller ikk regne så meget med.. Nå, men nu står den på en uge i Norge med min veninde fra på søndag.. Bare os to, så det skal nok blive hyggeligt :-D Ellers skal ferien bare bruges på arbejde, en tur mere til Norge og en FDF-sommerlejr.. Det er ok, men heller ikk det fedeste i verden..

Tænk ikk på savnet..

Magter slet ikk at tænke på alle de dårlige følelser.. Savnet som fylder mig, vil jeg vælge ikke at fokusere på, men derimod fokusere på noget langt bedre. Det fact at jeg skal til Slagelse i morgen og besøge en som er gået hen og blevet en af mine bedste venner. Og så selvfølgelig hans søde kæreste. Selvom det ikk ligefrem altid har været let med hende, glæder jeg mig faktisk til at se hende. Også uden for skolen u know.. Det bliver et par dejlige dage er jeg helt sikker på!<3 Og så er der jo selvfølgelig lige det med at om 5 dage smutter jeg en tur til Norge med min skønne veninde.. Bare os to. Nu har jeg valgt hende fra denne ene gang pga turen til Slagelse, men jeg ved hun allerede har tilgivet mig, og jeg glæder mig til at bruge lidt tid med hende igen :-)

En fantastisk dag!!

I dag har været mere eller mindre en perfekt dag. Har været så heldig at tilbringe den med min skønne veninde Louise, og det i sig selv er nok til at gøre enhver kedelig dag fantastisk <3 Men den her gang gjorde vi noget ud af det.. Jeg fik lov af lærerne til at sove hos hende i nat, og så skulle vi ellers bare se film heeeele natten. Vi failede så bare lidt ved at være så trætte at vi faldt i søvn under den første film ;) Og så i dag har vi været i Odense hele dagen. Det var min første gang sådan rigtigt i Odense, så jeg blev hurtigt forvirret, eftersom jeg ikk ejer noget der minder om stedsans :D Men det var virkelig hyggeligt.. Og så her til aften stod den på kontaktgruppe-hygge hos Christine, så der fik vi lækker mad, og så blev der ellers skrevet i mindebøger.. Det har virkelig været en fantastisk dag, dem må der gerne komme mange flere af, det har jeg savnet! Det er så bare ærgerligt at der kun er 3 dage tilbage på det her magiske sted..<3

Farvel

Så fik jeg endelig sagt farvel. Selvom det også var min mormor jeg sagde farvel til denne gang, føles det endelig som om jeg har givet ordentligt slip på hende. Det skræmte mig lidt at jeg blev så påvirket af de sanselege vi var igennem. Selvom jeg ikk græd, kunne det være lidt det samme. Jeg har bare svært ved at græde, især når det er ting jeg bare tænker på. Hvis jeg stod foran hendes gravsted når hun engang er død, ville det nok være noget andet. Så ville jeg nok græde.. Det skræmte mig et eller andet sted også at jeg bare følte mig helt tom bagefter. Helt tom og følelsesløs. Det brød jeg mig virkelig ikk om.

Skin..

Det er ligesom om den her sang er over det hele lige for tiden.. Men det er måske bare fordi den passer så godt på mange af de mennesker jeg kalder mine venner. Ret trist hvis man tænker over det. Jeg synes nu stadig den er god, og det er længe siden jeg har hørt en sang, som jeg føler beskriver mig på så mange måder. For det er jo rigtigt nok. Mange folk ved ikk en skid om hvem jeg er indeni, det eneste de ser er arrene. De tror kun på det de ser, selvom der ligger så mange grunde bag arrene, der ligger så mange oplevelser bag den person jeg er. Men det er der få der ved noget om. Der er meget få der kender til den smerte jeg faktisk føler. Men det er jo også min egen skyld. Og jeg tror heller ikk jeg har lyst til at det skal være anderledes..

Så forsvandt opturen, og der kom nedturen igen. Endnu en gang sidder jeg i det sorte hul, og endnu en gang ved jeg ikk hvad jeg har gjort for at fortjene at sidde her igen? Jeg føler jeg gentager mig selv gang på gang. Det er det samme hver eneste gang, følelserne er i hvert fald. Men jeg sidder her af andre grunde denne gang, tror jeg. Denne gang er problemerne ikk noget jeg rigtigt kan gøre noget ved, hvilket får mig til at tænke på hvor længe der så går denne gang inden jeg kan komme op af hullet igen? Jeg var ellers lige begyndt at føle mig "normal" igen eller hvad man nu kalder det. De psykiske problemer var på vej væk, men så åbenbart ikk alligevel. Jeg gider ikk det her længere. Jeg giver snart op med alt det her, for det nytter ikk noget anyways.. Så er det måske meget godt at komme hjem igen, fri for al dramaet. Selvom jeg nok egentlig bare bliver endnu mere trist af at være så meget alene. Jeg frygter ensomheden mere end noget andet lige nu..

Hvem kigger tilbage i spejlet?

Føler snart de eneste venner jeg har tilbage, er nogle få her på efterskolen. Men de betyder så bare også SÅ meget mere. Men tanken om at de alle er væk når jeg kommer hjem, skræmmer mig. Jeg har ikke lyst til at tage afsted. Det har været det bedste år i mit liv, også det mest dramatiske godt nok, men det ser jeg som en lille pris at betale. Jeg har udviklet mig så meget, forandret mig. Måske er det derfor jeg ikk længere har så mange derhjemme? Jeg ved jo godt jeg har været dårlig til det med kontakten, men måske er det ikk kun derfor? Måske er det fordi jeg ikk længere er den samme? Flere og flere siger at de ikk kan kende mig. Og nu hvor jeg tænker over det, så har jeg også gjort en masse, jeg aldrig ville have så meget som tænkt på for bare et år siden.. Jeg ved det ikk.. Jeg ved ingenting længere. Til tider er jeg endda i tvivl om hvem det er der kigger tilbage i spejlet. Men det er vel bare en del af det at være teenager. Identitetskriser er jo ikk et ord man ikk har hørt før. Selvom jeg ikk ligefrem vil kalde det jeg går igennem for en krise. Jeg ved jo godt det hele er min skyld. Men gør det det bedre? Ikk hvis du spørger mig..

Jeg betyder så åbenbart ikk noget for nogen alligevel..

Et eller andet sted er jeg vel bare skuffet? Jeg troede jeg havde nogle få venner tilbage derhjemme, men det tal er lige blevet endnu mindre åbenbart? Jeg anede det ikke engang selv. Jeg betragtede dem som nogle af mine bedste veninder, delte nærmest alt med dem, og alligevel så de mig jo så ikke som en veninde. Vi har så mange dejlige minder, nu tvivler jeg på hvorvidt de nogensinde har gidet mig.. De siger de savner mig. Men jeg tror ikke længere på et ord af hvad de siger. Jeg har lyst til at tage hjem, men for what reason? Der er de. Der er ikke længere nogen at komme hjem til. Måske 2-3 veninder, men det er så også det. Resten er flyttet, eller ser mig ikke længere som en ven. Jeg var ellers så glad. Tingene kørte på skinner, lige indtil nu.  Nu fandt jeg så ud af at jeg alligevel ikk betyder noget for nogen anyways.. Tak for den falske følelse af tryghed. For at I efterlod mig i troen om at jeg faktisk betød noget for jer. 
Jeg er vred. Helt igennem vred! Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen af dem. Eller jo, men tror ærlig talt ikk det  ville være klogt. Der ville blive brugt en masse ord, som jeg sikkert vil fortryde.. Tror bare jeg vil sidde her helt alene med mine uforståelige følelser af vrede, skuffelse og forvirring..

Tænd et lys for en du har mistet..

Hmm.. Jeg blev faktisk rigtig rørt her til aften.. Der var en slags ceremoni her på skolen, hvor man kunne tænde et lys for en man har mistet eller bare for at vise sin støtte. Og der kom faktisk rigtigt mange, hvilket jeg blev temmelig overrasket over. Og mange af dem bare for at støtte deres venner. Jeg var der for at tænde et lys for min mormor. Hun er ikke død, men hun har fået Alzheimers, så hun ved ikke længere hvem jeg er. Det er hårdt, men jeg syntes hun fortjente at jeg  tændte et lys. Jeg ville bare gerne vise hende min respekt, og at jeg elsker hende selvom hun ikke længere husker mig. Jeg var der også for at støtte min fantastiske veninde Camilla, som jeg kunne se virkelig blev rørt også. Jeg er glad for at jeg kunne være der for hende her i aften, for det var tydeligt at hun havde det hårdt! Så Camilla, du skal virkelig vide hvor højt jeg elsker dig! Jeg er her for dig, hvilket jeg håber jeg har bevist her til aften! Jeg kommer sådan til at savne dig når de her sidste 19 dage er gået! <3

Den ægte følelse af skyld..

Jeg føler virkelig det er min skyld. Uanset hvad du siger, så ved jeg det jo godt. Jeg har det med at gøre dig glad, og så lige bagefter gøre dig endnu mere ked af det.. Jeg ved virkelig ikk hvorfor, for jeg kunne aldrig drømme om at gøre det med vilje! Jeg ville ønske det ikk var sådan her, men jeg ved bare heller ikk hvad jeg skal ændre for at gøre det bedre? Jeg savner dengang før alle følelserne kom ind i billedet, dengang alting var så nemt, ukompliceret. Dengang jeg behandlede dig ordentligt. Dengang vores samtaler ikke altid var seriøse. Jeg husker det hele som en lun forårsdag, så let og lys. Jeg ville nogen gange ønske den tid kom tilbage, men så igen. Ville det være det samme? Sikkert ikk.. Men det ville da nok være bedre end det der er mellem os nu. Jeg kan ikk engang beskrive det? Forvirring. Akavethed. Venskab selvfølgelig, men bare ikk på den måde det burde være.. Jeg vil jo så gerne hjælpe dig, men det er bare som om det altid giver dobbelt bagslag? Og du siger det er din egen skyld, aldrig min. Og jeg ved det er løgn! Det er min skyld, så bare stop med at benægte det. Nogen gange føles det som om du pakker mig ind i bobleplast eller noget, du er ærlig, men du benægter alt dårligt ved mig. Og ærlig talt kan jeg ikk fordrage det. Det er måske en af grundene til at det ikk går mellem os, sådan kærligheds-agtigt, vi giver ikk hinanden den rette form for modspil.. Nå lige meget, jeg ville egentlig bare fortælle dig, hvor ked af jeg er det over de ting der er sket i mellem os. Jeg ved jeg aldrig vil være nok, og at jeg aldrig vil kunne hjælpe dig sådan som du har brug for det.. Men jeg ville stadig ønske jeg kunne gøre det bedre, i stedet for det jeg gør nu..