The day my true fear came true..

Så kom den dag jeg frygtede.. Eller det var så i lørdags. Jeg har gået og været bange så længe, frygtet hans beslutning så meget. Og så viste det sig at min største frygt skulle gå i opfyldelse... Jeg havde ventet det og alligevel ikke. Jeg troede virkelig på vi kunne komme igennem det, få det til at fungere igen. Men nej. Og det er næsten ikke til at forstå.. Han gav op, og can't blame him for that.. Det er jo min skyld han vil droppe kontakten til mig.. Mig der har gjort så mange dumme ting, såret ham sådan.. Og vi har misforstået hinanden så mange gange.. Men han sagde han forstod, at han havde været der hvor jeg står.. Men for at være ærlig tror jeg ikke han forstod.. Slet ikke her til sidst.. Så ville han vide hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde... Og tror han ikke det her vil påvirke mig? Jeg elskede ham jo, eller gør jeg vel stadig.. Han lød så glad for at droppe mig som ven.. Han siger han elskede mig som ingen anden men er begyndt at tro det også er løgn.. Og bare de ord han skrev "hvis jeg så dig nu, ville jeg nok vende mig om og gå" det gør altsammen så ondt.. Og nu kommer tårerne. Igen.

Sjovt som jeg engang hørte den fordi jeg syntes den var god..
Nu hører jeg den fordi jeg kan relatere så meget til den......

Du forstår jo ikke. Du siger du gør, men nej.....

Han siger han forstår. Han siger han læser min blog. Han siger han var her for mig.. Men hvis han virkelig forstod, ville han vide hvorfor jeg gør som jeg gør og hvorfor jeg sommetider handler irrationelt. Hvorfor jeg føler mig alene. For selvom folk siger jeg bare skal komme til dem, bare sige til eller skrive.. Så forstår de ikke at det er netop det jeg ikke kan. Det er så ufatteligt svært at bede om hjælp. Han af alle burde kunne relatere, men nej. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen til nogen og sige ''jeg har brug for hjælp, jeg har det skidt''. Hvis jeg kunne ville mine forældre nok vide det nu. Men det gør de sjovt nok ikke.. Er overrasket over jeg fik hevet mig selv afsted til den samtale den gang.. 

Hvor blev de 5 dage lige af? Tiden er gået alt for stærkt, det har været så fantastisk at have ham lige her ved siden af 24 timer i døgnet.. Og nu.. her er tomt og stille. Føler mig helt alene i verden, savner ham som bare fanden.. Men det er der jo ikke noget at gøre ved, det kunne jo ikke vare for evigt... Selvom jeg ville ønske det kunne. Tror heller ikke han havde lyst til at rejse hjem igen.. Og mine forældre var faktisk sødere end forventet, de behandlede ham som en del af familien.. Tror de kunne fornemme hvor glad jeg faktisk er for ham! Arrgh men hvorfor skal han være så langt væk! Han har holdt mit humør oppe så meget de sidste dage og nu føler jeg at jeg falder ned med 100 km i timen! 

Jeg tror ikke han forstår, det gør jeg ikke engang selv.. Han ved ingenting om alle de ting der påvirker mig, han læser ikke det jeg skriver herinde og jeg fortæller ham det heller ikke..men alligevel formår han at hjælpe mig så meget hver eneste dag. Og jeg elsker ham virkelig for det. Lige nu er han det eneste der holder mit hovede oven vande, uden ham ville jeg drukne. Men den magt det giver ham. Jeg ved han aldrig ville såre mig, men jeg er stadig så bange.. Hvis han ville kunne han give slip så let som ingenting og jeg ville drukne i de problemer der overskygger min verden når han ikke er her. Jeg forstår ikke mig selv for at have givet ham den magt, jeg er så vant til at være alene. Til ikke at stole på nogen og alligevel lukker jeg ham ind så hurtigt, giver ham kraften til at ødelægge mig fuldstændigt fordi jeg åbenbart for some reason tror på han ikke vil gøre det... Men hvad nu hvis? Hvad nu hvis det viser sig han har bildt sig selv de her følelser ind? Det har jeg selv prøvet, det er muligt. Jeg er så bange for jeg mister den smule kontrol jeg har tilbage...

Tag mig væk...

Efter et par forholdsvis gode dage, kan jeg mærke hvordan det går ned ad bakke endnu en gang. Er så træt af at være herhjemme, ville ønske jeg kunne flytte. Jeg ved godt det er min egen skyld eftersom ingen herhjemme ved hvordan jeg har det, men er så træt af at skulle tage hensyn til alt og alle. Føler jeg går på listesko for tiden, siger ikke en lyd for ikke at gøre nogen vrede. Det føles ikke som mit hjem længere, jeg føler mig ikke tryg her længere. Har fået nok af mennesker, godt jeg får ferie i morgen, kan ikke klare det mere. Og så kommer Rasmus, savner ham hvert sekund lige nu. Han er det eneste der får mig til at slappe af, ellers føler jeg mig så stresset, træt og deprimeret hele tiden. I morgen er der en uge til jeg ser ham.. Lad den gå hurtigt..

Ved ikke rigtigt hvad jeg skal skrive. Har bare lyst til det i guess? Er træt af skolen, folkene i skolen.. Trænger til ferie, til at se Rasmus igen. Så ham for 2 dage siden, men nu hvor vi er blevet kærester savner jeg ham om muligt endnu mere.. Kan ikke koncentrere mig om det her, ikke rigtigt om noget for tiden, gider ikke rigtigt noget overhovedet.. Gid jeg kunne sove, sove, sove.. Men det er der jo ikke noget nyt i...Fuck det her, magter ikke engang at skrive.Godnat.