Alene.. trist egentligt..

... Somme tider føler jeg mig virkelig alene.. Når ikk engang ens roomie gider være på værelset i stilletimen, og man ikk ved hvad man skal gøre af sig selv. Men jeg overlever jo nok. Jeg nægter at være ensom. Never forever alone.

Det skifter. Igen og igen..

Jeg føler virkelig mit humør skifter for tiden.. Så føler jeg at jeg er ovenpå igen, det næste øjeblik er jeg ikk så sikker længere. Jeg vil bare så gerne være glad igen. Sådan rigtigt glad. Men hvorfor skal det være så svært? Jeg prøver og prøver og indimellem lykkedes det da også.. Men når jeg så bagefter ikk er glad længere, føles det bare en milliard gange værre. Jeg har bare heller ikk lyst til at gå rundt og være trist hele tiden. Jeg har ikk lyst til at miste flere mennesker på den konto.

Never gonna be alone

Jeg føler efterhånden jeg har hældt mit hjerte udover dig, men alligevel føler jeg der er så meget der er efterladt usagt.. Men jeg tror det er sådan det skal være et eller andet sted. Jeg ville føle mig nøgen hvis ikk jeg havde nogen ting som du ikk ved. Men det jeg vil fortælle dig lige nu, kan den her sang vist forklare. Du ved jo hvem du er..

Jeg ved jeg ikk er god nok, men jeg bliver ved med at prøve!

Føler jeg har været nede så længe, så det føles helt underligt at sidde og faktisk være.. glad? Eller i hvert fald ikk trist lige nu :-) Jeg bliver altid så påvirket når folk jeg holder af er triste eller har det skidt, men jeg tror jeg er ved at blive bedre til at distancere det på en måde. Men jeg føler ligesom også bare en form for skyldfølelse. Føler mig ynkelig over at jeg har været så langt nede, når andre af mine venner har det så meget værre. Så føler jeg mig svag over at sidde og klynke over mine små teenage-problemer.. Selvom de jo kan virke voldsomme nok, når man sidder i det.. Fortryder så mange handlinger nu hvor jeg ligesom er kommet over på ''den anden side''. Men jeg vil bare heller ikk være dobbelmoralsk over for mine venner, specielt omkring cutting. For jeg ved jo godt hvordan det er at sidde der i det sorte hul, hvor det virker som den eneste vej ud af smerten. Men hvad skal man så gøre for at hjælpe? Føler mig så hjælpeløs når det eneste jeg kan gøre er at sidde og lytte. Selvom de siger det hjælper, ved jeg bare det ikk er nok. Jeg er ikk nok. Og det bliver jeg heller aldrig.. Men jeg vil blive ved med at forsøge. Jeg er færdig med at give op på forhånd. Det hjælper jo ingen, og heller ikk mig selv.

Jeg har altså også gode dage.. :-)

Ja, jeg kan være glad. Og i dag har i den grad været en fantastisk dag! Jeg valgte at bruge hele dagen sammen med min dejlige barndomsveninde Cilje, og jeg kan nærmest ikk finde nogen mere perfekt at bruge så skøn en solskinsdag med. Vi tog til stranden og badede og solede os i 3 timer, efterfulgt af en tur på pizzeria til lidt aftensmad. Der skal åbenbart ikk noget særligt til for at vi hygger os. Bare jeg er sammen med hende, ved jeg at dagen nok skal blive god! Så tak Cilje for en af de dejligste dage i lang tid! Du ved altid hvordan du skal få mig i godt humør..<3

Tårer..

Oh god.. Jeg føler mig bare så svag. Jeg siger altid at tårer ikke er et tegn på svaghed, men det er vel egentlig bare fucking dobbeltmoralsk? Jeg hader at græde. Jeg bryder mig på ingen måde om det, jeg føler mig som det lille barn jeg var en gang. Og jeg troede jeg var kommet videre. Blevet bedre, stærkere, men nej. Og så når mine forældre bliver så overpylrede. De tror ikke jeg kan klare noget, at jeg er en lille pige som altid skal passes på og beskyttes, men sådan vil jeg ikk have de ser mig. Jeg bryder mig ikk om at være afhængig af nogen, og selvom det er mine forældre vil jeg egentlig hellere have at de bare lader mig være.. Jeg ved med mig selv at jeg nok skal komme til dem, hvis jeg har brug for hjælp eller noget..Og jeg har mine venner, som jeg er sikker på kan hjælpe mig meget mere end dem hvis det endelig er.. 

Min tid. MIN!..

Hader når andre skal bestemme over min tid.. Fx havde jeg en meget vigtig aftale i aften, men den måtte jeg droppe pga noget obligatorisk skole-shit.. Og så gik min mobil selvfølgelig død midt under arrangementet, så jeg kunne ikk aflyse.. Hvilket så endte i at jeg endnu en gang har såret en af de vigtigste mennesker i mit liv. It's going great! Nå, men shit happens.. det er bare ikk fedt når man gerne vil være der for en man holder af, og så kan man ikk fordi skolen absolut skal afholde et arrangement.. Whatever..

Gider de mig overhovedet, eller er det bare medlidenhed?

Jeg synes efterhånden at jeg sidder mere og mere alene.. Kan ikk helt finde ud af om det er en god ting? Egentlig kan det jo være meget rart, men jeg får ligesom også bare følelsen af at folk ikk gider mig..? Sådan har jeg det tit.. Er bange for at folk bare går og tænker "hvornår går hun!?". Jeg er dårlig til at opsøge folk, det ved jeg godt. Det er min egen skyld det ved jeg også godt.. Men alligevel. Nogen gange går det op for mig hvor få venner jeg har. Og nogen af dem ved jeg ikk engang om de er mine 'venner'? Eller om de bare er sammen med mig fordi der ikk lige er andre i nærheden.. Jeg kan ikk rigtigt se forskel længere, og jeg er altid bange for at folk ikk gider mig. Det er måske også derfor jeg nogen gange ikk tør opsøge nogen.. Er bange for at blive afvist. Hvis en person ikk kan, fair nok. Men det kan jo også være en løgn, og personen egentlig bare ikk gider at være sammen med mig? Og nogen gange frygter jeg at folk er sammen med mig af ren og skær medlidenhed.. Jeg kan ikk finde rundt i det længere?

Whatever happened here never meant to hurt you

Det er utroligt så påvirket jeg kan blive bare af at læse andre folks blogs. Det behøver ikke engang være mine bedste venners der påvirker mig mest. Faktisk nærmere tværtimod til tider.. Jeg føler mig indimellem som lidt af en stalker når jeg sidder og læser folks blogs. Men på den anden side, hvis man ikk vil have folk skal læse det, skal man nok ikk poste det på nettet? Jeg læser også kun blogs fra nogen jeg kender.. Christians, Belindas, Saras og Camilla Juuls.. Og jeg synes efterhånden bare jeg bliver mere og mere bekymret når jeg læser dem.. Især fordi der lige pludselig er ord på hvor meget jeg sårer dem.. Jeg prøver, men det bliver aldrig godt nok. Jeg bliver aldrig god nok. Jeg vil altid såre dem, uanset hvad jeg gør..  Jeg bliver så ked af det når jeg læser især Belindas blog. Har tit læst noget, jeg ved handler om mig. Og jeg har jo aldrig gjort de ting for at såre hende, men pludseligt kan jeg se konsekvenserne af de beslutninger jeg har taget.. Så undskyld Belinda. For alle de dumme valg jeg har taget, og for dem jeg sikkert kommer til at tage inden året er omme. Og undskyld Christian. For alt det lort jeg har lavet, alle de gange jeg har såret dig, og alle de forkerte beslutninger jeg har taget, som på den ene eller anden måde har gjort dig ondt. Undskyld til jer begge.. Undskyld.. Undskyld.. Undskyld!..

Immun over for følelser..

Dagen igår var et helvede. Det meste i hvert fald. Det eneste jeg kunne føle var vrede, og jeg var bange for at lade det gå udover nogen.. Det der gjorde mig sur, er blevet bedre i dag, men alligevel er jeg ikke glad? Jeg går rundt med en følelse af tomhed.. Jeg er træt hele tiden, og jeg føler jeg vrisser af folk konstant. Det bryder jeg mig virkelig ikke om. Men jeg kan ikke forstå hvor smerten er blevet af? Måske har jeg bare følt den så længe at jeg er blevet immun over for den? Jeg har ikke lyst til noget for tiden.. mad, mennesker eller noget.. Jeg har bare lyst til at sove, være alene. Men jeg ved jo allerede godt at det ikke er løsningen på nogen måde. Det bliver nok tværtimod værre af det, men min viljestyrke er væk. Styrken til at stå i mod tomheden, i mod ønsket om at være alene hele tiden.. Jeg ved jo godt jeg burde spørge om hjælp.. men alligevel så hver gang folk spørger om jeg er okay, siger jeg at jeg har det fint. Og hvis de siger jeg skal spise, ignorerer jeg det, eller siger jeg ikke er sulten.. Jeg gider ikke prøve mere.. Nu vil jeg bare ligge her med min musik og alle de tanker der bare kører rundt i mit hoved.. 

Hvis jeg alligevel ikk betyder noget, så lad være med at lyve omkring det!

Jeg er så vred.. Vred over at folk ikk ser mig. Ikk ser hvad jeg prøver at gøre for dem. Troede de tog mig som en  ven. At jeg betød noget for dem, men det kan jeg nu se at det gør jeg ikk. Overhovedet. Hvorfor er det så lige at jeg gang på gang har fået at vide at de holder af mig, og at de altid vil være der for mig? Hvis når tingene rent faktisk bliver hårde, så ignorerer de mig og vil ikk have min hjælp. Jeg føler mig så magtesløs. Men hvis det er sådan han vil have det, vil jeg da endelig ikk blande mig. Hvis han slet ikk ønsker min hjælp, så kan det da også være lige meget. Så vil jeg hellere end gerne lade som om vores venskab aldrig har eksisteret. Det eneste jeg prøvede var at gøre ham glad. Være respektfuld overfor ham ved at fortælle ham sandheden, og det her er så takken kan jeg se. Jeg ved jo godt at jeg har såret folk. Også flere gange, men jeg prøver jo bare at hjælpe. Og hjælpe mig selv indimellem. Men det kan jo så være lige meget. Jeg gider ikk det ræs mere. Så kan de lade mig være. Jeg betyder jo åbenbart ikk noget for nogen længere.

Hurting..

Jeg bekymrer mig jo. Kan i ikk se det? Jeg er aldrig ligeglad, selvom jeg måske ser sådan ud. Så undskyld.. Jeg får hele tiden at vide at jeg sårer folk. Jeg ved det jo godt. Jeg gør det jo ikk fordi jeg gerne vil, eller synes det er sjovt. Og når jeg så senere får smasket i hovedet at jeg er ligeglad. At jeg ikke er der for folk, føler jeg mig bare som verdens dårligste menneske. Jeg prøver. Hver eneste dag. Men nogen gange må man også sørge for at hjælpe sig selv først, for at kunne hjælpe andre. Det er første gang jeg prøver på at holde sammen på mig selv først, og det ser ud som om det bare gør alting værre. Men alligevel tænker jeg også bare lidt.. Hvorfor er det altid mig der skal opsøge folk? Mig der skal finde personen og sørge for at personen kommer ud med de ting som personen har på hjerte? Jeg vil rigtig gerne hjælpe. Også selvom det tit gør mig selv mere ked af det. Men det er bare ikk nemt hvis jeg ikk får at vide at en af mine venner har det skidt.. Jeg synes selv jeg er blevet bedre til at se gennem facader. Men hvis en person har sin facade på og virker glad, bør man så gå hen og snakke om alt det dårlige der sker? Jeg ved det virkelig ikk.. Vil jo gerne hjælpe, men nogen gange har man også brug for at være glad, også selvom det bare er en facade.. For indimellem glemmer man det er en facade, bare et øjeblik. Og er det så det værd på lige det tidspunkt at minde personen om alle de dårlige ting i personens liv? 


Jeg bekymrer mig også om andre. Også nogen, folk siger jeg ikk burde bekymre mig om. Men er det ikk fair nok at bekymre sig for nogen man ikk nødvendigvis er venner med? Jeg ved hun også bekymrer sig om mig, selvom jeg ikk forstår hvorfor.. Og når jeg så læser hendes blog, og ser hvor langt ude hun er, ville jeg ønske jeg kunne gå hen og trøste hende. Snakke med hende om alt det hun går igennem. Men det ville bare være mærkeligt tror jeg? Vi har aldrig haft det bedste forhold, og selvom det er blevet bedre, tror jeg bare aldrig vi bliver "fortrolige" eller sådan noget.. Jeg kan bare nikke genkendende til så meget af det hun føler, men jeg vil bare heller ikk gøre det værre. Er bange for at sige noget forkert. Og er heller ikk sikker på at jeg ville kunne gøre det bedre for hende..


Jeg hader at såre folk. Det er simpelt hen det værste i hele verden. Jeg ville ønske at det bare var mig der skulle føle smerten hver gang jeg svigter nogen. Men er sandheden ikk det værd? Sandheden er jo det mest respektfulde, men nogen gange kommer jeg virkelig i tvivl. Især når det er en person som jeg ved allerede går igennem så meget smerte. Er bange for at jeg en dag sårer nogen så meget at personen vælger den allersidste udvej. Og det har været tæt på. Flere gange. 
Det er en af grundene til at jeg ikk bryder mig om mig selv. Jeg bliver ved med at såre folk, og nogen gange er jeg nærmest bange for at hver eneste bevægelse jeg gør, skal gøre nogen ked af det. Jeg ved ikk hvad jeg gør..? Det er jo ikk med vilje. Måske er jeg bare et dårligt menneske? Født til at såre dem jeg elsker højest. Til at svigte alt og alle. Især mig selv..
Jeg ville ønske nogen kunne fortælle mig hvad jeg skal gøre for at ændre på alt det..


http://www.youtube.com/watch?v=IHagPodxu5g

Og hvor blev tiden så lige af?

Hmm.. Så har der så været ny elev-dag på efterskolen i dag.. Ved ikk rigtig hvordan jeg har det med det.. De fleste virkede rigtig søde, men tanken om at de snart kommer og overtager MIN skole, skræmmer mig lidt.. Har så mange fantastiske minder herfra, og ville ønske det aldrig skulle ende.. Bliver helt ked af det, bare af at tænke på det. Har slet ikk lyst til at vende tilbage til alle de mennesker derhjemme som jeg ikk bryder mig om, og som heller ikk bryder sig om mig. Ville hellere være sammen med de her mennesker for evigt. Føler virkelig at jeg lige er kommet ind under huden på dem, og har lært dem at kende og så er det hele bare slut. Bare sådan. Farvel, vi ses aldrig igen. For hvor mange er det lige jeg nogensinde ser igen? Sikkert ikk særlig mange.. Det er jo ikk fordi jeg ikk vil.. Jeg er bare så dårlig til det.. Jeg bliver så let distraheret, og mister fokus fra at holde kontakten med de mennesker jeg elsker så højt! Og hvad er der at gøre ved det? Intet. Absolut ingenting. 


I wish time would stop. Just for a little while, so i could enjoy what is left.. 

I'm back..

Okay, nu er det snart to uger siden jeg har skrevet noget her inde.. I tror måske det er fordi jeg ikk har haft noget at sige, men tro mig det har jeg! Har ikk tal på hvor mange gange jeg har haft lyst til at blogge.. Hvorfor har jeg så ikk gjort det? Jo, jeg fandt pludseligt ud af at nogle bestemte mennesker havde set den.. Jeg ved det er min egen skyld, men jeg lige i øjeblikket har jeg ikk brug for andre til at konfrontere mig med mine følelser.. Det her er mit ene sted, hvor folk kan se hvordan jeg har det, uden at skulle til at spørge ind til det og til at bekymre sig så meget om det.. Jeg hader nogle gang følelsen af at alle folk bekymrer sig om mig uden grund. De bliver så let over-pylrede. Hvis jeg siger jeg har det fint, så lad det dog være ved det..
Jeg har kraftigt overvejet at lukke min blog, men jeg kan mærke med mig selv, at jeg får et andet perspektiv på mine følelser når jeg får det lukket ud. Det er ikk fair hvis jeg skal lukke den fordi folk begynder at bekymre sig for meget..

Mood swings

Hvis der er noget der kan gå mig på nerverne lige for tiden må det være når folk har humørsvingninger. Altså vi er teenagere, fair nok. Men nogen mennesker driver bare det der med humørsvingninger ud på et latterligt højt niveau! Især når det er mine bedste venner, jeg kan jo se så snart der er noget galt. Så nytter det ikk noget at sige: "der er ikk noget galt". Jeg ved det jo godt! Så sig dog at du ikk vil snakke om det i stedet.. Det er okay hvis man ikk vil snakke om det, men at lyve, er bare forkert. Og når folk så senere går rundt og virker helt normale igen, bliver jeg tit forvirret. Er det så bare en facade, eller skyldes det virkelig humørsvingninger? Jeg tror desværre oftest på det første..Det med facader er uheldigvis blevet en mere end normal ting blandt de mennesker jeg kalder mine venner..