Fucking latterlige folkeskole-problemer

Hvorfor er det jeg skal blandes ind i andres problemer? Fucking latterlige folkeskole-problemer. Troede det var slut med pigefnidder når man kom i gymnasiet, men åbenbart ikke helt alligevel. Så nu sidder jeg her, det føles som om de allesammen vil have mig til at vælge side. Men det har jeg bare ikke lyst til? Jeg kan jo godt lide dem allesammen. Og det er ligesom om at ligegyldigt hvor ofte jeg siger ''jeg vil ikke blande mig'', bliver jeg automatisk trukket længere og længere ind i problemerne. Og når de så allesammen vil retfærdiggøre dem selv, kan jeg så sidde og nikke og smile. For hvem af dem har ret? Ingen vil jeg sige. De fortæller alle forskellige sider af historien, og historien er så langt ude nu at jeg ikke engang ved hvad det er de er uvenner over længere. Føler mig bare så latterlig når det påvirker mig så meget. Kan sidde og græde, og det er fucking nedern når det ikke engang er noget jeg kan gøre noget som helst ved? Det er jo ikke min skyld og alligevel er jeg ked af det. Har virkelig bare intet overskud tilbage til noget som helst. Frygter snart at jeg bryder sammen. At min hårde skal og facade knækker og jeg bare sidder alene og græder lige pludseligt. Det er ligesom om det ikke er et spørgsmål om det sker, men hvornår. Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere. Jeg giver snart op. At det så er det her der skal få bægeret til at flyde over, er godt nok latterligt...

Bare lige en forklaring.....

Kan godt se hvordan det her må virke på ham. På mange. Som om jeg bare dropper det hele uden grund. På en uge ændrede mine følelser sig 180 grader. Men sådan skal det altså ikke forstås. Det er ikke fordi jeg har mistet alle mine følelser, bare sådan. Mit valg er bare et resultat af at jeg har haft tid til at tænke det igennem. Se lidt ind i mig selv og tænke på mig selv sådan rigtigt. Og ja, det lyder måske egoistisk, men det er man også bare nødt til at være nogen gange. Det er trods alt det mest respektfulde at sige fra overfor personen, hvis noget virker forkert, ikke? Det synes jeg i hvert fald. Kunne jo godt have fortsat som alt var det samme. Som om jeg var den samme. Men på den ene uge, ændrede noget i mig sig. Jeg ændrede mig. Det gik op for mig, at måske var det her ikke tiden for mig at være sammen med nogen på? Jeg indså hvor meget jeg har brug for ro. Lyder latterligt, det ved jeg godt. Men min hverdag er simpelthen så stresset at jeg knap nok har overskud til at være sammen med mine få venner bare en gang i mellem. Og det vil jeg bare heller ikke have skal gå ud over ham. Jeg har ikke lyst til at skulle bruge alle mine weekender på at rejse frem og tilbage, og det ønsker jeg heller ikke han skal. For nogen fungerer det der langdistance måske, men ikke for mig. Det jeg har brug for i en kæreste er en der kan være her lige nu, lige her, og det kunne han jo ikke give mig. Hvor meget han end ville. Og det skal ikke forstås som at han ikke var nok. Men jeg er måske også bare for krævende, det ved jeg ikke. Men nu er valget i hvert fald taget, og selvom det også har gjort mig utroligt ked af det, fortryder jeg det ikke. Jeg har det helt af helveds til med at have såret en, som jeg holder så meget af, men jeg tror på det var for det bedste. Jeg er ked af de konsekvenser det har ført med sig for ham, men det er vel heller ikke mit ansvar? Selvom jeg godt ved det er min skyld. Det står jeg 100% ved til enhver tid. Jeg kan bare ikke mere lige nu. Dropper kærlighed helt for en tid, tror jeg. Men det siger man vel altid? Og så lige pludseligt dukker der nogen op. Eller det siger folk jo, ikke ligefrem noget jeg selv har prøvet. Lige meget. Kærlighed er alligevel noget lort anyways...

Whatever happened here never meant to hurt you

Fuck mig. Fuck det her. Fuck mit liv. Fuck alting.

Hmm.. I dag er første gang nogensinde. Første gang jeg nogensinde er blevet hjemme fra skole fordi jeg er ked af det.. Har aldrig pjækket.. Eller det har jeg vel nu? Synes egentlig det er med god grund.. Går bare rundt i en døs.. Kan ikk græde.. Tårerne sidder lige bag øjenlågene, sidder og presser sig på hver eneste gang han er i mine tanker. Nogen vil sikkert ikk forstå hvorfor jeg har det sådan her, det var jo mit valg.. Men derfor gør det altså stadig ondt på mig også.. Jeg har ikk gjort det for at være led, har gjort det for mit eget bedste.. Og for hans.. Vil ikk holde ham for nar. Har jeg aldrig gjort og vil ikk starte nu.. Det her var det mest respektfulde. Men savner ham jo stadig? Det er ikk fordi alle mine følelser pludseligt er væk fra den ene dag til den anden. Det er der sikkert nogen der tror, inklusiv ham. Men i går aftes da jeg skulle fortælle ham det, var det lige før jeg ikk kunne sige noget.. Havde en kæmpe klump i halsen og tårerne trillede ned ad mine kinder. Det var forfærdeligt. Bare tanken om at såre en person som man holder så meget af.. Frygteligt.. Og jeg havde lovet mig selv, at denne gang skulle det være anderledes. Men sådan gik det så ikk. For helvede. Har intet overskud til smil, latter. Sidder bare her helt alene. Er næsten forbløffet over jeg ikk har cuttet? Lysten er der, men.. ja, jeg ved det ikk. Vil ikk skuffe flere. Føler allerede jeg har skuffet alt for mange ved dette valg. Især mig selv. Arrgh! Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor fucker mine følelser sådan hele tiden? Jeg gider ikk det pis mere! Hvorfor kan jeg ikk bare have et normalt liv ligesom alle andre? Fuck mig. Fuck det her. Fuck mit liv. Fuck alting.

Hvad fuck er der galt med mig? Hvorfor gør jeg sådan noget her? Jeg ved med mig selv at det var for det bedste, men det at såre en person man holder så meget af.. Det er det værste jeg nogensinde har gjort.. Jeg ender altid med at gøre sådan noget her.. Fucke alting op.. med mig er ingenting sikkert, stabilt.. Jeg er ikk sikker på noget.. måske lader jeg som om, men der ligger tvivl bag hver eneste ting jeg foretager mig.. Åh gud hvor ville jeg ønske jeg kunne forsvinde.. Ingen ville alligevel savne mig.. jeg laver ikk andet end at såre dem jeg elsker højest.. er så sur lige nu.. men på ingen andre end mig selv.. som om jeg ikk havde det slemt nok i forvejen.. Hader mig selv.. andet er der vel ikk at sige... Jeg hader mit liv.. En eller anden, kom og tag det.. Det er gratis..Jeg vil ikk have det mere...

Jeg kan ikk mere.. Jeg vil ikk mere.. Uanset hvad jeg gør, er det ''okay''. Nej det er ej! Overhovedet ikk! Du burde være sur, såret, skuffet, men nej.. Lad nu være.. Jeg har det skidt nok med alt det her i forvejen! At du så er så skide godt et menneske at uanset hvor meget jeg fucker alting op, så er du ''ligeglad''. Vær nu lidt menneskelig! Det gør så ondt.. Men jeg ved at det vil gøre endnu mere ondt på dig lige om snart, så snart jeg får rygrad nok til at vise dig den respekt du fortjener, og fortælle dig det hele. Er bare så bange for at bryde sammen.. Er så tæt på lige nu, bare jeg tænker på det.. Jeg har brug for nogen.. Ikk dig, men bare nogen..

Arrgh....!

Har så meget jeg gerne vil sige.. men tør ikk.. jeg ved han ser det, og det skal han ikk... Hader følelsen af at censorere mig selv, men det er jo min egen skyld.. skal bare se at få det sagt.. For fanden Ditte altså! :(

....

Jeg bliver så trist.. Bekymret. Kan ikk lide han har det på den her måde.. Bliver så bange for at der sker ham noget. Og så sidder jeg herovre, 3 timer væk og kan ikk gøre en skid.. Har lyst til at cutte, men er bange for mine forældre snart kommer hjem. Har ikk lyst til de skal se mig sådan her, de tror jo jeg har det fint.. De ved ikk hvor mange tårer der triller ned ad mine kinder hver aften.. Jeg kan snart ikk holde smerten ud længere, kun den jeg selv påfører mig.. Har svært ved at koncentrere mig.. er bange for ikk at være god nok.. Tvivlen er tilbage.. Værre end før.. Nogensinde før.. 

Forstår ikk hvordan disse følelser kan forenes med den kærlighed til Christian, som fylder snart hele mit hjerte? Er bare glad for han stadig kan bringe smilet tilbage på mine læber. Nogen gange er jeg bare bange.. Vil ikk gøre ham bekymret omkring de ting jeg kæmper med.. Han har problemer nok selv.. 

Hvad er der galt med mig?

Jeg troede jeg var lykkelig? Har haft den bedste weekend i rigtig lang tid, men nu? Nu hvor her er stille.. Nu føler jeg mig ensom.. Jeg ved godt der er nogen der elsker mig, nogle få, men de er der.. De er bare ikke her. De er allesammen langt væk, og kan jo ikke være her hver eneste gang jeg er trist. Det ville jeg heller aldrig forlange, men jeg savner dem. Jeg har brug for nogen. Lige nu. Lige her... Jeg føler mig så alene. Verden føles så kold og jeg sidder her og fryser.. Jeg føler mig så hjælpeløs.. Tårerne sidder fast. Lige bag øjnene, jeg har kunnet mærke dem længe nu..Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv? Hvorfor cutter jeg stadig? Troede jeg var færdig med det, og nu var der gået næsten 3 uger.. Men så... ja.. Hvad fuck er der galt med mig? En eller anden, fortæl mig det!

Sidder fast på den lyserøde sky ^^

Føles helt underligt det her.. Er vant til at opdatere min blog om alt hvad der er galt, men lige nu er jeg bare..lykkelig? glad i hvert fald. Helt igennem glad, helt ind i hjertet. Og altsammen pga en person, og det ved alle efterhånden jo godt. Jeg kan læses som en åben bog, og især når jeg sidder der og smiler fjollet midt i timen, så spørger folk lidt.. Men jeg har heller ikk noget i mod det? For min skyld må alle gerne vide at han er min, og jeg er hans! Okay, ejerfornemmelser? Ditte hvad sker der lige? :P Det hele er gået lidt stærkt, men det gør følelser vel bare nogen gange.. Nu er mit eneste problem vist at jeg savner ham sådan.. Savner alt ved ham, hans stemme, smil, måden hans øjne glimter på når man kigger længe nok.. Årgh gid der ikk gik så længe inden jeg skal se ham.. Er egentlig også lidt spændt på hvad der sker når vi ses? hvad vi bliver enige om at gøre?.. Hmm.. det må tiden vel vise?