Love and happiness

Nu hvor jeg sidder og kigger på mit sidste indlæg, er det ligesom om jeg bare bliver mere og mere bekræftet i mine følelser for Christian. Jeg er mere og mere sikker på at jeg er smaskforelsket.. Kan slet ikk lade være med at smile lige nu <3 Er simpelthen så glad i dag, på trods af  jeg lige er kommet hjem efter 7,5  time på arbejde -.-' Men måske også fordi Mille var her igår til i dag.. Der er ingen der kan gøre mig så glad som hende.. Hun kender mig ud og ind og hun kommer altid med de bedste råd.. Gud, hvor jeg dog bare elsker hende :)<3

Gone again.....

Hmm.. Er følelserne forsvundet? Føles faktisk lidt sådan, men forstår det ikk rigtig? Og var det overhovedet nogensinde følelser på den måde? For bare et par uger siden kunne jeg få sommerfugle i maven bare der kom en lille sms fra ham og nu gider jeg knap nok svare når han skriver. Sådan var det også sidste gang. Også med ham. Og der var det tæt på at ødelægge vores venskab, og hvad nu denne gang? Det vil sikkert blive værre... Jeg magter næsten ikk at tænke på det. Har lidt en teori om at det er fordi han ligesom bliver for ''ivrig''? Der er ligesom ikke mere sjov i det? Jeg har vundet, og så gider jeg ikk mere.. Føler mig ret led.. Klam og som en syg kælling.. Men hvad kan jeg gøre? Mine følelser ændrer sig jo bare.. Can't help it....¨
Men Christian :) Ham kan jeg stadig lide.. Afstanden skræmmer mig dog en hel del..Har ikk set ham siden vi sluttede rigtig, men nu må vi jo se når jeg snart skal besøge efterskolen.. Er i hvert fald spændt på at se ham igen.. og de andre selvfølgelig..

Hvorfor er det min skyld?

Åh gud.. Kan ikk se hvorfor det her pludseligt skal være mit problem? Bare fordi de to ikk klikker, behøver der vel ikk være så meget drama omkring det? Hvor svært kan det være at mande sig op, sige undskyld og så komme videre i livet? Helt ærligt, sådan stædighed er bare barnligt, umodent. Jeg gider ikk blande mig i det, men det er bare som om jeg bliver hevet mere og mere ind i det? Kan hun ikk se det ikk er min skyld? Det er noget kun mellem de to og sådan er det. Så lad dog os andre få fred. Jeg har nok at tænke på for tiden....

Fuck gym og dets elever.

Fuck det her. Troede gymnasiet ville være anderledes end folkeskolen, men nej. Endnu en gang er det mig der sidder med det hele aftnen før. Mig der har meldt mig som den der gerne vil lave det hele på gruppens vegne. Fuck it. Gider ikk mere. Halvdelen af det de har lavet var ikk engang ordentligt, men nu gider jeg ikk rette mere i det.. De er også en del af gruppen og det er ikk mig der står med hele ansvaret. Hader bare at aflevere noget jeg ikk er 100% tilfreds med. Vil ikk have at lærerne tror det om mig. Men gider bare heller ikk bruge al min fucking fritid på noget de andre i gruppen lige så godt kunne have lavet. Latterligt. Fuck gym. 

I just don't feel like I know myself very well right now, so how can I be sure of anything? Most of the time i feel so awkward, you know, like I don't belong in my own skin. I get frustrated at everything, I could just scream for no reason at all. I just hate myself...

Følelsen af at have lyst til at cutte.... Tempting...

De forstår slet ikk hvor meget de påvirker mig..

De forstår ingenting.. Eller også er de bare ligeglade? Jeg kan sidde i samme bil som dem. Sidde og græde og de lægger ikke mærke til noget som helst.. eller også er de bare ligeglade med det også? De kan slet ikke se hvor meget deres evindelige diskussioner og skænderier påvirker mig.. Engang gjorde de det ikk foran mig, men nu er det ligesom om de kun gør det, hvis jeg er til stede? Og når jeg græder over det, er de bare ligeglade.. Spildte tårer.. Det har også påvirket min tro. Min tro på evig kærlighed. Den eneste ene. Engang var jeg sikker på det eksisterede, men nu.. På ingen måde, nærmere omvendt.. Begynder at tro at noget af det der får mig til at cutte igen og igen er dem.. Men det kan jeg ikk sige til dem. Kan ikk sige noget til dem. De lytter alligevel ikk.. Nogen gange ville jeg ønske de bare ville gå fra hinanden.. Ved det  lyder barsk, men så ville de måske få øjnene op for mig også? Er sikker på at på nogen punkter ville de blive gladere.. Men jeg ved også godt at alle børn der har forældre der er skilt ville skælde mig ud for de her tanker.. Ville nok bare ønske de værdsatte mig noget mere? og nu lyder jeg bare som et røvforkælet barn, og det ved jeg godt, men jeg mener det virkelig.. Kan ikke mindes mine forældre nogensinde har sagt '' jeg elsker dig'' til mig.. nogensinde.. Men der er jo ikk noget at gøre.. 3 år mere så er jeg ude.. væk fra alt det her.. håber jeg holder til det så længe..

Hvad er det der sker??

Jeg ved ikk lige hvad der sker for tiden? Har ikk opdateret min blog i alt for lang tid, og har egentlig haft meget jeg ville skrive om, men har svært ved at sætte ord på alting lige for tiden..
Jeg er i tvivl om hvad jeg burde gøre? Hvad vil være det bedste for mig? For ham? Hvad er det han vil, og hvad er det jeg vil? Kan ikke finde hoved og hale i noget.. Føles som om livet bare suser forbi med 100 km i timen og jeg kan ikk følge med.. Hænger bare i en tynd tråd bagefter og er lige ved at give slip hele tiden.. Mit humør svinger.. men det er bare ikk som det plejer.. det er egentlig bare nede eller endnu længere nede.. Jeg har svært ved at koncentrere mig, er træt hele tiden og bare.. ked af det? Kan mærke tårerne presse sig på hele tiden, og jeg aner ikk hvorfor? Jeg har bare lyst til at lægge mig under min dyne og aldrig mere komme ud.. Føler jeg spilder folks tid, de har så mange vigtigere ting i deres liv end mig. Forstår ikk hvorfor nogen af dem faktisk bekymrer sig, de har nok at deale med selv.. Det er som om den gamle mig er ved at vende tilbage.. Hende der er ked af det, der ikk kan overskue hendes liv.. Hende taberen der cutter.. Frygter depression eller stress eller sådan noget.. Føler ikk rigtig jeg kan dele det med nogen.. ikk nogen her i hvert fald.. og dem jeg kan, bor jo alt for langt væk og har deres eget liv.. deres egne problemer.. Føler mig dum, latterlig, klam, irriterende og alt for meget mere end det.....

-.-

Åh gud.. Jeg magter virkelig ingenting.. Har fuldstændig mistet mit overblik. Mit overskud og koncentration.. Jeg er totalt stresset, og det værste er at jeg godt ved det helt sikkert bliver værre. Det gør bare at når jeg ved jeg skal nå så meget, så når jeg ingenting, så går jeg fuldstændig i baglås.. Jeg har været det her sted før.. Nu er det bare 100 gange værre.. Håber lidt det her er noget en psykolog kan hjælpe med eller et eller andet.. Det her fungerer i hvert ikke.. 

Mig? Til psykolog?..

Så for satan.. Så skal man starte til psykolog.. Havde jeg ikk lige forventet.. Har aldrig tænkt på mig selv som  den 'type' der behøvede det.. Men det skal jeg så åbenbart.. Det var heller ikk ligefrem et valg.. Nå, men hvis det hjælper er det vel godt nok? Bare tanken om at skulle hælde alle mine fortrængte følelser udover en komplet fremmed.. Er bange for at det bare får mig til at tænke endnu mere over de ting der bliver hevet frem igen.. Nå.. Der er jo ikk andet for end at vente og se..