Wow... Det er længe siden efterhånden. Der er sket meget, og så alligevel. Jeg har det bedre, tror jeg. Rasmus gør mig så glad, men alligevel bliver tristheden ved med at komme tilbage. Jeg ved ikke hvad der sker og det gør mig virkelig frustreret og i sidste ende endnu mere ked af det. Det er bare så hårdt at være adskilt hele tiden. Jeg ved det er det værd, så jeg har virkelig ikke lyst til at give op. Han er jo den jeg skal dele mit liv med. Jeg hader bare at fortælle ham hvor ked af det jeg faktisk er. Det gør ham trist og bekymret og det er virkelig det værste jeg ved, når han er ked af det. Jeg føler bare jeg altid siger det forkerte og gør ham sur...Og bare tanken om hvor længe han vil finde sig i at jeg er sådan. Hvor længe kan han holde til det? Jeg ved hans venner siger han er stærk, men der er vel en grænse for alle mennesker? Jeg har virkelig ikke lyst til at finde den grænse... Inderst inde er jeg vel bare bange for at han giver op på mig. For hvis han gør, så tror jeg ikke jeg nogensinde finder nogen der kan holde til at være sammen med mig. Jeg har bare så meget frygt. Han kan se på mig med det samme at jeg er ked af det, selv bare over SMS'er, så der er ingen grund til at forsøge at skjule noget. Jeg har heller ikke lyst til at skjule noget for ham. Jeg vil give mit alt til ham. Han siger også vi skal kunne snakke om sådan noget. Er så glad for han er så forstående og følsom. Han er helt fantastisk og det slår mig ihjel at jeg så er sådan her overfor ham. 

Fear of losing again..

Havde aldrig troet, jeg ville have det sådan her. Jeg er skræmt halvt til døde over det, og alligevel er det verdens bedste følelse. Det gør så ondt at savne ham så meget, men alligevel ved jeg jo at det er fordi jeg elsker ham så højt som jeg gør.. Det skræmmer mig at allerede som 16-17-årig har jeg faktisk fundet en jeg kunne være sammen med for evigt, og jeg ved han også har tænkt det.. Tror bare det er frygten for at miste ham der gør mig så bange.. Jeg ved han aldrig vil såre mig, og alligevel siger mine erfaringer med andre mig jo noget andet .. Og nu siger jeg ikke at alle fyre er ens eller noget, for det mener jeg ikke.. Men de siger de samme ting jo.. Er så bange for at stå alene pludseligt.. Han er det eneste der holder mit hovede ovenvande. Han vil så gerne forstå hvorfor jeg er så ked af det hele tiden, men jeg ved ikke om jeg skal dele det hele med ham? Ikke fordi jeg ikke stoler på ham, men jeg har flere gange trukket folk ned fordi jeg har delt mine problemer og følelser med dem.. Det er det sidste jeg vil have skal ske. Ikke kun fordi han så ville forlade mig, men jeg ønsker virkeligt at han er glad og lykkelig. Og hvis det nogensinde er uden mig, så må det jo være sådan. Tror aldrig jeg har elsket nogen så højt. Nej hvor lyder det mærkeligt, bliver helt bange for mig selv....

All the streets, where I walked alone, with nowhere to go, have come to an end..

I don't want this moment to ever end,

Where everything's nothing without you.

I'd wait here forever just to, to see you smile,

'Cause it's true, I am nothing without you.

Ensom.... Alene med alting lige nu..

Igen igen..

Jeg kan snart ikke det her mere. Jeg ved ikke hvad der sker, det er som om jeg endnu en gang ikke kan gøre noget rigtigt. Jeg sårer alle ved bare den mindste handling. Det gik lige så fint, jeg var faktisk glad... Indtil jeg fuckede det hele op. Det er jo ikke noget nyt, men havde troet det ville gå bedre den her gang. Og nu vil han ikke snakke med mig.. igen.. Jeg kan ikke holde det ud. Sidder bare og græder. Jeg ved snart ikke hvad jeg gør. Men det er tydeligt at se at han ikke er glad længere. Han var så lykkelig til jeg blandede mig i hans liv igen. Han skulle aldrig have givet mig lov.. Han burde da også snart vide jeg ikke er god for ham, jeg har ødelagt ham så mange gange. Men er det min skyld hvis han får følelser for mig igen? Jeg ved det snart ikke... Ville ønske det ikke behøvede være sådan her. Han gjorde mig lige så glad, og nu er jeg helt nede og ramme bunden igen. Jeg savner ham sådan.....

Jeg vil ikke sige farvel..

Først Christian. Nu Hjorth. Hvem bliver den næste? Hvad er det jeg gør galt? Jeg forsøger at holde hovedet ovenvande, og måske går det udover dem. Jeg ved det ikke. Jeg vil gøre alt jeg kan for at gøre alt det her godt igen.. Hvad er det der sker? Og hvorfor? Er det mig? Er jeg så frygteligt et menneske? Nogen gange kommer jeg i tvivl om det overhovedet er min skyld.. Men jeg kan bare ikke se andre muligheder. Jeg kan ikke holde det ud længere. De to jeg elskede højest. Elsker højest. Dem der lovede de altid ville være her, forlod mig da jeg havde allermest brug for dem. Jeg føler mig så alene. Har aldrig været så ensom. Jeg ved jeg har Rasmus, men det er bare noget andet. Jeg kan bare ikke give slip. Men det ser ikke ud til at det op til mig. Gid jeg kunne gøre det hele om..

Memories, oh they cut like knives

Du ved jo alligevel godt, det er dig jeg mener...

It's killing me inside.......

Hvorfor skal jeg absolut torturere mig selv på den her måde? Sidde og kigge hans billeder, billeder af os.. Tænke på ham, overveje om og om igen hvad jeg skulle sige hvis jeg så ham eller hvis han pludselig skrev.. Jeg ved jo netop godt at det ikke vil ske.... Og alligevel håber jeg? Bare en smule.. Mille plantede det håb.. gad vide om hun stadig tror på han vil komme over det. Jeg aner det virkelig ikke, og det gør mig så ked af det. Jeg savner ham sådan, der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham. Savner ham. Jeg vil bare ikke smide alle minderne væk, alle de gode stunder. Jeg har sat så stor pris på dem. Har ikke lyst til at miste selv de gode minder nu hvor alting ramler. Selvom det torturer mig at tænke på det, minderne er ikke så glade nu hvor jeg ved der aldrig vil komme flere af den slags. Ja at der aldrig vil komme flere minder med ham.... Jeg kan ikke holde tanken ud, jeg bliver så trist......

Vil jeg miste alle nu?

Alle løfterne. Alle de ting han sagde. Det hele har nu vist sig at være løgn... Han sagde han altid ville være her, uanset hvad.. Uanset om vi var venner eller ej, så ville han være her, men nej. Løgn på løgn på løgn. Og nu får det mig til at tvivle endnu mere på alle andre. Mille, Hjorth, Rasmus, Blender, Victoria, alle.. Alle dem der siger de er her for mig.. Hvis en som Christian svigter, en der lovede han aldrig ville give slip, en der sagde han elskede mig som ingen anden, hvis han kan, hvorfor skulle de andre så ikke? Jeg er så bange for at miste folk nu. Så bange for at blive helt alene i verden. For er der noget jeg ikke ønsker er det at miste lige nøjagtigt de mennesker. De er dem jeg elsker allerhøjest..

Det gør så ondt....

Det gør så ondt.. jeg græder og græder og græder.. Jeg kan ikke finde ud af om jeg bare skal smide alle de gode minder væk, det gør helt ondt at tænke på hvordan vi engang havde det sammen, og nu hvor vi ikke er venner længere. Jeg har overvejet at slette Christian som venner på facebook, men jeg kan ikke rigtigt få mig selv til det.. Det er som om jeg stadig har et lille håb et eller andet sted, om at han ombestemmer sig, indser han ikke kan undvære vores venskab.. Mille siger han nok skal blive god igen, men det føles virkelig ikke sådan. Det irriterer mig bare at jeg ikke sådan bare lige kan glemme ham, som han har glemt mig. Han ligger altid på min chatliste og jeg har overvejet så mange gange at skrive til ham, men jeg er nødt til at respektere hans ønske om ikke at have kontakt.. Brød sammen foran Rasmus igår. Lå og græd utrøsteligt i en halv  time eller sådan noget, og jeg hader bare at skulle blande Rasmus ind i det. Han fortjener bedre end en som mig som bare er en konstant rutsjetur. Men han får mig også til at føle mig så tryg, så på den anden side er jeg også glad for at han var der.. Det siger han også.. Han vil hellere have jeg er ked af det når jeg er sammen med ham end at jeg skal gå med det helt alene. Men jeg vil bare ikke ødelægge den korte tid vi har sammen.. Der er nok ikke noget jeg kan gøre, ser ikke ud som om jeg kan styre mine tårer eller tanker længere.. Ellers var jeg i hvert fald ikke begyndt at græde i toget i fredags.. Folk kiggede godt nok lidt.. Virkelig ubehageligt at græde foran fremmede..

Numb...

The day my true fear came true..

Så kom den dag jeg frygtede.. Eller det var så i lørdags. Jeg har gået og været bange så længe, frygtet hans beslutning så meget. Og så viste det sig at min største frygt skulle gå i opfyldelse... Jeg havde ventet det og alligevel ikke. Jeg troede virkelig på vi kunne komme igennem det, få det til at fungere igen. Men nej. Og det er næsten ikke til at forstå.. Han gav op, og can't blame him for that.. Det er jo min skyld han vil droppe kontakten til mig.. Mig der har gjort så mange dumme ting, såret ham sådan.. Og vi har misforstået hinanden så mange gange.. Men han sagde han forstod, at han havde været der hvor jeg står.. Men for at være ærlig tror jeg ikke han forstod.. Slet ikke her til sidst.. Så ville han vide hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde... Og tror han ikke det her vil påvirke mig? Jeg elskede ham jo, eller gør jeg vel stadig.. Han lød så glad for at droppe mig som ven.. Han siger han elskede mig som ingen anden men er begyndt at tro det også er løgn.. Og bare de ord han skrev "hvis jeg så dig nu, ville jeg nok vende mig om og gå" det gør altsammen så ondt.. Og nu kommer tårerne. Igen.

Sjovt som jeg engang hørte den fordi jeg syntes den var god..
Nu hører jeg den fordi jeg kan relatere så meget til den......

Du forstår jo ikke. Du siger du gør, men nej.....

Han siger han forstår. Han siger han læser min blog. Han siger han var her for mig.. Men hvis han virkelig forstod, ville han vide hvorfor jeg gør som jeg gør og hvorfor jeg sommetider handler irrationelt. Hvorfor jeg føler mig alene. For selvom folk siger jeg bare skal komme til dem, bare sige til eller skrive.. Så forstår de ikke at det er netop det jeg ikke kan. Det er så ufatteligt svært at bede om hjælp. Han af alle burde kunne relatere, men nej. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen til nogen og sige ''jeg har brug for hjælp, jeg har det skidt''. Hvis jeg kunne ville mine forældre nok vide det nu. Men det gør de sjovt nok ikke.. Er overrasket over jeg fik hevet mig selv afsted til den samtale den gang.. 

Hvor blev de 5 dage lige af? Tiden er gået alt for stærkt, det har været så fantastisk at have ham lige her ved siden af 24 timer i døgnet.. Og nu.. her er tomt og stille. Føler mig helt alene i verden, savner ham som bare fanden.. Men det er der jo ikke noget at gøre ved, det kunne jo ikke vare for evigt... Selvom jeg ville ønske det kunne. Tror heller ikke han havde lyst til at rejse hjem igen.. Og mine forældre var faktisk sødere end forventet, de behandlede ham som en del af familien.. Tror de kunne fornemme hvor glad jeg faktisk er for ham! Arrgh men hvorfor skal han være så langt væk! Han har holdt mit humør oppe så meget de sidste dage og nu føler jeg at jeg falder ned med 100 km i timen! 

Jeg tror ikke han forstår, det gør jeg ikke engang selv.. Han ved ingenting om alle de ting der påvirker mig, han læser ikke det jeg skriver herinde og jeg fortæller ham det heller ikke..men alligevel formår han at hjælpe mig så meget hver eneste dag. Og jeg elsker ham virkelig for det. Lige nu er han det eneste der holder mit hovede oven vande, uden ham ville jeg drukne. Men den magt det giver ham. Jeg ved han aldrig ville såre mig, men jeg er stadig så bange.. Hvis han ville kunne han give slip så let som ingenting og jeg ville drukne i de problemer der overskygger min verden når han ikke er her. Jeg forstår ikke mig selv for at have givet ham den magt, jeg er så vant til at være alene. Til ikke at stole på nogen og alligevel lukker jeg ham ind så hurtigt, giver ham kraften til at ødelægge mig fuldstændigt fordi jeg åbenbart for some reason tror på han ikke vil gøre det... Men hvad nu hvis? Hvad nu hvis det viser sig han har bildt sig selv de her følelser ind? Det har jeg selv prøvet, det er muligt. Jeg er så bange for jeg mister den smule kontrol jeg har tilbage...

Tag mig væk...

Efter et par forholdsvis gode dage, kan jeg mærke hvordan det går ned ad bakke endnu en gang. Er så træt af at være herhjemme, ville ønske jeg kunne flytte. Jeg ved godt det er min egen skyld eftersom ingen herhjemme ved hvordan jeg har det, men er så træt af at skulle tage hensyn til alt og alle. Føler jeg går på listesko for tiden, siger ikke en lyd for ikke at gøre nogen vrede. Det føles ikke som mit hjem længere, jeg føler mig ikke tryg her længere. Har fået nok af mennesker, godt jeg får ferie i morgen, kan ikke klare det mere. Og så kommer Rasmus, savner ham hvert sekund lige nu. Han er det eneste der får mig til at slappe af, ellers føler jeg mig så stresset, træt og deprimeret hele tiden. I morgen er der en uge til jeg ser ham.. Lad den gå hurtigt..

Ved ikke rigtigt hvad jeg skal skrive. Har bare lyst til det i guess? Er træt af skolen, folkene i skolen.. Trænger til ferie, til at se Rasmus igen. Så ham for 2 dage siden, men nu hvor vi er blevet kærester savner jeg ham om muligt endnu mere.. Kan ikke koncentrere mig om det her, ikke rigtigt om noget for tiden, gider ikke rigtigt noget overhovedet.. Gid jeg kunne sove, sove, sove.. Men det er der jo ikke noget nyt i...Fuck det her, magter ikke engang at skrive.Godnat.

And then just a few more tears..

Jeg føler virkelig jeg er ved at falde fra hinanden for tiden. Jeg føler mig så svag, skrøbelig. Og jeg prøver jo virkelig at være stærk, men det er bare som om det er ved at blive for svært at holde alting oppe længere. Begyndte at græde til samtale i dag, følte mig så dum at sidde og græde foran hende. En fremmed hvis job er at sidde og høre på mig. Og alligevel ved hun ting om mig som ikke engang mine tætteste venner ved, ting jeg ikke før har vist om mig selv, før hun fik mig til at indse det. Det værste var at da jeg sad og ventede på bussen efter samtalen, brød jeg fuldstændig sammen, og alle bilisterne, der kørte forbi, kiggede bare på mig. Der var endda en der vinkede og grinte. Hvad er det for et samfund vi lever i? Alle er ligeglad med hinanden, passer bare deres eget. Og jeg ved da godt at jeg også selv er sådan, men alligevel? Det er en smule trist at tænke på at det er sådan vi opfører os overfor hinanden? Og som om de mennesker der kørte forbi ikke også gerne ville have der var nogen der stoppede op og spurgte om de var okay, hvis det var dem der sad der og var helt knust.. Lige meget, sådan er vores samfund bare.. 
Gik virkelig hele dagen og gruede for den samtale, har bare ikke magtet det, og jeg ved godt det er anderledes når man så sidder der. Men bare det at skulle sætte sig selv op til det. Det er virkelig hårdt, og det er der mange der ikke forstår. Bare det at gå derhen kræver utrolig meget overtalelse, for det er så nemt bare at blive væk. Men jeg har bare et ansvar, jeg har en samvittighed. Hvilket nok også er derfor jeg stadig går i gymnasiet.. Hver dag ønsker jeg bare at kunne forsvinde i stedet for at skulle derhen, til alle menneskerne. Har så svært ved mange mennesker lige for tiden. De stresser mig. Det fylder for meget i mit hoved. 

Man kan føle begge dele..

Der var engang hvor jeg ikke troede man kunne føle begge dele på en gang.. Forelskelsen og samtidig alle de dårlige, deprimerende følelser.. Jeg har altid syntes det var skørt når blender var ked af det når hun nu havde fået Hjorth som hun ville..indtil nu. Nu ved jeg hvordan det føles. Hvordan forelskelsen ikke er nok til at holde tårerne væk. Havde troet det ville hjælpe i guess? Og det er jo heller ikke fordi han ikke gør mig glad, tristheden forsvinder bare ikke af den grund.. Hmm..

Jeg er bare så bange?...

Der var engang.. Engang hvor det kun var sådan her noget af tiden. Hvor jeg kunne abstrahere fra det hele. Nu er selv den falske glæde forsvundet. Jeg føler mig død indeni. Jeg sidder bare og kigger, ser alle andres liv fortsætte fuldt af den glæde, forventning og alle de andre følelser jeg også var fyldt med engang. Jeg føler mig tom indeni, jeg ved ikke hvem jeg er længere. Den eneste følelse der fylder mig from time to time er frygt. Jeg er så uendeligt bange. Men for hvad spørger de. Det er svært at forklare. Jeg er bange for... At miste Rasmus. At blive såret igen. At tro og så blive gjort til grin. Jeg er bange for at alt jeg ved skal vise sig som en løgn. Og det skulle bare heller ikke undre mig hvis det hele går i opfyldelse lige om lidt. Jeg har stadig svært ved at stole på folk, jeg prøver virkelig at vælge med omhu for min egen skyld. Og selvfølgelig stoler jeg på Rasmus, han har for den sags skyld heller aldrig gjort mig noget der skulle give mig grund til andet. Men jeg er stadig ikke vild med det. Er bange for at han skal vise sig som alle de andre. At alt han har sagt om mig, om ham selv, om os skal vise sig at være løgn. Jeg er helt væk i ham, og jeg er bange for jeg misser signalerne..Men jeg føler også jeg er nødt til at give alt det her en chance. Jeg er nødt til det. For min egen skyld. Han kunne gå hen og være den der ændrer alting. Vender mit liv upside down. Gør mig gladere. Ikke at han ikke gør det nu, men den her glæde varer ikke meget mere end sekunder eller minutter. Så bliver den erstattet af tomheden igen.. Sidder nu og er lige ved at bryde sammen, men det må ikke ske. Sidder lige foran familien.. Vil ikke vise den side af mig. Det brev jeg har overvejet at skrive... Har ikke fået det gjort endnu og er ved at gå væk fra idéen.. Kan ikke overskue deres bekymring lige nu. Aner for den sags skyld heller ikke hvad pokker jeg skal skrive. Hvad jeg føler? Ja det er et vidt begreb, for enten føler jeg alt for meget på én gang og kan slet ikke overskue det og aner ikke hvad der sker. Eller også føler jeg ingenting udover tomheden...Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere, ønsker egentlig bare mig selv langt væk fra alting. Selv døden ville være at foretrække frem for det her liv...

Lad mig dø.. Forsvinde herfra.. Jeg beder dig...

Back in that depressed mood... Not much to say.. Not much to do..

Before you fall in love with me...

Så meget frygt...

Der er noget jeg har tænkt over lidt tid.. Det er som om min personlighed er selvmodsigende eller hvad man kalder det? Jeg er genert som bare pokker, men på nogle punkter kan jeg være totalt frembrusende? Jeg er ked af det, men jeg ser glad ud? Jeg vil gerne have hjælp og alligevel ikke? Jeg snakker med folk om mine problemer i håbet om at det vil hjælpe, selvom jeg udmærket godt ved det faktisk bare gør mig mere deprimeret..Jeg kan ikke finde ud af mig selv. Jeg er stresset og alligevel lægger jeg flere og flere planer... Det er langt ude, jeg er langt ude.. Har en eller anden idé om at det er min facade og så mig selv.. At den generte del er mig, og den frembrusende er den jeg er på facaden.. Eller bare når jeg har drukket for den sags skyld^^ Og den glade side er klart facaden, no doubt about it.. Og ja ked af det, det er mig...Heller ingen tvivl der. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved alt det her? Ikke ligefrem fordi jeg har lyst til bare at lade alle se det rod jeg er indeni, men hader virkelig den her facade. Bryder mig ikke om at virke falsk hele tiden, selvom det kun er mig selv der ved det. Er træt af at lede efter mig selv, i mig selv.. Hvis det overhovedet giver nogen mening....

Og så er der noget andet.. nogen vil sige det er latterligt, men sådan er jeg jo, det har jeg efterhånden lært.. Det er bare Rasmus.. Han er så god.. mod alle virkelig. Føler mig næsten ikk... ''værdig''? Han kunne få nogen så meget bedre, sødere, gladere.. Og han fortjener det... Hvorfor har han så valgt en som mig? Hver gang jeg nævner det siger han at han tror på vi passer sammen, og det tror jeg da også.. Men tanken nager mig alligevel ofte... Og hvad så når Cecilie kommer tilbage? Jeg ved godt det måske er urealistisk at mig og Rasmus stadig skulle være ''sammen'' til den tid, men jeg er måske nok bare bange for at han hellere vil have hende når hun kommer tilbage.. Can't blame ham, selvom jeg aldrig har mødt hende, men hun bor trods alt også i Slagelse og alting.. Jeg ved ikk.. jeg er nok bare bange for at miste ham allerede, selvom det er så langt ude i fremtiden...

Perfection..

Jeg vil så gerne være perfekt. Jeg ved det aldrig vil ske. Folk siger det er overvurderet, ikke muligt. Men hvorfor ønsker jeg det så så inderligt meget? Jeg føler alle omkring mig er så meget tættere på perfektion end jeg er. Jeg hænger altid en kilometer bag alle andre i det ræs. Og jeg har ikke længere kræfterne til at forsøge at indhente dem. Jeg er SÅ tæt på at give op.. Ja på alting. Jeg er jo alligevel ikke god nok til noget? Til nogen.. Hverken i skolen, blandt mine veninder eller med Rasmus. Han fortjener så meget bedre, han er så fantastisk godt et menneske, og jeg har ondt af at han er faldet for en som mig. Det er ikke fordi jeg ikke er betingelsesløst forelsket i ham og jeg vil ikke have han forsvinder. Jeg ved bare at han kunne få nogen så meget bedre. End der ikke er ked af det hele tiden. En der kan gøre ham glad i stedet for bekymret. Han siger han aldrig har mødt en som mig, at han er helt væk i mig og at vi passer perfekt sammen. Men jeg er bare så bange for at såre ham igen. Han siger han ikke er skrøbelig, men det er alle et eller andet sted. Han vil så gerne hjælpe og jeg føler bare jeg lukker ham ude. Jeg er bare så træt hele tiden, jeg kan ikke overskue noget. Ville bare ønske han lå lige her, lige nu. Jeg kan bare ikke mere.. Fuck det her liv, tag mig nu forhelvede bare væk fra det her sted!

jeg kan ikke finde ud af kærlighed

All they want to do is help, it's just not that simple..

Okay.. Alting gik af lort igår.. Og dagen i dag er ikke meget bedre. Folk prøver at overtale mig til at tage til lægen, jeg ved de mener det godt. De forstår bare ikke hvor hårdt det er? Jeg ved det lyder latterligt, bare det at gå til den ene samtale, det tog ærlig talt næsten livet af mig. Det var hårdt. Og jeg ved bare ikke om jeg kan det hele én gang til. Jeg ved ikke om jeg har kræfter til det? Overskud har jeg intet af. Heller ingen motivation eller lyst. Jeg ved heller ikke om jeg tør, med mine forældre og alting. Det vil jo komme frem somehow hvis jeg går til lægen. Frygter faktisk at de vil blive sure, og ja nu lyder jeg dum endnu en gang. Men tror de vil blive skuffede over at jeg ikke har fortalt noget. Selvom det jo faktisk er deres skyld, med den måde de behandler mig på. Den måde de tackler problemer på. Jeg har slet ikke lyst til at være herhjemme, og alligevel har jeg ikke lyst til at tage nogen steder hen. Her er så trygt. Og alligevel ikke. Konstant dårlig stemning, konstante skænderier.. Åh det er slet ikke til at holde ud bare at tænke på. I det mindste lader de mig være i fred hernede på mit værelse. Det er blevet mit helle for tiden. 
Der er også noget andet jeg er begyndt at tænke på. Hvis jeg nu får det bedre. Engang, God knows when. Hvem er så tilbage? Jeg kan ikke huske hvem jeg var før? Hvad gik jeg op i? Det skræmmer mig lidt ikke at vide det.
Nu går der to uger inden jeg skal til samtale igen, ikke lige hvad jeg havde brug for ovenpå de sidste par dage. Det er tre uger i alt, det er virkelig lang tid når man har sammenbrud hver anden dag, når cuttingen bliver til hver dag...Men der er jo ikke noget at gøre..

Caught -.-'

http://dittearvad.tumblr.com/

Gid det bare var en drøm....

Jeg troede faktisk på jeg var ved at være stoppet, det var længe siden nu.. Men to gange i dag? Det er gået helt amok her til aften og jeg ved ikke hvorfor? De siger man kan hvis man vil.. og jeg vil jo gerne, vil jeg ikke? Jo selvfølgelig! Det er bare så uoverskueligt, der er så mange ting jeg skal for at alt det her går i orden, og jeg har ikke energien. Motivationen. Det eneste jeg har, er lysten til at sove. Bare sove hele mit liv væk. Eller i det mindste bare vågne op med et andet liv og alt det her bare har været en ond ond drøm... Hvor ville jeg dog ønske det ville ske, men jeg ved jo godt det her er virkeligheden. Det er mig der ødelægger mit og andres liv.. Gid jeg dog bare kunne være en anden...

Oh those damn thoughts....

Sleep, sleep and more sleep.. And i'm still tired?

Jeg er så træt.. Jeg sover hele tiden, men det er ligesom om det ikke hjælper? Jeg kan knap nok få mig selv slæbt ud af sengen bare for at hente noget at drikke... Her er så mørkt, her kan jeg bare ligge i mit nattøj uden at nogen dømmer mig.. Men jeg ved jo godt det ikke holder, skal jo i skole igen på et tidspunkt... Har bare på ingen måde lyst?! Ingen motivation, absolut intet ønske om at stå op om morgenen... Lektierne hober sig op og jeg kan bare ikke overskue det... Er efterhånden virkelig bange for ikke at gennemskue gymnasiet.. Men det må bare ikke ske! Jeg dropper ikke ud. Det ville være det største nederlag.. En stor skuffelse for familien, for mig selv.. Folk ville ikke forstå. 

Verdens dårligste menneske lige her!

Ditte, hvordan kan du være sådan der overfor nogen? Det er bare ikke i orden. Føler mig som verdens dårligste menneske, hvilket nok efterhånden heller ikke er meget galt andet.. Men efter det sammenbrud igår, jeg kan bare ikke.. Og jeg vil i det mindste ikke ses som en løgner. Jeg er ikke i skole i dag, tror det er ret meget 50-50.. Jeg vil ikk i skole og jeg er syg.. Jeg kan bare ikke mere, jeg vil ikke mere.. Ville ønske folk forstod. Ville ønske mine forældre forstod. Ville ønske de faktisk kunne mærke der er noget galt. Hvordan kan de gå forbi min praktisk talt åbne dør uden at lægge mærke til at jeg ligger og græder? Eller ved de det godt, og er de så bare ligeglade?... Årgh... Ville ønske jeg bare kunne stikke af fra alt og alle! Fra det her liv!

Jeg vil ikk........

Har egentlig haft en okay weekend.. Fik snakket om nogle ting med Hjorth, ting han egentlig ikke plejer at ville snakke om, og det var rart. Jeg er bare så forvirret omkring alting lige nu.. Mine følelser.. Kan ikke finde ud af om forelskelsen er det samme. Om han forventer mere af mig end jeg kan give?.. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget, kan mærke de 'mørke' følelser tager over.. Jeg vil ikk mer! Hvorfor kan jeg ikke bare blive liggende her under min dyne? Her er så trygt og varmt.. Ville ønske jeg kunne fortælle mine forældre det, ville ønske de ville forstå. Men jeg ved jo godt det aldrig sker..

Ned ad bakke.....

Okay, så er det hele tilbage. Følelserne, tårerne, arrene. Nu er alting som det plejer. Vidste det var begrænset hvor længe forelskelsen kunne holde tankerne væk. Hvor længe det kunne holde mig glad. Og nu går jeg rundt og føler mig totalt utaknemmelig. Har forelsket mig i den skønneste fyr, og han er endda også forelsket i mig. Hvorfor er jeg så stadig ked af det? Har endda fået det ''værre''. Skulle tage en trivselstest igen til ungegruppe igår. Hvis den er under 50 er man i risikozonen for stress og depression. Sidst var den 36, nu er den på 24. Hvad sker der? Hvorfor føler jeg ikke jeg har nogen kontrol over mit liv? Og han vil jo så gerne hjælpe mig, gøre mig glad. Men jeg har det forfærdeligt med at fortælle ham om det. Vil ikke påvirke ham, vil ikke gøre ham ked af det. Men frygter også at hvis jeg ikke deler det her med ham, at han vil føle at jeg lukker ham ude? Så svær en balance. Har jo heller ikke lyst til at lyve for ham omkring hvordan jeg har det.......

Bange....

Hvorfor skifter det sådan her? Kunne egentlig godt mærke det var sådan lidt under opsejling efter samtalen igår. Og nu. Det hele er tilbage, og det slår hårdt endnu en gang. Jeg føler mig så lille, magtesløs. Jeg fryser, jeg er træt, og jeg ved det hele er fordi jeg er så ked af det. Mit smil er forsvundet, og uanset hvor meget han prøver lige nu, hjælper det ikke. Er så ked af jeg skulle fortælle ham om det, så skuffet over mig selv. Han fortjener noget så meget bedre end mig, en der er i stand til at fortælle hvad der gør hende ked af det, en som kan se bort fra det når det er nødvendigt. En der er mindre skrøbelig og som er ikke er på vej ud i en depression. Jeg er bare så bange. Vil for alt i verden ikke miste ham nu. Så vil jeg ikk mere.. Bare... så bange, hele fucking tiden..Har stadig intet fortalt mine forældre, og selvom alle siger det ville være det bedste for mig, kan jeg bare ikke. Jeg...kan.. bare ikke.. Troede selvmordstankerne var væk, de evige tårer i øjenkrogene og lysten til at cutte.. Men nej, tydeligvis ikke. Er gået tilbage til sikkerhedsnåle, smerten er større, arrene mindre.. Nu sidder lysten bare i mig igen. Hele tiden. Var næsten stoppet, det skete sjældent, er ikke sikker på hvorvidt det sådan længere. 

Aaaaaaaand here comes the love?..!?

Okay, jeg var ikke færdig.. Kan ikke få ind i mit goddamn hoved, hvordan det her er sket? der gik... 1-2-3 dage? Vi kyssede, intet andet og BAM here comes the looove? WTF, jeg forståååår det ikkeeeee! Har kendt ham et stykke tid nu, og havde aldrig forventet det her..! Arggh hvorfor skal jeg absolut være sådan en kontrolfreak? Hvorfor tænker jeg overhovedet over det her? Amen altså, Ditte for fanden -.-'  Jeg ville bare ønske jeg vidste det..

Depression on standby?

Så står den på samtale i morgen.. Er faktisk ikke sikker på jeg ved hvad jeg skal sige.. Hun har selvfølgelig skrevet alt det ned vi snakkede om sidst, men det er lidt som om det hele er på standby for tiden. Den forelskelse der raser i min krop giver mig en midlertidig ro, glæde. Jeg kan smile rigtigt igen, og det er hans skyld det hele. Jeg er helt væk, men det føles godt. Havde ikke gættet jeg ville komme til at føle sådan her ''allerede''. Det føles som om der er gået 100 år, men havde ikke forventet noget før.... næste år måske? Men det er jo bare en glædelig overraskelse. Føler mig helt distraheret, kan slet ikke koncentrere mig om mine lektier mens jeg skriver med ham, men det går nok. Har i hvert fald ikke lyst til at lade være<3 Bare det at vide at mine følelser er gengældt, giver mig virkelig en utrolig tryghed, ikke noget gætteri, ikke nogen misforståelser. Hvor er det rart. Så er der bare det med de tre timer.. Har slet ikke lyst til at tænke på det, så bliver jeg bare deprimeret... :( 
Bliver glad hver gang der kommer en besked fra ham, hvilket heldigvis er tit :D Og så sendte han ''a whole new world'' fra Aladdin. Årgh hvor jeg smeltede indeni... <3
God, det er så nu det går op for mig at jeg lyder som en forelsket 12-årig, tror bare jeg stopper nu, føler mig en smule latterlig..
Men tak, Rasmus, du har givet mig mit håb tilbage..

Oh god.... Ligesom om de her følelser er helt nye for mig.. Er i hvert fald på ingen måde vant til at gå rundt og smile som en lalleglad idiot, eller få kriller i maven hver gang jeg tænker på ham. WTF Ditte!? Hvad sker der lige.. Folk kalder det kærlighed, og kan nu sige, at ja. Det føles i hvert fald som kærlighed. Men hvordan er det lige sket? 3 dage. Mere skulle der ikke til eller hvad? Et par kys nytårsaften og så var jeg solgt eller hvad? Forstår ikke alt det her, forstår ikke mig selv, men det er måske heller ikke meningen? Alt jeg ved er at jeg glæder mig som et lille barn til at se ham i morgen! Jeg savner ham selvom der kun er gået 2 dage siden sidst jeg så ham... Oh god altså, jeg er så dårlig til at være forelsket...

Up, down, turn around..

Ligesom om den her dag lige vendte 180 grader. Har egentlig været meget glad i dag ellers, havde en god aften i går... Men nu... Christian er ked af det, han kan ikke fortælle mig hvorfor og det gør mig trist, for en halv time siden lød det som om han aldrig ville snakke med mig igen, jeg forstår ingenting. Er så forvirret, han siger jeg ikke kan hjælpe.. Jeg elsker ham jo bare så højt. 
Og læste lige Blenders blog.. Burde havde vidst hvordan det ville påvirke hende, skulle aldrig have snakket om det. Men det er som om hun stadig ikke forstår. Jeg vil jo ikke have ham tilbage? Årh jeg er så træt i mit hovede, jeg kan ikke mere...