Tvivl i sindet..

Tvivl.. Det er efterhånden et meget bekendt ord i mit sind. Jeg tvivler på næsten alt, min personlighed, mit udseende, mine karakter og alt hvad jeg nogensinde tænker og gør.. Jeg ved ikk rigtigt hvorfor, eller hvordan tvivlen er havnet der, men nu sidder den i mig. Og den sidder godt fast.. Jeg tror lidt at det hænger sammen med mit dårlige selvværd og alt det.. Jeg kan ikk rigtig finde ud af hvordan jeg skal gøre for at få det bedre med mig selv. Jeg føler mig forvirret. Jeg føler jeg gør alting forkert, og jeg ved næsten ikk hvad jeg skal gøre for rent faktisk at gøre det rigtigt. Jeg føler at jeg fortryder hver eneste beslutning jeg tager lige pt, og det gør bare at jeg ikk rigtig føler at jeg kan stole på mig selv længere. Hvad skal jeg gøre, hvem kan hjælpe mig når jeg ikk selv kan? Jeg ved ikk om jeg rent faktisk ville tage i mod hjælpen hvis nogen endelig rakte hånden ud?..

I guess I've changed?..

Wow, det er godt nok efterhånden længe siden.. Sidst jeg skrev herinde var i mandags, det er også næsten en hel uge siden nu.. Jeg må virkelig sige at jeg har savnet det! Der er sket så meget, og alligevel ikk.. Der var galla i torsdags, når jeg tænker tilbage var aftnen fantastisk.. men så alligevel ikk? Der skete nogle ting, som jeg ville ønske ikke var sket lige netop den aften. Men heldigvis sørger hjernen for at man kun husker alle de gode ting..Og det er vel positivt eller?


Og så i dag var jeg til konfirmation, og der skete noget virkelig mærkeligt.. Halvdelen af min familie kunne ikk kende mig, og nogen af dem stod længe og kiggede før det gik op for dem at det bare var lille mig.. Altså jeg ved godt at nogen af dem har boet i Skotland det sidste år og derfor ikk har set mig siden oktober, og at jeg har forandret mig en del siden, men alligevel?. Jeg ved ikk rigtig hvordan jeg har det med det? Det var da meget sjovt, men når jeg tænker tilbage er det vel egentlig også lidt trist.. De er min familie, de af alle mennesker burde da vide hvem jeg er og hvordan jeg ser ud.? Jeg føler mig et eller andet sted lidt skuffet over dem. For jeg synes da stadig jeg ligner mig selv, men åbenbart ikk nok til at de kunne se hvem jeg var.. Hmm.. Så kan de forhåbentlig genkende mig næste gang..

Trying not to make things worse..

Hmm.. Så sidder jeg her igen. Det føles som 100 år siden jeg har kunnet komme af med mine tanker og følelser omkring alting.. Selvom meget af det bare er lort jeg lukker ud omkring mine hverdagsproblemer.. Et eller andet sted føles det meget rart at få lidt luft for det, men mange gange sidder jeg bagefter og føler mig lidt svag og dum over at så små problemer har så meget indflydelse på mit humør.. 
I går var jeg så heldig at få snakket igennem med en person som jeg virkelig holder af, og som, jeg er ved at finde ud af, også holder af mig.. Jeg følte virkelig at hun endelig ved hvad der foregår indeni mig. At hun endelig kan forstå hvorfor jeg gør som jeg gør.. Jeg ved jo godt at jeg begår 1000-vis af fejl, og at jeg ofte også er ret dårlig til at rette op på dem. Men nu har jeg en som også har begået fejl, og som kan tilgive mig for dem.. 

Hvis der er én ting der lige for tiden kan gøre mig.. ja, jeg ved ikk.. trist, deprimeret måske? Så må det være når jeg kan se at en jeg virkelig, virkelig holder af har det skidt.. Tit ved jeg virkelig bare ikk hvad jeg skal gøre, jeg føler mig så nyttesløs.. Jeg ved jo godt at lidt hjælp er bedre end slet ingen, det har jeg jo selv oplevet, men alligevel.. Hvordan er det lige at lille miig skulle kunne hjælpe nogen? Jeg vil jo bare så gerne.. Det værste er bare at det har så stor en effekt på mig og min glæde, og når jeg så ikk kan gøre noget, bliver jeg bare endnu mere ked af det.. Hvilket så gør at den person der var trist i forvejen bliver endnu mere trist.. Og så føler jeg mig bare ikk som nogen skide god ven når det eneste jeg kan er at gøre alting værre?..

Goodbye koncentration.. Vi ses.. aldrig?

Emo, emo, emo.. Min hjerne flyder snart over.. Nu har jeg snart ikke tænkt på andet hele dagen.. Det her engelsk synopsis-shit driver mig snart til vanvid.. Min koncentration er long gone, og den sidste del af timen kommer nok bare til at gå med tetris eller noget andet monster stenern.. Jeg hader følelsen af at kede mig, og lige nu kan jeg bare ikke komme videre..
Jeg glæder mig til at komme hjem.. Det føles som flere århundreder siden jeg har set min familie.. I dag bliver det dog kun til 1,5 time inden jeg smutter videre igen.. Kan ikk helt finde ud af om jeg har brug for at komme hjem? Måske også bare fordi det er hårdt at være omringet af mennesker hele tiden.. Jeg kan godt mærke at mit hoved snart har brug for en ordentlig pause, men så er det jo heldigt at jeg også skal hjem i næste weekend.. På søndag står den på fotoshoot med verdens allerdejligste piger, så der er virkelig noget at se frem til!

Happy Ending?

Hmm.. Så er det endelig ude af verden. En af de ting der længe har gået og gjort mig ked af det, er endelig ude af verden.. Jeg føler mig egentlig ret.. lettet? Eller hvad man nu skal sige.. Er glad for at Belinda og jeg endelig ikke er "uvenner" længere, selvom jeg aldrig tror vi har været det? Nu føler jeg endelig at den del af min fortid har sluppet mig helt, og jeg kan arbejde på at blive klar til at tage imod min fremtid..
Selvom vi nok aldrig bliver bedste veninder, kan jeg nu endelig sige at der ikke er sårede eller hadende følelser imellem os, og det føles virkelig godt. Det har jeg ventet længe på..
Tænk at noget faktisk godt kan ende godt.. Selvom det ikk lige var den måde jeg havde tænkt det på fra starten..

Music makes you lose control

Hvis der er noget der altid kan gøre mig glad, så må det være musik.. Ikk hvilken som helst slags musik, den gode slags.. Eller i hvert fald det jeg synes er godt.. Lige for tiden er det Dead By April, Escape The Fate, Volbeat, The Used osv.. Det kan altid gøre mig.. Gladere i guess? Det kan jo ikk 100% få mig til at glemme mine problemer, men det kan holde dem på afstand et stykke tid.. Derfor er det også med musikken jeg kan slappe allermest af.. Når bare jeg lytter til det, falder mine tanker nærmest helt til ro.. Det er virkelig noget jeg kan have brug for indimellem.. Det fjerner ligesom presset fra mine skuldre for en tid. Jeg ved godt jeg selv er skyld i presset, det er lige så meget mig selv der har lagt det på mine skuldre.. Og jeg vil heller ikk undvære det, for det er en del af mig. Det er noget der gør at jeg prøver så hårdt jeg kan på at blive bedre. Nogen gange bliver det bare lidt for hårdt at bære.. Især helt alene.. Musikken kan bare få det til at forsvinde sammen med mit behov for kontrol. Og det kan til tider være rart.


Derfor er musik nok verdens bedste opfindelse, uden det tror jeg ikk jeg ville eksistere. Jeg ville i hvert fald ikk være den jeg er..


http://www.youtube.com/watch?v=KQXEt1JNUhE

Who am I?

Hvem er jeg? Det spørgsmål har efterhånden gået og naget mig i et stykke tid.. Jeg kan efterhånden ikke finde ud af hvor jeg slutter og min facade begynder.. Jeg er konstant forvirret og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Hvis man ændrer sig som person, er det så den man startede med at være, som er ens sande jeg eller er det den man ændrer sig til? Det er et dilemma jeg står i lige for tiden..

Jeg ved godt at nærmest alle teenagere går igennem den her "fase", men skulle det gøre det nemmere? Bare fordi jeg ikke er den eneste der prøver at have det sådan her, betyder det vel ikke at jeg burde vide bedre? 

Jeg føler tit at jeg bare sidder og whiner, og det gør jeg sikkert også, men det er vel så bare en del af min personlighed? Så må folk jo tage mig som jeg er, eller helt lade være. Jeg har i hvert fald ikk tænkt mig at ændre mig for andre..

Fucking respektløst!..

Hvis der er noget der kan gøre mig sur så er det rygter. Især usande rygter der handler om mig.. Det er for latterligt at folk ikk har respekt nok for mig til at gå hen og spørge om det er rigtigt.. Og så når jeg ikk er i nærheden, så jeg ikk har en chance for at gøre en skid ved noget som helst. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvad jeg mon kan have gjort for at de tror sådanne ting om mig.. Jeg ved godt at alle dem der fortæller rygterne videre, ikk er mine venner, men alligevel.. Troede at de havde en lille smule mere respekt over for mig, men nej, åbenbart ikk.. Nu er jeg bare glad for at jeg aldrig mere behøver tage tilbage. De har ikk brug for mig, og jeg har ikk brug for dem. De savner mig ikke, og jeg savner ikke dem!

Nothing can help me..

Hmm.. Nu sidder jeg så og læser alt det jeg skrev igår, og ved egentlig ikke hvad jeg skal tænke eller tro.. Det er en af de første gange jeg faktisk har fået mine følelser ud på den måde, og jeg ved ikke om det er godt eller ej? Om det overhovedet hjælper på nogen måde?
Jeg føler mig så dum.. Hvordan kunne jeg dog gøre det mod mig selv? Igen. Jeg ved jo godt det ikke hjælper mig videre, men snarere lader mig synke endnu dybere ned i lortet .. Og alligevel er det det jeg tyr til når jeg har brug for at få smerten ud.. Selv efter flere samtaler om det, sker det stadig from time to time.. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre? Det føles som om jeg har flere ton på skuldrene som bare tynger mig længere og længere ned. Og hvad kan man gøre? Jeg har snakket med så mange om det efterhånden, og det er som om intet hjælper.. Derfor er jeg nødt til at tro på min egen facade, ellers ved jeg bare hvor forskrækkede nogen mennesker ville blive over at se hvordan jeg faktisk er på indersiden.. Men hvor længe kan jeg blive ved med det?.. Hmm..

Once again I have failed..

Hmm.. Så slog det så til igen.. Havde lige håbet det ville være ovre nu, men der tog jeg fejl.. Følelsen af endelig at være ovenpå igen var åbenbart falsk.. Ligesom så meget andet i mit fucked up liv.. Jeg har ellers gået rundt og været ''glad'' de sidste par uger, faktisk havde jeg ikke cuttet i over 4 uger.. Så kom der en dag som i dag, også svigtede det hele så igen.. Følelsen viste sig igen ikke at være ægte, og jeg endte låst inde på mit værelse grædende.. Typisk at ligesom man tror man kan klare alt, så ramler hele lortet endnu en gang.. Arrene er både udenpå og indeni, og de minder mig hver eneste dag om alle de gange jeg har svigtet alle andre og mig selv.  Og igen i dag har jeg så svigtet mig selv.. Endnu flere ar, og nu hvor jeg sidder her, får jeg det bare endnu værre af at tænke på det..
Det værste er at mange gange når jeg når bunden, ved jeg ikke hvad der er sket siden jeg ender dernede gang på gang.. Dagen i dag var ellers helt fin, indtil jeg lige pludselig bare ikke kunne mere.. Det er så en af de dage jeg er glad for min roomie ikke lige er her.. Så kunne jeg være alene med alle de følelser og tanker jeg ikke kan beskrive for nogen.. Ikke en gang mig selv. Og det forvirrer mig bare endnu mere.. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvad jeg skal sige, hvad jeg skal gøre. Alting kører rundt og jeg føler bare jeg hænger i en tynd tråd flere meter bagefter. 

Min facade bliver tungere og tungere at holde oppe, og jeg ved snart ikke hvor længe den holder.. Den har holdt længe nu, men jeg kan også mærke at den snart vil krakelere igen.. Jeg ved ikke om jeg bør forhindre den i at gå i stykker, eller om det ville være klogest bare at lade alle se det rod jeg er indeni?