Talk about it....

Havde helt glemt min blog her de sidste par dage.. Men for at fortælle om det som ligesom mangler mest herinde, så må det nok være det at jeg var til det der 24-7 rådgivning i mandags.. Det var hårdt. Virkeligt. Havde ikke troet det ville røre mig så meget. Sad og græd næsten hele vejen igennem, kunne knap tale. Var helt grådkvalt. Og jeg indså virkelig hvor svært det er at forklare de ting der fylder mig, alt det der gør ondt. Er heller ikke sikker på jeg fik sagt det hele, men det er i det mindste en start. Og nu skal jeg nok til at begynde på nogle samtaler efter nytår, så må vi jo se hvordan det går.. Fortalte også om det til ungegruppe i tirsdags, og det fik jeg meget ros for at jeg havde gjort. Bare det at søge hjælp. Nu kan jeg så gå rundt og se ud som om det ikke påvirkede mig, men sådan skal det nok være. Folk behøver jo ikke vide hvor hårdt jeg faktisk har det ^^ Sådan skal det forblive.

So much to fear..

Frygt. Det fylder mig. Tør jeg? Tør jeg ikke? Er bange for det skal give bagslag. Alle siger det er den eneste vej frem. At det kun kan blive bedre på den her måde. Men jeg frygter virkelig bare at jeg skal gøre det hele værre herhjemme? Det Victoria fortalte. Havde jeg aldrig overvejet det, aldrig taget det som en mulighed. Så naiv som jeg er havde jeg nok bare troet at det hele ville blive bedre så snart jeg fik hjælp. Ikke at det kunne vende det hele om og få alting til at blive værre. Skænderierne er nok herhjemme i forvejen, vil ikke gøre mine forældre mere stressede, mere bekymrede. Ikke at de bekymrer sig nu. Overhovedet. Har også lidt på fornemmelsen at hvis nogen fortalte dem om alt det her, ville de tage det seriøst den første dag eller to.. Og så.. Ja så vil det hele løbe ud i sandet, de vil ''glemme'' det, eller nok nærmere bare begynde at ignorere det. Det samme de gjorde da min bror blev mobbet i folkeskolen. Det samme de gjorde da jeg cuttede. Eller dengang de vidste det. Nu tror de jo jeg helt er stoppet... Nevermind that.. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre? Det der rådgivning er på skolen igen på mandag.. Overvejer det stærkt, men så er frygten er bare igen. Hvad nu hvis det går helt galt. Vil jeg jo hellere ikke risikere. Er det det værd?

I'm so stubborn, it's how I got here
So alone, feels like forever
Wanna swim away and breath the open air
But I feel so afraid

Here comes the tears.. Once again..

Det føles som om tingene virkelig er begyndt at skride for mig. Aldrig har jeg følt mig så alene. De siger de vil være der for mig, men de kan ikke. Alt jeg gør er at trække dem længere ned, og forstår godt de ikke har brug for det. De har nok at kæmpe med selv.. Men jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke mere. Har brug for hjælp... Men hvor skal den komme fra, og vil jeg overhovedet tage i mod den? Jeg er så forvirret, alle spørger hvad der er galt, men jeg... ved det ikke? Jeg er bare ked af det.. Hele tiden.. Mister flere og flere glade stunder, for hver dag der går. Mister flere og flere smil. Men lige for tiden er der heller ikke meget at smile af... Græder. Nu, hele tiden.. Så svært at holde det tilbage, og nu har jeg givet op. Hvor ville det dog være lettere hvis det hele bare kunne slutte. Jeg vil ikke mere, jeg kan ikke holde til mere.
Tog en ''depressions-test'' i dag. ''Du har symptomer på en svær depression, og bør omgående søge læge'' Øhm... Ved slet ikke hvad jeg skal sige. Kan jeg ikke bare? Snakkede med Victoria om det eftersom hun jo har fået konstateret depression og hun snakkede jo med sin læge om det. Men så let er det bare ikke for mig? Har ikke lyst til at mine forældre skal vide noget, selvom det nok ville være for mit eget bedste. Og kan bare ikke forestille mig at søge hjælp på den måde. Heller ikke sådan noget ungerådgivning der er i Herning. Bare tanken om at skulle sidde der, tale om hvad der er galt. Når jeg ikke engang selv er klar over det? Det kan jeg bare ikke. Men tror måske også lidt det handler om stolthed, eller hvad man siger. Jeg vil ikke vise alle at jeg faktisk er et kaos indeni, ikke flere end dem der allerede ved det. Vil ikke have det ry. Sådan skal folk ikke se mig. Har ikke lyst til at være hende den underlige som folk hvisker om fordi jeg temmelig sikkert er ude i en depression. Er glad for dem jeg har at snakke med det om, men dem der virkelig betyder noget. Dem jeg elsker allerhøjest, er dem jeg ikke kan snakke med dem om. Dem der selv har det skidt nok i forvejen. Og det gør bare så ondt ikke at kunne få hjælp fra deres side. Oh god, here comes the tears. Again. Lad nu være, Ditte. Hvorfor græder jeg hele tiden? Blev faktisk nødt til at gå fra stuen i dag fordi jeg begyndte at græde over en lang besked Hjorth havde skrevet.. Kan bare ikke lade være med at tænke på, hvorfor jeg har det sådan her? Hvad har jeg gjort for at fortjene det her liv? Hvad har fået mig så langt ud?.... Jeg kan bare ikke se det...

That sad feeling......

That sad feeling when not even music can make you smile 

That sad feeling when you feel so lonely it hurts

That sad feeling when you want to cut, but you don't because it might make other people worry

That sad feeling when you cry yourself to sleep

That sad feeling when you feel unwanted

That sad feeling when you miss someone so much it hurts

That sad when you lie to others about how you are doing

I'm filled with sad feelings......

Fucking egoistiske mig-.-

Ved jeg lyder egoistisk nu.. Men er faktisk en smule træt af folk der siger "lad os lige snakke sammen i morgen om at du har det skidt" og så dagen efter lader de som ingenting? Ved godt jeg heller ikke selv lægger op til en snak, men det er vel fair nok? Det er svært bare at åbne op på den måde omkring sådan nogle ting.. Men når man så er sammen med dem og man "burde" snakke om hvad der er galt, og de så begynder at snakke om deres problemer, sidder jeg bare lidt der.. Så vil jeg ikke være mega egoistisk og begynde at snakke om mig selv... Kunne jeg nok heller ikk når det er det emne... Så har jeg medfølelse, sympati og alting overfor dem.. Og så bliver det bare ligesom aldrig min tur? Men fair nok, hvis de ikke har lyst til at høre om det, så forstår jeg dem godt... Så vil jeg bare hellere have at de lader som ingenting fra starten af i stedet

I can't do this by myself.....

Savner dengang.....

Årgh.. Så træt. Keder mig faktisk også.. Har været hjemme i dag.. Ligget ''syg'' eller... ja.. Nok ikke så syg som.. Nevermind. Kunne bare ikke overskue at tage afsted. Magter stadig ingenting.. Har heldigvis fået afleveret begge mine rapporter nu, langt om længe.. Er ked af det. Stadig, sjovt nok. Har svært ved at koncentrere mig.. Hele tiden. Sidder og ser TV lige nu, hjælper nok heller ikke.. Men ved stadig ikke helt hvorfor jeg er så ked af det. Bryder mig ikke om det, det er helt sikkert. Er næsten træt af at høre på hvor godt andre har det. Er bare sådan lidt ''behøver du tvære det ud i ansigtet på mig, srsly?'' Men nok bare mig der klynker. Igen igen. Føler lidt jeg bare får det værre med mig selv når jeg hører om det. Sådan som om, hvad har jeg gjort for at fortjene at have det sådan her? Er jeg så dårligt et menneske? Hjælper ikke ligefrem på hvordan jeg har det. Savner. Savner alt. alle. Savner hele sidste år.. Dengang jeg var glad. Dengang jeg ikke kunne græde. Kan mærke tårerne presse sig på bare af at tænke på det. Dengang jeg kunne smile ægte. Dengang jeg ikke fuckede alting op for mig selv. Men det kommer jo ikke tilbage.. Uanset hvad er det forbi. 100%. Åh gud.. Må hellere slutte nu. Sidder og græder, kan ikke mere. 

Flere og flere tårer

Jeg kan ikke mere. Ved jeg har startet mine indlæg med det her en milliard gange, men jeg mener det nu mere end nogensinde før. Jeg græder. Hele tiden. Flere og flere gange om dagen... Ryster, fryser, græder... Jeg kan ikk, jeg vil ikk.. Mine forældre skændes 80% af tiden.. og altid når jeg er der. Ved alles forældre skændes og det er en latterlig bagatel. Men det er det ikke for mig! Jeg er ligeglad hvad folk siger. Har intet overskud, overblik.. Lektierne hober sig op.. Og så alt det med mit arbejde.  Og dramaet i skolen endnu en gang. Går rundt med min facade, men tror den er begyndt at falde... Nogen virker i hvert fald som om de har regnet den lidt ud. Føler mig så latterlig over det. Kan ikke styre mine følelser, men det er som om de gode følelser fylder mindre og mindre.. Kærlighed, glæde... De er næsten væk lige nu... Vrede, skuffelse, tvivl, angst.... De fylder det hele.. Og hvad får man ud af det? Mere gråd.. Flere tårer. Og folk siger de er her for mig og alt er fint, men det hjælper mig ikke lige nu.. Har brug for én bestemt person, men han ænser ingenting omkring mig.. Tror han er ligeglad.. Men hvis han er glad er det vel også for det bedste.. Vil ikke ødelægge nogens glæde ved at trække dem ned.. Men gør det bare ved at skrive det her lige nu.. Så burde bare holde min kæft, som altid. Bare sidde her alene og høre musik som altid.. Føler mig så fucking ensom. Årgh livet er noget lort.. men jeg er jo nok bare en forkælet møgunge... Nevermind...

Er så fuuuucking sur!

Er så sur! Er så sur det gør helt ondt.. Sidder og græder. Ryster.. Fuck hvor er det latterligt!! Ikk fair.. Som om det ikke er menneskeligt at fejle? Hvem fanden er 100% perfekte? Jeg ved jeg i hvert fald ikke har lyst til at være det. Men har han ikke hørt om at give folk en chance? Har fandme aldrig gjort noget ham noget. Aldrig lavet en eneste fucking fejl! Har da altid passet mine ting? Kommet til tiden, alt. Og det her er så takken?? Jamen så har jeg ikke andet at sige end: FUCK HAM. FUCK FAKTA. Nu vil jeg bare om og have afleveret mine ting, og så se om jeg kan finde et nyt arbejde. Han kan rende mig så groft altså. Pga én sølle fejl, bum. Så er man fyret. Bare sådan. REND MIG!!! Er så gal!!!

Christian....

Whats an angel like you
doing with a devil like me?
You make me smile

Update-.-'

Hmm... ''længe'' siden jeg har blogget. Der er sket en masse siden sidst, og alligevel ikke. Har det ret meget som ''jeg plejer''.. Men var i hvert fald til ungegruppe i tirsdags, og fortalte dem for første gang om at jeg selvskader.. Hende psykologen så temmelig overrasket ud, og hun brød sig vist heller ikke om ideen, men hun spurgte ikke så meget ind til det. Det er jeg jo også vant til fra mine forældre.... Ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige eller skrive, er alt for stresset for tiden, og det gør bare at jeg slet ingen ting får lavet. Har to rapporter til på onsdag, matematik og fysik, og jeg er knap nok startet på nogen af dem.. Har ikke tid i weekenden, for i morgen er der gymfest og lørdag skal jeg ned til Mille... Frygter lidt (endnu en gang) at jeg er ved at køre mig selv helt ned over det... Men hvad er der at gøre? Arrgh kan ikke holde det her ud!! Men har da gjort en ting for mig selv i dag.. Har lige bestilt mig en Iphone 5, skulle alligevel have ny mobil... og hvem har nogensinde taget skade af lidt selvforkælelse? xD

Skriver meget med Christian.. Ved han kun ser mig som en veninde nu, og det er også det bedste helt klart! Men nu har han ''droppet'' den her pige fordi han ikke var lige så forelsket i hende som han var i mig engang... BANG! Dårlig samvittighed. Lige der! Fik det fysisk skidt.. Kan ikke finde ud af hvad der lige sker .... Men brød mig i hvert fald ikke om at blive mindet om det.. Men det er jo fair nok han siger det, sådan føler han, og ønsker jo kun han skal være ærlig... Har såret ham så meget, fortjener vel den her følelse...

I wish i could disappear completely

Tårer....

Havde virkelig ikke brug for at blive råbt af da jeg kom hjem. Men hvad havde jeg forventet? Jeg gør jo aldrig noget rigtigt.. Nu kan jeg ikke andet end at sidde her med mine tårer. Det gør så ondt. De som skulle elske mig højest, virker nærmere som om de hader mig. Og de forstår bare ingenting af hvad der sker.. Men jeg fortæller dem jo heller ikke noget. Ved også bare det vil blive værre hvis de gjorde. Kan ikke klare at de pylrer. Og når jeg endelig åbner mig en smule lytter de et kort sekund og slår det så bare hen.. Jeg føler mig så alene. Går på en skole med næsten 1500 elever, og jeg føler mig stadig ensom.. 

Og så i dag.. Der var noget rådgivning på min skole og jeg havde endelig fået taget mig mod til at gå derhen helt selv.. Og da jeg så kom derhen var der ingen. Lokalet var tomt og lyset slukket. Det var virkelig ikke fedt. Det tog mig så meget at gå derhen. Første gang jeg ville bede om hjælp, og så er der ingen. Det mislykkedes før der var sket noget. Er bare ikke til at bære, for jeg er ikke sikker på om jeg kan få mig selv til at gå derhen hvis det kommer igen.

Og oveni alt det her fik jeg at vide at nogen af mine veninder havde snakket om at jeg bare gik rundt og havde ondt af mig selv og at jeg var ynkelig.. Måske er jeg det, men det skal de slet ikke blande sig i når de på ingen måde prøver at hjælpe eller i det mindste forstå. Det sårer mig virkelig, for troede de kunne lide mig, at de var mine veninder.. Nu er jeg virkelig i tvivl om hvem jeg kan stole på. Alt går bare skidt for tiden.. Godt spørgsmål hvor længe facaden holder? Var lige ved at græde foran dem allesammen i dag....

Har fundet den perfekte playlist på spotify. Den indeholder alt jeg elsker, og den beskriver mine følelser ret godt for tiden..Den hedder ''Depression''. Burde egentlig være 'gladere' i dag. Christian har endelig kontaktet mig, og det var da positivt. Men det er bare som om, jeg  ved ikke, at det bare ikke er nok. Har nok bare brug for at få hele den her sag ud af verden. Selvom han endelig har svaret, tynger det mig stadig utrolig meget ned.. Og har på ingen måde overskud til det..¨Jeg er bare så ked af det hele tiden.. 80% af tiden sidder tårerne lige bag øjnene, og mit smil. Det er væk. Et ægte smil er sjældent nu. Jeg ved virkelig ikke hvordan det hele er blevet så slemt. Måske det med Christian, men det kan da umuligt være det hele? Det værste er at lige for tiden er stemningen herhjemme forfærdelig, hører ikke andet end skænderier fra mine forældre. Og hver gang jeg er sammen med dem, er det ligesom om alt min mor kan er at kritisere mig. Jeg gør aldrig noget godt nok. Og nu hvor min brors opfindelse er ved at blive sat i produktion, er de jo ååhh så stolte hele tiden. Det føles bare som om de elsker ham så meget højere end mig. Alle vil sige ''det er jo ikke sandt'', og det kan da godt være, men hvad hjælper det, når det føles sådan? Kan ikke huske mine forældre nogensinde har sagt ''jeg elsker dig'' til mig.... Aldrig... 
Har været sammen med en veninde i den her weekend. Det var hyggeligt og alting, men af en eller anden grund var det ikke nok til at få mig til at glemme. Ville jeg virkelig have ønsket, men der skal åbenbart meget til efterhånden. 
Føler mig virkelig som et frygteligt menneske. Misunder faktisk Blenders lykke lige for tiden. Ved godt et er skørt, hun har altid haft det meget værre end mig, men lige nu har hun alt jeg ønsker. Ikke Hjorth, men bare en der elsker hende som han gør. Men så er det jo alt det kærlighedspis all over again, og jeg kan alligevel ikke finde ud af det såeh.. Nevermind..

Længe siden jeg har haft det så skidt...

Er bare helt nede. Længe siden det har været så slemt. Har ikke cuttet. Tør næsten ikke... Det føles så godt, men føler jeg skuffer så mange ved det. Også mig selv. Jeg kan ikke holde det ud længere. Alting faktisk. Hjorth foreslog i dag at jeg skulle droppe ud og starte igen næste år fordi jeg virkelig er stresset. Sådan rigtigt. Er bange for at tage til læge fordi de måske vil fortælle mig jeg at jeg har en depression eller stress. Men jeg kan bare ikke droppe ud. Det kan jeg bare ikke. Det ville være det største nederlag nogensinde. Ville blive så skuffet over mig selv. Alle mine ambitioner, drømme. Alle de forventninger alle andre har til mig. Ikke én i min familie eller blandt mine venner i skolen, ville kunne forstå. Efter at min bror gik på HTX og gik ud med et virkelig højt gennemsnit, efter tre nemme år med gode karakterer hele vejen igennem, ville jeg virkelig være en skuffelse. En skamplet. Jeg har altid klaret mig så godt. Og forventningerne stiger kun. Og når så ingen i min familie ved hvad der er galt, hvordan skulle de så nogensinde kunne forstå? Ville være nødt til at forklare dem det hele. Men jeg kan ikke engang forklare det for mig selv. Er bare forvirret hele tiden. Fuldstændig rundt på gulvet. Kan ikke finde ud af mine følelser, går rundt med et falsk smil klistret på hver eneste dag. Og for hver dag der går, bliver det sværere at få det til at virke ægte, det gør mere og mere ondt indeni. 

Og så ovenpå alt det med Christian i går. Det er første gang det har påvirket mig SÅ meget. Får helt ondt i maven bare af at tænke på det. Klumpen i min hals vokser og tårerne presser sig på allerede nu. Men vil ikke. Vil ikke give efter. Jeg forstår slet ikke hvad der skete. Lige pludselig skred alt bare ud på et sidespor. Der er ingen tillid mellem os længere. Han tror ikke på hvad jeg siger, og et eller andet sted er det nok det der sårer mig mest. Det og så det at han slet ikke vil lade mig forklare, han logger bare af og ignorer mig hver gang han er online. Jeg ved jo godt at jeg faktisk fortjener det her. Han har haft det langt værre pga mig. Han har lidt så meget pga mig. Men jeg prøver mit bedste. Jeg vil ham virkelig det bedste, men tror ikke han kan se det. Men jeg kan bare ikke mere. Jeg ville ønske han i det mindste ville lade mig forklare. Så vi kan få det snakket ud. Hvis han så ikke længere ønsker at være venner, er op til ham. Forstår ham egentlig godt... Ville nok være det bedste for ham. Men på den anden side er jeg virkelig egoistisk. Jeg vil ikke miste ham. Savner ham virkelig... 

Sidder bare her. Helt alene. Havde aldrig troet at min gode dag, ville blive ødelagt så pludseligt. Det sårer mig virkelig. Det føles så dobbeltmoralsk det han siger. Tillid går ligesom begge veje. Jeg burde holde mig langt væk fra det venskab. Men det kan jeg bare ikke, og hver eneste gang jeg laver en fejl, sårer det mig mindst lige så meget som det sårer ham. Og hvornår har det nogensinde været meningen? Aldrig. Ikke én eneste gang. Men jeg ved da godt jeg har gjort alt det jeg ikke burde. Alle de fejl der er menneskeligt muligt, dem har jeg lavet. Men i det mindste står jeg ved dem. Jeg prøver virkelig. Men det er som ingen kan se det. Han betyder så meget for mig, ellers ville jeg heller ikke sidde her og græde lige nu. Jeg ville ønske han vidste det. Kan ikke holde til det her længere. Det er som om mit liv smuldrer mellem mine fingre.

Har bare lyst til at sætte mig ned og græde. Kan slet ikke holde mig selv ud lige nu. Føler mig som verdens værste menneske. Og hvor kom alt det så lige fra? Ville sige ''jeg ved det ikke'' men jeg ved det godt denne gang. Tror bare jeg burde stoppe med at snakke med Christian. Men har jeg bare heller ikke lyst til. Jeg savner ham sådan. Det ville sikkert også være det bedste for ham, kan jo ikke gøre andet end at såre ham. Forhelvede hvor er jeg dog et forfærdeligt menneske! Jeg gider ikke være mig mere. En eller anden, kom og tag mig væk herfra. Det er ikke det værd længere.

Am i better off alone?

Har tænkt lidt i dag.. Er begyndt at tro det er meningen jeg skal være alene. Eller jeg har jo mine venner, men sådan i forhold til kærlighed og fyre og alt sådan noget. Det er ikke fordi jeg har lyst egentligt, først ville jeg bare have en pause. Tage det lidt med ro. Men nu.  Nu ved jeg det ikke længere. Kan ikke rigtigt finde ud af det længere. Har mine få drengevenner, men kærlighed er der intet af. Hvordan føles det overhovedet? Tror jeg har glemt det. Før i tiden var der altid en eller anden man kunne kigge lidt efter, men nu. Nej. Kan høre mine veninder snakke om fyre i timevis, men det er ligesom om jeg lægger en vis distance til det. Jeg kan ikke mere, jeg vil så gerne, men uanset hvor hårdt jeg prøver, så vil det bare ikke lykkedes. Se bare på sidste gang med Christian. Aldrig har jeg villet et forhold mere, og alligevel forsvandt det. Gled lige ud af hænderne på mig. Og det var kun min egen skyld, ingen andres, slet ikke hans. Hvordan er det dog endt sådan her? Det kan da ikke være det helt tilbage i januar med Hjorth? Det er så længe siden, jeg er så meget ovre det. Har jeg været meeget længe nu, men alligevel har jeg lidt en mistanke. Han var ligesom min første kærlighed, selvom det ikke var et ''rigtigt'' forhold. Vi var jo kun kærester i en måned og tvivler på jeg nogensinde opførte mig som en rigtig kæreste. Men jeg lagde nok bare for meget i det. Dengang var det meget længe siden jeg havde følt nogen holdt af mig på den måde. Og da det så endte så brat, hans følelser der lige pludselig ikke var der længere og alt det med Blender. Det rev virkelig mit hjerte ud. Og nu så utroligt mange måneder senere, sidder jeg og tænker over om det måske stadig har en effekt på mig. På min måde at elske nogen på. For det er ligesom jeg har rigtigt svært ved det nu. Har svært ved at lukke nogen ind. Har svært ved bare at snakke med drenge jeg ikke rigtigt kender. Føler alt de vil er at gøre grin med mig, eller at de bare vil have svarene i en opgave i skolen. Det gør ligesom at jeg svarer helt akavet. Helt mig-agtigt. Og så er chancen ligesom væk lige der. Men det gør virkelig ondt at tænke på. Hvor længe skal jeg have det sådan her? Hvornår kan jeg lukke nogen ind igen, elske nogen? Jeg savner bare følelsen af en til at holde om mig på den der særlige måde. Til at fortælle mig det hele nok skal gå. Men hvis jeg så endelig fandt en fyr, hvem siger det så ikke går ligesom med Christian? At jeg ikke endnu engang fucker det hele op. Og der er bare så meget at fortælle, som så få forstår. Hvem jeg er, hvorfor jeg gør som jeg gør. Hvorfor jeg er så usikker.. På den ene side har jeg ikke lyst og på den anden går jeg bare og venter på en der vil forstå og som vil elske mig på trods af alt det her. Er bare ikke længere så sikker på det nogensinde sker..

Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage..

Faldt lige over den her på en af mine spotify-playlister.. Oh god, det gør stadig så ondt. Bare tanken om sidste år, jeg savner det hele så forfærdeligt! Havde virkelig troet savnet ville være mindre nu, men åbenbart ikke. Der er så mange minder forbundet med den her sang. Den beskriver så mange følelser, tanker. Havde ikke regnet med at den stadig ville det.. Den minder mig om så mange mennesker.. Kan ikke holde ud ikke at se dem hver dag. Det gør helt ondt at tænke på. Jeg har ikke lyst til det her mere. Jeg vil bare tilbage.. Spole tiden et enkelt år tilbage.. Hvis bare jeg kunne... 

Alt for mange spørgsmål

Sidder bare helt alene. Tænker. Hvor reagerer jeg som jeg gør? Hvorfor cutter jeg stadig? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen, og få styr på mit liv? Hvorfor lader jeg mig påvirke så meget af andre. Hvad skal jeg dog gøre for at få det bedre, og ville jeg overhovedet prøve hvis jeg vidste det? Jeg har så fucked up mange spørgsmål, og ingen der kan give mig svarene. Nogle ville nok sige '' svarene ligger indeni dig selv'' eller sådan noget andet filosofisk hippie shit, men hvad hjælper det? Hvis jeg selv kunne finde svarene, havde jeg nok fundet dem nu. Så ville der slet ikke være nogen problemer. Når jeg ser mine veninder i skolen til hverdag, virker de så.. perfekte? De må jo have nogle problemer, men hvorfor er de så meget bedre til at håndtere dem? Hvorfor er det mig der skal gå rundt og frygte for en depression hele tiden. Er  det min egen skyld? Er det vel nok, men det gør det ikke nemmere at acceptere. Nogen gange ville jeg bare ønske jeg var en anden. En der var god nok.

In my core where i've become so numb

Save me from the nothing i've become.

I've been living i a lie

There's nothing inside

Bring me to life

Kniven endnu en gang...........

Så.. den var den måned.. Hvorfor prøver jeg overhovedet længere? Er jo på ingen måde stærk nok. Sad helt og rystede. Skræmte mig lidt at jeg føler så lidt smerte. Ligesom om alt jeg føler er kæmpe lettelse? Jeg kan ikk mere. Vil ikk mere. Giver snart op. Det er jo lige meget alligevel. Føler mig helt tom. Sidder bare og stirrer ud i luften. Kan snart ikke kende mig selv længere. Siden hvornår er jeg blevet til den her person? På hvilket tidspunkt undervejs ændrede jeg mig sådan? Tror slet ikk jeg vil vide det. Kan ikk tænke, kan ikk... kan.. ingenting.. arrgh lige meget.. Nobody ever reads this whining shit anyways....

My own biggest enemy

Så.. nu vælder følelserne op endnu en gang... Sidder bare tilbage nærmest tom med en følelse af ikke at være god nok. Ikke god nok i skolen, ikke god nok i forhold til andre så jeg kan komme med i MUN, ikke god nok for nogen længere. Føler mig så alene? Kan sidde og skrive med folk, ja endda sidde lige overfor dem og stadig føle mig helt alene i verden. Selvom de er mine bedste venner, har prøvet noget der var langt værre så... Ja, alle reagerer jo forskelligt på følelser, så det vil aldrig være helt det samme.. Ville ønske jeg kunne slippe for alt det her. For at være mig. Eller bare spole tiden tilbage til den jeg var engang. Den der ikke have én bekymring i livet. Ved godt mit liv var kedeligt, men det var trygt. Sikkert. Der havde jeg et sted at høre hjemme. Nu passer jeg ikke ind nogen steder længere. Jeg trænger til kærlighed, tror jeg. Trænger til nogen der kan trøste mig, holde om mig, give mig tryghed.. En der kan sige '' det hele skal nok gå'' så jeg rent faktisk tror på det. Men det sker vel aldrig. Jeg vil nok ikke lade det ske hvis det endelig var. I'm my own biggest enemy.

Oh god føler jeg sidder og whiner.. Men på den anden side, det er jo min blog, jeg kan gøre hvad jeg vil! 
Igår skrev jeg om at jeg var i risikozonen for at gå ned med stress, og for at det ikke skal være løgn, så kunne det godt virke som om det er på vej lige så stille....Eller har det egentlig været længe. Kan ikke helt finde ud af om jeg burde fortælle mine forældre det. Tror de ville være ligeglade eller nok bare ikke tro på mig hvis jeg sagde det. Og hvis de endelig gjorde ville deres forslag være: '' så må du ikke lave dit og dat i weekenden'' Og så går jeg da først ned med stress, hvis jeg ikk kan få lov at lave de ting jeg vil!
Afleveringer vælter bare ned over mig for tiden, og jeg har ikke noget overskud tilbage overhovedet. 3 til næste uge, og den ene af dem tæller for 3 afleveringer... Og så to til ugen efter. + Alle de almindelige lektier også.. Men det er der jo ikke noget at gøre ved, ved jo godt at det bare bliver værre fra nu af. Men 3 år er vel til at overleve? Satser jeg i hvert fald på.. Og alligevel sidder jeg lige nu og skriver en ansøgning til en fritidsaktivitet mere. For fanden altså, burde jeg nok ikk, men det lyder bare så spændende! Føler mig nørdet lige nu.. det er sådan noget politik-noget såeh.. Alle andre har bare grint af det.. Og nå ja! Så skal jeg til at lære at spille ukulele, når jeg altså får fat i en-.- Så det lyder ikke ligefrem som om jeg får så meget fritid lige i den nærmeste fremtid. Men der er jo ikk andre at blame end mig selv. Typisk. Skal altid gøre det svært for mig selv altså... Nå ja, that's life i guess.... 

''Ungegruppe''

Var til ''ungegruppe'' i dag. Første gang. Ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige.. Havde troet vi ville være mange flere, var kun seks unge or whatever og så to psykologer. Folk virkede egentlig meget søde, har måske lidt svært ved at se hvad jeg skal få ud af at gå der. Men det er kun seks gange, og måske meget godt at blive tvunget til at tænke over de ting. Kom også lidt til at tænke over at jeg langt fra er den der har det værst. Følte mig faktisk næsten helt latterlig da jeg hørte nogen af de andres ''livshistorie''
Men fandt da også lige ud af noget meget spændende om mig selv. Er åbenbart i ''risikozonen'' for at få en depression eller gå ned med stress. Vi skulle tage en test, hvor man kunne få 0-100 point, og hvis man havde under 50 var man i ''risikozonen''. Gæt hvem der scorede 36 point. Yup. Måske ikke så godt? Så er det måske ikke så underligt at jeg ikke ligefrem synes jeg har det lige godt altid. Men skal sgu ikke nyde noget af at få en depression eller få stress. Been there, done that, and not going back! Men kan godt mærke det for tiden. Har altid travlt, kan ikke nå alt hvad jeg gerne vil. Og det gør mig bare endnu mere ked af det. Men en ting der næsten er værre er at det at jeg føler mig stresset gør mig virkelig ''skrøbelig''. Der skal ingenting til for at jeg er lige ved at bryde totalt sammen. Flere gange om dagen kan jeg mærke tårerne presse sig på. Heldigvis ikke så ofte i skolen, men der har jeg selvfølgelig også min ''facade'' på. Hmm.. tankerne om cutting melder sig oftere og oftere nu. Har virkelig overvejet det, ved godt det ''sårer'' nogen folk, men det er vel min business? Dem det sårer er her jo alligevel ikk, de læser det sikkert ikke engang det her. Såeh.. Ej, jeg stopper nu, ender sgu bare med at få mig selv overtalt. Dur ikke Ditte. Lad være. Nu er der gået så længe..

Kører i ring...

Har det som om mit liv bare kører rundt i ring. I hvert fald følelsesmæssigt. Alting gentager sig. Lige nu, ved jeg ikke hvordan jeg har det. Jeg går rundt i en døs, føler mig som en zombie. Og det føles faktisk lidt som deja vu. Jeg har været her før, kan jo ligefrem gå ind på tidligere indlæg og se det stå lige der. Jeg har ikke lyst til at mærke efter, kan ikke overskue det. Ved jeg sikkert vil ende med at ligge og græde hele natten, hvis jeg rent faktisk begynder at mærke efter. Mine følelser står på en spids. De raser rundt, og der skal ikke meget til før jeg bliver ked af det, vred, såret.. Jeg tror det jeg vil frem til er at jeg nok egentlig ikke har det så godt som alle tror, men hvis de spørger, hvad skal jeg så sige? Jeg ved det jo knap nok selv, og hvis jeg skal til at forklare, tvinger det mig til at tænke over en masse ting, jeg ikke har lyst til. Jeg er så stresset, det står mig langt ud af halsen. Kan ikke rigtigt overskue skole for tiden. Har ellers lige fået karakterer og det gik overraskende godt, don't know how. Hmm.. Kunne godt bruge en længere weekend, det er da helt sikkert. Skole i morgen, kan jo lige så godt lægge mig til at dø med det samme. Og nå ja. Så er der jo også den der NV- rapport. De andre skal aflevere i morgen, men jeg har fået udsættelse fordi min computer gik ned i sidste uge. Er knap nok gået i gang så det skal nok blive sjovt, når man hører hvor svært de andre har syntes det var. 

Jeg har brug for noget nyt i mit liv. Snakkede med Mille om det i går. Trænger til en kæreste. Men det siger jeg jo altid. Trænger til nogen der kan passe på mig, en jeg kan forelske mig godt og grundigt i. Men så kræver det jo lige jeg møder nogle nye mennesker. Kunne ikke forestille mig at forelske mig i nogen jeg allerede kender. Det har det ligesom bare med at fucke tingene op. Eller jeg fucker tingene op nok nærmere. Nevermind. Om jeg så mødte mr. Perfect, ville det jo aldrig gå. Jeg kan ikke finde ud af at være forelsket. Jeg kan ikke finde ud af at sende ''signalerne''. Det ville jo bare gå galt inden der der overhovedet var sket noget. Snakker altid med ''veninderne'' om at vi skal ''score'', men bliver det nogensinde til noget? Ikke for mig i hvert fald. Jeg er ikke den type drenge kan lide på den måde tror jeg. Helt ærligt, 10 mdr siden jeg havde en kæreste. Hvad er der galt med mig? Jeg gider ikke det her mere. Jeg kan alligevel ikke finde ud af det. Arrgh. Kærlighed er noget lort anyways. Whatever. 

A looong time ago..

Oh god, havde helt glemt jeg ikk har skrevet i så lang tid. Der er gået næsten 2 uger, og jeg ved knap nok hvad jeg skal skrive lige nu. Der er sket så meget og alligevel ikke? Det værste der er sket og som har gjort mig mest ked af det ( sjovt som jeg altid lægger mest mærke til de triste følelser?) var at jeg for some reason løj over for mine forældre omkring at jeg tog til fest hos Mille i Horsens. Og at mine forældre så fandt ud af det og nu er der så bare nada tillid mellem os :( Men det var nu egentlig en meget god fest, nu jeg er ved det.
Haha Mille fik mig sneget ind på en fra hendes klasses studiekort.. Og det var ovenikøbet en drengs ^^ Men ja, jeg fik lov at lege islænder for en aften :-) Og så var jeg så heldig at møde alle Milles venner, inklusiv en fyr der egentlig var meget sød, men nevermind that ^^ 

Men da mine forældre fandt ud af det og blev utroligt, utroligt sure, fik jeg at vide at jeg ingen steder måtte tage i onsdags.. Men heldigvis fik jeg ''snoet min far om min lillefinger'' og fik lov alligevel, selvom jeg godt kunne mærke det var på et hængende hår..
Så ned på efterskolen med mig klokken halv 8 om morgenen, og derefter til Slagelse en tur :-) Og hvor var det dog dejligt at se alle de mennesker igen, selvom det var aaalt for kort tid.. Brugte jo næsten 7 timer i tog den dag o.O

Og nu. ja nu. Jeg ved egentlig ikke hvordan jeg har det psykisk? Kan ikke engang overskue at mærke efter. En ting ved jeg. Og det er at jeg er viiiiirkelig træt hele tiden. Hmm.. men lige nu sidder jeg egentlig bare og ser et madprogram med min mutti :-) Det er utroligt dejligt afslappende, og det er noget vi elsker at gøre sammen. Og det er faktisk lidt underligt, for selvom jeg fuckede vores forhold op for en uge siden, er vi faktisk utroligt gode venner lige for tiden. Måske fordi jeg er så ''artig'' for at rode bod på det fra sidste uge, men det er i hvert fald rigtigt rart! Og i morgen kommer min skønne Mille-skat og så skal vi til fæææst i Isenvad hos min veninde Naja, som jeg ikke har set i 100 år, så det glæder jeg mig virkelig meget til!! 

Fucking latterlige folkeskole-problemer

Hvorfor er det jeg skal blandes ind i andres problemer? Fucking latterlige folkeskole-problemer. Troede det var slut med pigefnidder når man kom i gymnasiet, men åbenbart ikke helt alligevel. Så nu sidder jeg her, det føles som om de allesammen vil have mig til at vælge side. Men det har jeg bare ikke lyst til? Jeg kan jo godt lide dem allesammen. Og det er ligesom om at ligegyldigt hvor ofte jeg siger ''jeg vil ikke blande mig'', bliver jeg automatisk trukket længere og længere ind i problemerne. Og når de så allesammen vil retfærdiggøre dem selv, kan jeg så sidde og nikke og smile. For hvem af dem har ret? Ingen vil jeg sige. De fortæller alle forskellige sider af historien, og historien er så langt ude nu at jeg ikke engang ved hvad det er de er uvenner over længere. Føler mig bare så latterlig når det påvirker mig så meget. Kan sidde og græde, og det er fucking nedern når det ikke engang er noget jeg kan gøre noget som helst ved? Det er jo ikke min skyld og alligevel er jeg ked af det. Har virkelig bare intet overskud tilbage til noget som helst. Frygter snart at jeg bryder sammen. At min hårde skal og facade knækker og jeg bare sidder alene og græder lige pludseligt. Det er ligesom om det ikke er et spørgsmål om det sker, men hvornår. Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere. Jeg giver snart op. At det så er det her der skal få bægeret til at flyde over, er godt nok latterligt...

Bare lige en forklaring.....

Kan godt se hvordan det her må virke på ham. På mange. Som om jeg bare dropper det hele uden grund. På en uge ændrede mine følelser sig 180 grader. Men sådan skal det altså ikke forstås. Det er ikke fordi jeg har mistet alle mine følelser, bare sådan. Mit valg er bare et resultat af at jeg har haft tid til at tænke det igennem. Se lidt ind i mig selv og tænke på mig selv sådan rigtigt. Og ja, det lyder måske egoistisk, men det er man også bare nødt til at være nogen gange. Det er trods alt det mest respektfulde at sige fra overfor personen, hvis noget virker forkert, ikke? Det synes jeg i hvert fald. Kunne jo godt have fortsat som alt var det samme. Som om jeg var den samme. Men på den ene uge, ændrede noget i mig sig. Jeg ændrede mig. Det gik op for mig, at måske var det her ikke tiden for mig at være sammen med nogen på? Jeg indså hvor meget jeg har brug for ro. Lyder latterligt, det ved jeg godt. Men min hverdag er simpelthen så stresset at jeg knap nok har overskud til at være sammen med mine få venner bare en gang i mellem. Og det vil jeg bare heller ikke have skal gå ud over ham. Jeg har ikke lyst til at skulle bruge alle mine weekender på at rejse frem og tilbage, og det ønsker jeg heller ikke han skal. For nogen fungerer det der langdistance måske, men ikke for mig. Det jeg har brug for i en kæreste er en der kan være her lige nu, lige her, og det kunne han jo ikke give mig. Hvor meget han end ville. Og det skal ikke forstås som at han ikke var nok. Men jeg er måske også bare for krævende, det ved jeg ikke. Men nu er valget i hvert fald taget, og selvom det også har gjort mig utroligt ked af det, fortryder jeg det ikke. Jeg har det helt af helveds til med at have såret en, som jeg holder så meget af, men jeg tror på det var for det bedste. Jeg er ked af de konsekvenser det har ført med sig for ham, men det er vel heller ikke mit ansvar? Selvom jeg godt ved det er min skyld. Det står jeg 100% ved til enhver tid. Jeg kan bare ikke mere lige nu. Dropper kærlighed helt for en tid, tror jeg. Men det siger man vel altid? Og så lige pludseligt dukker der nogen op. Eller det siger folk jo, ikke ligefrem noget jeg selv har prøvet. Lige meget. Kærlighed er alligevel noget lort anyways...

Whatever happened here never meant to hurt you

Fuck mig. Fuck det her. Fuck mit liv. Fuck alting.

Hmm.. I dag er første gang nogensinde. Første gang jeg nogensinde er blevet hjemme fra skole fordi jeg er ked af det.. Har aldrig pjækket.. Eller det har jeg vel nu? Synes egentlig det er med god grund.. Går bare rundt i en døs.. Kan ikk græde.. Tårerne sidder lige bag øjenlågene, sidder og presser sig på hver eneste gang han er i mine tanker. Nogen vil sikkert ikk forstå hvorfor jeg har det sådan her, det var jo mit valg.. Men derfor gør det altså stadig ondt på mig også.. Jeg har ikk gjort det for at være led, har gjort det for mit eget bedste.. Og for hans.. Vil ikk holde ham for nar. Har jeg aldrig gjort og vil ikk starte nu.. Det her var det mest respektfulde. Men savner ham jo stadig? Det er ikk fordi alle mine følelser pludseligt er væk fra den ene dag til den anden. Det er der sikkert nogen der tror, inklusiv ham. Men i går aftes da jeg skulle fortælle ham det, var det lige før jeg ikk kunne sige noget.. Havde en kæmpe klump i halsen og tårerne trillede ned ad mine kinder. Det var forfærdeligt. Bare tanken om at såre en person som man holder så meget af.. Frygteligt.. Og jeg havde lovet mig selv, at denne gang skulle det være anderledes. Men sådan gik det så ikk. For helvede. Har intet overskud til smil, latter. Sidder bare her helt alene. Er næsten forbløffet over jeg ikk har cuttet? Lysten er der, men.. ja, jeg ved det ikk. Vil ikk skuffe flere. Føler allerede jeg har skuffet alt for mange ved dette valg. Især mig selv. Arrgh! Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor fucker mine følelser sådan hele tiden? Jeg gider ikk det pis mere! Hvorfor kan jeg ikk bare have et normalt liv ligesom alle andre? Fuck mig. Fuck det her. Fuck mit liv. Fuck alting.

Hvad fuck er der galt med mig? Hvorfor gør jeg sådan noget her? Jeg ved med mig selv at det var for det bedste, men det at såre en person man holder så meget af.. Det er det værste jeg nogensinde har gjort.. Jeg ender altid med at gøre sådan noget her.. Fucke alting op.. med mig er ingenting sikkert, stabilt.. Jeg er ikk sikker på noget.. måske lader jeg som om, men der ligger tvivl bag hver eneste ting jeg foretager mig.. Åh gud hvor ville jeg ønske jeg kunne forsvinde.. Ingen ville alligevel savne mig.. jeg laver ikk andet end at såre dem jeg elsker højest.. er så sur lige nu.. men på ingen andre end mig selv.. som om jeg ikk havde det slemt nok i forvejen.. Hader mig selv.. andet er der vel ikk at sige... Jeg hader mit liv.. En eller anden, kom og tag det.. Det er gratis..Jeg vil ikk have det mere...

Jeg kan ikk mere.. Jeg vil ikk mere.. Uanset hvad jeg gør, er det ''okay''. Nej det er ej! Overhovedet ikk! Du burde være sur, såret, skuffet, men nej.. Lad nu være.. Jeg har det skidt nok med alt det her i forvejen! At du så er så skide godt et menneske at uanset hvor meget jeg fucker alting op, så er du ''ligeglad''. Vær nu lidt menneskelig! Det gør så ondt.. Men jeg ved at det vil gøre endnu mere ondt på dig lige om snart, så snart jeg får rygrad nok til at vise dig den respekt du fortjener, og fortælle dig det hele. Er bare så bange for at bryde sammen.. Er så tæt på lige nu, bare jeg tænker på det.. Jeg har brug for nogen.. Ikk dig, men bare nogen..

Arrgh....!

Har så meget jeg gerne vil sige.. men tør ikk.. jeg ved han ser det, og det skal han ikk... Hader følelsen af at censorere mig selv, men det er jo min egen skyld.. skal bare se at få det sagt.. For fanden Ditte altså! :(

....

Jeg bliver så trist.. Bekymret. Kan ikk lide han har det på den her måde.. Bliver så bange for at der sker ham noget. Og så sidder jeg herovre, 3 timer væk og kan ikk gøre en skid.. Har lyst til at cutte, men er bange for mine forældre snart kommer hjem. Har ikk lyst til de skal se mig sådan her, de tror jo jeg har det fint.. De ved ikk hvor mange tårer der triller ned ad mine kinder hver aften.. Jeg kan snart ikk holde smerten ud længere, kun den jeg selv påfører mig.. Har svært ved at koncentrere mig.. er bange for ikk at være god nok.. Tvivlen er tilbage.. Værre end før.. Nogensinde før.. 

Forstår ikk hvordan disse følelser kan forenes med den kærlighed til Christian, som fylder snart hele mit hjerte? Er bare glad for han stadig kan bringe smilet tilbage på mine læber. Nogen gange er jeg bare bange.. Vil ikk gøre ham bekymret omkring de ting jeg kæmper med.. Han har problemer nok selv.. 

Hvad er der galt med mig?

Jeg troede jeg var lykkelig? Har haft den bedste weekend i rigtig lang tid, men nu? Nu hvor her er stille.. Nu føler jeg mig ensom.. Jeg ved godt der er nogen der elsker mig, nogle få, men de er der.. De er bare ikke her. De er allesammen langt væk, og kan jo ikke være her hver eneste gang jeg er trist. Det ville jeg heller aldrig forlange, men jeg savner dem. Jeg har brug for nogen. Lige nu. Lige her... Jeg føler mig så alene. Verden føles så kold og jeg sidder her og fryser.. Jeg føler mig så hjælpeløs.. Tårerne sidder fast. Lige bag øjnene, jeg har kunnet mærke dem længe nu..Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv? Hvorfor cutter jeg stadig? Troede jeg var færdig med det, og nu var der gået næsten 3 uger.. Men så... ja.. Hvad fuck er der galt med mig? En eller anden, fortæl mig det!

Sidder fast på den lyserøde sky ^^

Føles helt underligt det her.. Er vant til at opdatere min blog om alt hvad der er galt, men lige nu er jeg bare..lykkelig? glad i hvert fald. Helt igennem glad, helt ind i hjertet. Og altsammen pga en person, og det ved alle efterhånden jo godt. Jeg kan læses som en åben bog, og især når jeg sidder der og smiler fjollet midt i timen, så spørger folk lidt.. Men jeg har heller ikk noget i mod det? For min skyld må alle gerne vide at han er min, og jeg er hans! Okay, ejerfornemmelser? Ditte hvad sker der lige? :P Det hele er gået lidt stærkt, men det gør følelser vel bare nogen gange.. Nu er mit eneste problem vist at jeg savner ham sådan.. Savner alt ved ham, hans stemme, smil, måden hans øjne glimter på når man kigger længe nok.. Årgh gid der ikk gik så længe inden jeg skal se ham.. Er egentlig også lidt spændt på hvad der sker når vi ses? hvad vi bliver enige om at gøre?.. Hmm.. det må tiden vel vise?

Love and happiness

Nu hvor jeg sidder og kigger på mit sidste indlæg, er det ligesom om jeg bare bliver mere og mere bekræftet i mine følelser for Christian. Jeg er mere og mere sikker på at jeg er smaskforelsket.. Kan slet ikk lade være med at smile lige nu <3 Er simpelthen så glad i dag, på trods af  jeg lige er kommet hjem efter 7,5  time på arbejde -.-' Men måske også fordi Mille var her igår til i dag.. Der er ingen der kan gøre mig så glad som hende.. Hun kender mig ud og ind og hun kommer altid med de bedste råd.. Gud, hvor jeg dog bare elsker hende :)<3

Gone again.....

Hmm.. Er følelserne forsvundet? Føles faktisk lidt sådan, men forstår det ikk rigtig? Og var det overhovedet nogensinde følelser på den måde? For bare et par uger siden kunne jeg få sommerfugle i maven bare der kom en lille sms fra ham og nu gider jeg knap nok svare når han skriver. Sådan var det også sidste gang. Også med ham. Og der var det tæt på at ødelægge vores venskab, og hvad nu denne gang? Det vil sikkert blive værre... Jeg magter næsten ikk at tænke på det. Har lidt en teori om at det er fordi han ligesom bliver for ''ivrig''? Der er ligesom ikke mere sjov i det? Jeg har vundet, og så gider jeg ikk mere.. Føler mig ret led.. Klam og som en syg kælling.. Men hvad kan jeg gøre? Mine følelser ændrer sig jo bare.. Can't help it....¨
Men Christian :) Ham kan jeg stadig lide.. Afstanden skræmmer mig dog en hel del..Har ikk set ham siden vi sluttede rigtig, men nu må vi jo se når jeg snart skal besøge efterskolen.. Er i hvert fald spændt på at se ham igen.. og de andre selvfølgelig..

Hvorfor er det min skyld?

Åh gud.. Kan ikk se hvorfor det her pludseligt skal være mit problem? Bare fordi de to ikk klikker, behøver der vel ikk være så meget drama omkring det? Hvor svært kan det være at mande sig op, sige undskyld og så komme videre i livet? Helt ærligt, sådan stædighed er bare barnligt, umodent. Jeg gider ikk blande mig i det, men det er bare som om jeg bliver hevet mere og mere ind i det? Kan hun ikk se det ikk er min skyld? Det er noget kun mellem de to og sådan er det. Så lad dog os andre få fred. Jeg har nok at tænke på for tiden....

Fuck gym og dets elever.

Fuck det her. Troede gymnasiet ville være anderledes end folkeskolen, men nej. Endnu en gang er det mig der sidder med det hele aftnen før. Mig der har meldt mig som den der gerne vil lave det hele på gruppens vegne. Fuck it. Gider ikk mere. Halvdelen af det de har lavet var ikk engang ordentligt, men nu gider jeg ikk rette mere i det.. De er også en del af gruppen og det er ikk mig der står med hele ansvaret. Hader bare at aflevere noget jeg ikk er 100% tilfreds med. Vil ikk have at lærerne tror det om mig. Men gider bare heller ikk bruge al min fucking fritid på noget de andre i gruppen lige så godt kunne have lavet. Latterligt. Fuck gym. 

I just don't feel like I know myself very well right now, so how can I be sure of anything? Most of the time i feel so awkward, you know, like I don't belong in my own skin. I get frustrated at everything, I could just scream for no reason at all. I just hate myself...

Følelsen af at have lyst til at cutte.... Tempting...

De forstår slet ikk hvor meget de påvirker mig..

De forstår ingenting.. Eller også er de bare ligeglade? Jeg kan sidde i samme bil som dem. Sidde og græde og de lægger ikke mærke til noget som helst.. eller også er de bare ligeglade med det også? De kan slet ikke se hvor meget deres evindelige diskussioner og skænderier påvirker mig.. Engang gjorde de det ikk foran mig, men nu er det ligesom om de kun gør det, hvis jeg er til stede? Og når jeg græder over det, er de bare ligeglade.. Spildte tårer.. Det har også påvirket min tro. Min tro på evig kærlighed. Den eneste ene. Engang var jeg sikker på det eksisterede, men nu.. På ingen måde, nærmere omvendt.. Begynder at tro at noget af det der får mig til at cutte igen og igen er dem.. Men det kan jeg ikk sige til dem. Kan ikk sige noget til dem. De lytter alligevel ikk.. Nogen gange ville jeg ønske de bare ville gå fra hinanden.. Ved det  lyder barsk, men så ville de måske få øjnene op for mig også? Er sikker på at på nogen punkter ville de blive gladere.. Men jeg ved også godt at alle børn der har forældre der er skilt ville skælde mig ud for de her tanker.. Ville nok bare ønske de værdsatte mig noget mere? og nu lyder jeg bare som et røvforkælet barn, og det ved jeg godt, men jeg mener det virkelig.. Kan ikke mindes mine forældre nogensinde har sagt '' jeg elsker dig'' til mig.. nogensinde.. Men der er jo ikk noget at gøre.. 3 år mere så er jeg ude.. væk fra alt det her.. håber jeg holder til det så længe..

Hvad er det der sker??

Jeg ved ikk lige hvad der sker for tiden? Har ikk opdateret min blog i alt for lang tid, og har egentlig haft meget jeg ville skrive om, men har svært ved at sætte ord på alting lige for tiden..
Jeg er i tvivl om hvad jeg burde gøre? Hvad vil være det bedste for mig? For ham? Hvad er det han vil, og hvad er det jeg vil? Kan ikke finde hoved og hale i noget.. Føles som om livet bare suser forbi med 100 km i timen og jeg kan ikk følge med.. Hænger bare i en tynd tråd bagefter og er lige ved at give slip hele tiden.. Mit humør svinger.. men det er bare ikk som det plejer.. det er egentlig bare nede eller endnu længere nede.. Jeg har svært ved at koncentrere mig, er træt hele tiden og bare.. ked af det? Kan mærke tårerne presse sig på hele tiden, og jeg aner ikk hvorfor? Jeg har bare lyst til at lægge mig under min dyne og aldrig mere komme ud.. Føler jeg spilder folks tid, de har så mange vigtigere ting i deres liv end mig. Forstår ikk hvorfor nogen af dem faktisk bekymrer sig, de har nok at deale med selv.. Det er som om den gamle mig er ved at vende tilbage.. Hende der er ked af det, der ikk kan overskue hendes liv.. Hende taberen der cutter.. Frygter depression eller stress eller sådan noget.. Føler ikk rigtig jeg kan dele det med nogen.. ikk nogen her i hvert fald.. og dem jeg kan, bor jo alt for langt væk og har deres eget liv.. deres egne problemer.. Føler mig dum, latterlig, klam, irriterende og alt for meget mere end det.....

-.-

Åh gud.. Jeg magter virkelig ingenting.. Har fuldstændig mistet mit overblik. Mit overskud og koncentration.. Jeg er totalt stresset, og det værste er at jeg godt ved det helt sikkert bliver værre. Det gør bare at når jeg ved jeg skal nå så meget, så når jeg ingenting, så går jeg fuldstændig i baglås.. Jeg har været det her sted før.. Nu er det bare 100 gange værre.. Håber lidt det her er noget en psykolog kan hjælpe med eller et eller andet.. Det her fungerer i hvert ikke.. 

Mig? Til psykolog?..

Så for satan.. Så skal man starte til psykolog.. Havde jeg ikk lige forventet.. Har aldrig tænkt på mig selv som  den 'type' der behøvede det.. Men det skal jeg så åbenbart.. Det var heller ikk ligefrem et valg.. Nå, men hvis det hjælper er det vel godt nok? Bare tanken om at skulle hælde alle mine fortrængte følelser udover en komplet fremmed.. Er bange for at det bare får mig til at tænke endnu mere over de ting der bliver hevet frem igen.. Nå.. Der er jo ikk andet for end at vente og se..

Hvorfor sidder jeg og græder.. føler mig så fucking svag.. som et latterligt lille barn.. der skal ingenting til længere.. troede ikk jeg var så nem at knække..skuffet over mig selv.. 

Ingen gør noget.. men det er fint.. ingen kan gøre noget.. Ej, det kan være lige meget, det her er alligevel noget jeg står med selv. Helt alene.. Føler mig så alene lige nu.. 

Jeg ved jo godt det er forkert?.. jeg ved godt folk bliver skuffede, sure, kede af det.. Jeg ved godt jeg ikk burde gøre det.. Men hvorfor er det så så svært? 

Jeg gider ikk mere.. ved knap nok hvad der er galt.. har bare lyst til at lægge mig ned og bare føle ingenting.. ved ikk hvad jeg skal sige. Alt kan bare rende mig lige nu.. 

I don't know what I'm doing anymore.  I don't know what I wanna see.  My world use to be worth living for, and now it's hard enough just to be me

Things are okay :-)

Så er man kommet hjem fra en hyyyggelig klassefest-thingy ^^ Er så glad for jeg tog med, det har virkelig givet mig et andet indtryk af nogle af de peeps jeg går i klasse med :) Men lige nu er det faktisk ikk det der fylder mest i mit hoved.. Nej, det er en ganske særlig person som jeg elsker rigtig højt <3 Min søde Christian, jeg forstår slet ikk hvordan du kan blive ved med at tilgive mig, men jeg er så taknemmelig at det næsten gør ondt! Jeg er så lykkelig for at tingene er gået i orden mellem os, indser først nu hvor meget jeg savner dig.. Mangler dig hos mig.. Så tro ikk du slipper for mig lige foreløbig :-) 
I dag er humøret.. nogenlunde højt.. er lidt træt af vi skal have taget skolefoto i morgen.. EFTER idræt -.- Grimt skolefoto til mig i år kan jeg godt mærke ! :( Men ellers er tingene egentlig fine nok for tiden, tror jeg ? Tror jeg kommer til at savne min storebror.. han flytter jo hjemmefra om 5 dage.. Vil savne at have en der altid støttede mig mod vores forældre, har slet ikk lyst til at være enebarn..Hmm..

Happy or not?..

Kan ikk rigtig finde ud af om jeg er glad eller trist for tiden.. Det svinger hele tiden -.- Gym er væsentligt bedre end jeg havde troet og min klasse er skøn.. Men samtidig er jeg rigtig ked af at jeg har fucket alt op med Thor.. Jeg ved ikk engang hvorfor? Det skete bare.. Jeg kan bare slet ikk finde ud af fyre eller kærlighed. Håber det bliver bedre snart.. Jeg gider ikk fucke det op mere, det er jo heller ikk fair overfor fyrene.. Lige nu glæder jeg mig bare til på lørdag hvor jeg skal til en slags klassefest/bålaften og så ellers til d. 15 september hvor jeg eeeendelig skal se min dejlige bedsteven igen :-) 

Så har jeg været i Slagelse i dag.. Havde egentlig ikk regnet med det, men det var nu dejligt at se ham igen også selvom det kun var tre timer.. Lå og talte i telefon med ham mere eller mindre hele natten og til sidst blev jeg klar over der ikk var andet at gøre end at tage derover.. Så op med mig og med toget klokken syv -.- Men det var det værd. Seks timer i tog, vil altid være det værd, hvis jeg får ham at se :-) Er glad for jeg kunne være der for ham..Det er jo det bedste venner er til for ikk? 
Hmm.. Nå, men så står den på første skoledag i morgen, føler mig lidt mere rolig nu, hvor jeg har min veninde Natacha at følges med.. Så er jeg i det mindste ikke alene ^^ Det var det jeg frygtede mest..

Frygter forandringen..

Jeg har aldrig set mig selv som en der er bange for forandring.. Jeg startede trods alt på efterskole for bare et år siden, men nu.. Nu hvor det gælder gymnasiet er jeg bange.. Jeg har bare lyst til at gemme mig under min dyne og ligge der indtil det hele er overstået.. Sidste år var jeg ikke bange for ikke at få nye venner, men nu er jeg virkelig bekymret.. Jeg har jo ændret mig.. Sidste år var jeg meget normal, ikke speciel på nogen måde og nu er jeg det som folk ville kalde underlig.. Og hvem gider være venner med hende den underlige? Det er en stor skole.. Over 1000 elever. Så det burde jo næsten være umuligt ikke at få venner.. Men det er ikke det eneste jeg frygter.. Timerne, lektierne.. Jeg er bange for at falde bagud. Bange for ikke at kunne leve op til hverken mine egne eller andres forventninger. Og så selvfølgelig mobningen.. Jeg har hørt mobningen at 3.'gerne er virkelig slemme og jeg er bange for at blive et offer fordi jeg skiller mig ud.. 3 years in hell are waiting for me..

Følelserne kommer altid krybende..

Endelig hjemme! Det har alligevel været en lang uge.. Selvom jeg har været i godt selskab, lod de triste følelser mig ikk helt være. De kom krybende alligevel.. Jeg kan lige pludseligt godt mærke jeg har forandret mig. Engang havde vi alt til fælles, nu bliver det mindre og mindre for hver gang vi ses. Sådan føles det i hvert fald.. Jeg føler jeg står mere og mere i deres skygge. De virker så perfekte, og jeg har nærmest opgivet kampen.. Jeg ved jo godt det aldrig vil lykkes anyways.. Og hvorfor så prøve? Hvorfor så spilde tiden på noget så ligegyldigt? Jeg elsker dem jo virkelig højt, men et eller andet sted er jeg træt af at de altid er bedre end mig. De kan det hele. Vil det hele. De er altid glade, hjælpende, overskudsagtige, smukke. Og så står jeg her i baggrunden som den mutte, trist teenager som har opgivet kampen.. 

Jeg føler jeg går rundt i en døs. En tåge, jeg gør bare som jeg skal, sover resten af tiden, og tænker så lidt som muligt.. Jeg er ikke glad, jeg har ikke lyst til at smile, men hvorfor? Jeg aner det ikke, for at være ærlig, og det er næsten det der er værst.. Jeg går bare rundt i en uvished.. Jeg ved ikk hvorfor jeg gør noget af det jeg gør.. Jeg keder mig, føler mig ensom.. Som om glæden er forsvundet lige for tiden.. Jeg magter intet.. Ville sige jeg glæder mig til at komme på ferie i morgen, men det gør jeg ikk.. tror jeg ikk.. Jeg ved det ikk.. Jeg ved ingenting.. Bare den her følelse snart går væk, jeg gider det ikk mere.. Det er som om følelsen kommer og går hele tiden..

Nothing but an open book..

Det skræmmer mig lidt at folk kan læse mig som en åben bog. At de kan se lige igennem mig. At de nogen gange kender mig bedre end jeg selv gør. Men indimellem kan det selvfølgelig være rart, at der er nogen der kan fortælle mig lidt mere om hvem jeg er, og hvorfor jeg gør som jeg gør.. For nu har jeg igen lært lidt mere om mig selv.. Jeg er usikker. Jeg er bange. Jeg er såret. Og selvom jeg troede det hele var ovre, sidder det stadig i mig. Jeg er jo bange for at det sker igen. Selvom alt er tilgivet, har det ændret mig. Det skræmmer mig lidt, at jeg aldrig har tænkt på det sådan før.. Det er derfor jeg gør, som jeg gør.. Jeg afviser dem, fordi jeg er bange.. Jeg håber snart det bliver bedre. At det snart går over, eller hvad man siger..

Ensomhed..

Jeg føler mig som den der lille pige igen, der gang på gang har brug for bekræftelse. Jeg bryder mig ikk om det. Jeg har ikk lyst til at være hende. Jeg føler mig.. ensom, tror jeg.. bare ordet får mig til at tænke på en gammel dame der sidder alene med 27 katte. Men det er jeg, tror jeg. Ikk en gammel kattedame, men ensom altså. Jeg mangler en til at holde om mig, elske mig, være stolt af mig. En der er sammen med mig af lyst ikk af tvang. Jeg føler mig bare så alene. Hele tiden. Er det min egen skyld? Er det pga mit udseende, min personlighed? Er det derfor de ikk kan lide mig, derfor de ikk vil være sammen med mig? Jeg ved ingenting længere. Gid nogen ville fortælle mig det. Være den ven jeg har brug for, men det kommer jeg nok til at vente efter.. Jeg savner nogen, jeg ved ikk hvem.. Bare nogen..

Jeg har alligevel ikk fortjent hendes kærlighed..

Hver eneste gang vi skændes sårer hun mig. Det er jo ikk for sjov. Jeg græder aldrig. Aldrig foran hende. Der holder jeg bare facaden. Men hun er åbenbart for dum til at kunne se ind bag den tynde facade. Hun ser aldrig hvor ked af det jeg faktisk bliver, hendes ord betyder jo mere end nogen andens. Hun kan ikk se hvor hårdt jeg faktisk prøver på at være sød, glad og perfekt foran hende. Hun kan ikk se at jeg faktisk mener det godt, eller også er hun bare fuldstændig ligeglad. Jeg gider det ikk mere, jeg føler mig fej. Jeg er totalt konfliktsky. Jeg gør jo alle de ting jeg gør for at hun skal kunne lide mig, for at hun kan være stolt af mig. Men det er hun aldrig. Hun siger aldrig at hun elsker mig, at hun er stolt af mig .Og jeg har altså også brug for bekræftelse. Bare en gang i mellem.. Det kan være lige meget, jeg bliver aldrig god nok, jeg har ikk fortjent hendes ros eller kærlighed. Jeg betyder jo ikk noget.. Lige meget.. Never mind..

Det vælder bare indover mig.. Endnu en gang, lige når man mindst venter det.. Jeg gider det ikk mere, lad det nu bare være slut. Lad nu bare mig være slut. Der er intet der hjælper anyways. Ingen der hjælper. Overhovedet.. Føler mig latterlig. Utaknemmelig. Gang på gang på gang er det de samme følelser der vælder op i mig og jeg har ingen idé hvorfor.. Jeg gider det ikk mere.. Hjælp mig, stop det..

Blandede følelser..

Jeg må sige, jeg havde virkelig et par dejlige dage i Slagelse.. Det var skønt at se ham, indså pludseligt hvor stor en del af min hverdag han var gået hen og blevet.. Men nu savner jeg ham så bare endnu mere.. Fedt.. Ja.. Og nu sidder jeg så her med blandede følelser, lige som alting kørte på skinner valgte en af mine bedste veninder at svigte mig angående min første skoledag i gymnasiet.. Det var utroligt som det bare kunne få mig helt ned i kulkælderen, og oveni det var han, ham som jeg nok betragter som min bedste ven, helt nede. Fuldstændig ødelagt, ja nok værre end det.. Og så sidder man 3 timer væk og kan ikk gøre noget.. Følte mig så hjælpeløs, ville ønske han havde boet tættere på. Og nu er han så væk i 3 uger.. Det eneste jeg kan håbe på er at han sender et postkort.. Tidsforskellen er 12 timer, så facebookbeskeder skal man nok heller ikk regne så meget med.. Nå, men nu står den på en uge i Norge med min veninde fra på søndag.. Bare os to, så det skal nok blive hyggeligt :-D Ellers skal ferien bare bruges på arbejde, en tur mere til Norge og en FDF-sommerlejr.. Det er ok, men heller ikk det fedeste i verden..

Tænk ikk på savnet..

Magter slet ikk at tænke på alle de dårlige følelser.. Savnet som fylder mig, vil jeg vælge ikke at fokusere på, men derimod fokusere på noget langt bedre. Det fact at jeg skal til Slagelse i morgen og besøge en som er gået hen og blevet en af mine bedste venner. Og så selvfølgelig hans søde kæreste. Selvom det ikk ligefrem altid har været let med hende, glæder jeg mig faktisk til at se hende. Også uden for skolen u know.. Det bliver et par dejlige dage er jeg helt sikker på!<3 Og så er der jo selvfølgelig lige det med at om 5 dage smutter jeg en tur til Norge med min skønne veninde.. Bare os to. Nu har jeg valgt hende fra denne ene gang pga turen til Slagelse, men jeg ved hun allerede har tilgivet mig, og jeg glæder mig til at bruge lidt tid med hende igen :-)

En fantastisk dag!!

I dag har været mere eller mindre en perfekt dag. Har været så heldig at tilbringe den med min skønne veninde Louise, og det i sig selv er nok til at gøre enhver kedelig dag fantastisk <3 Men den her gang gjorde vi noget ud af det.. Jeg fik lov af lærerne til at sove hos hende i nat, og så skulle vi ellers bare se film heeeele natten. Vi failede så bare lidt ved at være så trætte at vi faldt i søvn under den første film ;) Og så i dag har vi været i Odense hele dagen. Det var min første gang sådan rigtigt i Odense, så jeg blev hurtigt forvirret, eftersom jeg ikk ejer noget der minder om stedsans :D Men det var virkelig hyggeligt.. Og så her til aften stod den på kontaktgruppe-hygge hos Christine, så der fik vi lækker mad, og så blev der ellers skrevet i mindebøger.. Det har virkelig været en fantastisk dag, dem må der gerne komme mange flere af, det har jeg savnet! Det er så bare ærgerligt at der kun er 3 dage tilbage på det her magiske sted..<3

Farvel

Så fik jeg endelig sagt farvel. Selvom det også var min mormor jeg sagde farvel til denne gang, føles det endelig som om jeg har givet ordentligt slip på hende. Det skræmte mig lidt at jeg blev så påvirket af de sanselege vi var igennem. Selvom jeg ikk græd, kunne det være lidt det samme. Jeg har bare svært ved at græde, især når det er ting jeg bare tænker på. Hvis jeg stod foran hendes gravsted når hun engang er død, ville det nok være noget andet. Så ville jeg nok græde.. Det skræmte mig et eller andet sted også at jeg bare følte mig helt tom bagefter. Helt tom og følelsesløs. Det brød jeg mig virkelig ikk om.

Skin..

Det er ligesom om den her sang er over det hele lige for tiden.. Men det er måske bare fordi den passer så godt på mange af de mennesker jeg kalder mine venner. Ret trist hvis man tænker over det. Jeg synes nu stadig den er god, og det er længe siden jeg har hørt en sang, som jeg føler beskriver mig på så mange måder. For det er jo rigtigt nok. Mange folk ved ikk en skid om hvem jeg er indeni, det eneste de ser er arrene. De tror kun på det de ser, selvom der ligger så mange grunde bag arrene, der ligger så mange oplevelser bag den person jeg er. Men det er der få der ved noget om. Der er meget få der kender til den smerte jeg faktisk føler. Men det er jo også min egen skyld. Og jeg tror heller ikk jeg har lyst til at det skal være anderledes..

Så forsvandt opturen, og der kom nedturen igen. Endnu en gang sidder jeg i det sorte hul, og endnu en gang ved jeg ikk hvad jeg har gjort for at fortjene at sidde her igen? Jeg føler jeg gentager mig selv gang på gang. Det er det samme hver eneste gang, følelserne er i hvert fald. Men jeg sidder her af andre grunde denne gang, tror jeg. Denne gang er problemerne ikk noget jeg rigtigt kan gøre noget ved, hvilket får mig til at tænke på hvor længe der så går denne gang inden jeg kan komme op af hullet igen? Jeg var ellers lige begyndt at føle mig "normal" igen eller hvad man nu kalder det. De psykiske problemer var på vej væk, men så åbenbart ikk alligevel. Jeg gider ikk det her længere. Jeg giver snart op med alt det her, for det nytter ikk noget anyways.. Så er det måske meget godt at komme hjem igen, fri for al dramaet. Selvom jeg nok egentlig bare bliver endnu mere trist af at være så meget alene. Jeg frygter ensomheden mere end noget andet lige nu..

Hvem kigger tilbage i spejlet?

Føler snart de eneste venner jeg har tilbage, er nogle få her på efterskolen. Men de betyder så bare også SÅ meget mere. Men tanken om at de alle er væk når jeg kommer hjem, skræmmer mig. Jeg har ikke lyst til at tage afsted. Det har været det bedste år i mit liv, også det mest dramatiske godt nok, men det ser jeg som en lille pris at betale. Jeg har udviklet mig så meget, forandret mig. Måske er det derfor jeg ikk længere har så mange derhjemme? Jeg ved jo godt jeg har været dårlig til det med kontakten, men måske er det ikk kun derfor? Måske er det fordi jeg ikk længere er den samme? Flere og flere siger at de ikk kan kende mig. Og nu hvor jeg tænker over det, så har jeg også gjort en masse, jeg aldrig ville have så meget som tænkt på for bare et år siden.. Jeg ved det ikk.. Jeg ved ingenting længere. Til tider er jeg endda i tvivl om hvem det er der kigger tilbage i spejlet. Men det er vel bare en del af det at være teenager. Identitetskriser er jo ikk et ord man ikk har hørt før. Selvom jeg ikk ligefrem vil kalde det jeg går igennem for en krise. Jeg ved jo godt det hele er min skyld. Men gør det det bedre? Ikk hvis du spørger mig..

Jeg betyder så åbenbart ikk noget for nogen alligevel..

Et eller andet sted er jeg vel bare skuffet? Jeg troede jeg havde nogle få venner tilbage derhjemme, men det tal er lige blevet endnu mindre åbenbart? Jeg anede det ikke engang selv. Jeg betragtede dem som nogle af mine bedste veninder, delte nærmest alt med dem, og alligevel så de mig jo så ikke som en veninde. Vi har så mange dejlige minder, nu tvivler jeg på hvorvidt de nogensinde har gidet mig.. De siger de savner mig. Men jeg tror ikke længere på et ord af hvad de siger. Jeg har lyst til at tage hjem, men for what reason? Der er de. Der er ikke længere nogen at komme hjem til. Måske 2-3 veninder, men det er så også det. Resten er flyttet, eller ser mig ikke længere som en ven. Jeg var ellers så glad. Tingene kørte på skinner, lige indtil nu.  Nu fandt jeg så ud af at jeg alligevel ikk betyder noget for nogen anyways.. Tak for den falske følelse af tryghed. For at I efterlod mig i troen om at jeg faktisk betød noget for jer. 
Jeg er vred. Helt igennem vred! Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen af dem. Eller jo, men tror ærlig talt ikk det  ville være klogt. Der ville blive brugt en masse ord, som jeg sikkert vil fortryde.. Tror bare jeg vil sidde her helt alene med mine uforståelige følelser af vrede, skuffelse og forvirring..

Tænd et lys for en du har mistet..

Hmm.. Jeg blev faktisk rigtig rørt her til aften.. Der var en slags ceremoni her på skolen, hvor man kunne tænde et lys for en man har mistet eller bare for at vise sin støtte. Og der kom faktisk rigtigt mange, hvilket jeg blev temmelig overrasket over. Og mange af dem bare for at støtte deres venner. Jeg var der for at tænde et lys for min mormor. Hun er ikke død, men hun har fået Alzheimers, så hun ved ikke længere hvem jeg er. Det er hårdt, men jeg syntes hun fortjente at jeg  tændte et lys. Jeg ville bare gerne vise hende min respekt, og at jeg elsker hende selvom hun ikke længere husker mig. Jeg var der også for at støtte min fantastiske veninde Camilla, som jeg kunne se virkelig blev rørt også. Jeg er glad for at jeg kunne være der for hende her i aften, for det var tydeligt at hun havde det hårdt! Så Camilla, du skal virkelig vide hvor højt jeg elsker dig! Jeg er her for dig, hvilket jeg håber jeg har bevist her til aften! Jeg kommer sådan til at savne dig når de her sidste 19 dage er gået! <3

Den ægte følelse af skyld..

Jeg føler virkelig det er min skyld. Uanset hvad du siger, så ved jeg det jo godt. Jeg har det med at gøre dig glad, og så lige bagefter gøre dig endnu mere ked af det.. Jeg ved virkelig ikk hvorfor, for jeg kunne aldrig drømme om at gøre det med vilje! Jeg ville ønske det ikk var sådan her, men jeg ved bare heller ikk hvad jeg skal ændre for at gøre det bedre? Jeg savner dengang før alle følelserne kom ind i billedet, dengang alting var så nemt, ukompliceret. Dengang jeg behandlede dig ordentligt. Dengang vores samtaler ikke altid var seriøse. Jeg husker det hele som en lun forårsdag, så let og lys. Jeg ville nogen gange ønske den tid kom tilbage, men så igen. Ville det være det samme? Sikkert ikk.. Men det ville da nok være bedre end det der er mellem os nu. Jeg kan ikk engang beskrive det? Forvirring. Akavethed. Venskab selvfølgelig, men bare ikk på den måde det burde være.. Jeg vil jo så gerne hjælpe dig, men det er bare som om det altid giver dobbelt bagslag? Og du siger det er din egen skyld, aldrig min. Og jeg ved det er løgn! Det er min skyld, så bare stop med at benægte det. Nogen gange føles det som om du pakker mig ind i bobleplast eller noget, du er ærlig, men du benægter alt dårligt ved mig. Og ærlig talt kan jeg ikk fordrage det. Det er måske en af grundene til at det ikk går mellem os, sådan kærligheds-agtigt, vi giver ikk hinanden den rette form for modspil.. Nå lige meget, jeg ville egentlig bare fortælle dig, hvor ked af jeg er det over de ting der er sket i mellem os. Jeg ved jeg aldrig vil være nok, og at jeg aldrig vil kunne hjælpe dig sådan som du har brug for det.. Men jeg ville stadig ønske jeg kunne gøre det bedre, i stedet for det jeg gør nu..

Alene.. trist egentligt..

... Somme tider føler jeg mig virkelig alene.. Når ikk engang ens roomie gider være på værelset i stilletimen, og man ikk ved hvad man skal gøre af sig selv. Men jeg overlever jo nok. Jeg nægter at være ensom. Never forever alone.

Det skifter. Igen og igen..

Jeg føler virkelig mit humør skifter for tiden.. Så føler jeg at jeg er ovenpå igen, det næste øjeblik er jeg ikk så sikker længere. Jeg vil bare så gerne være glad igen. Sådan rigtigt glad. Men hvorfor skal det være så svært? Jeg prøver og prøver og indimellem lykkedes det da også.. Men når jeg så bagefter ikk er glad længere, føles det bare en milliard gange værre. Jeg har bare heller ikk lyst til at gå rundt og være trist hele tiden. Jeg har ikk lyst til at miste flere mennesker på den konto.

Never gonna be alone

Jeg føler efterhånden jeg har hældt mit hjerte udover dig, men alligevel føler jeg der er så meget der er efterladt usagt.. Men jeg tror det er sådan det skal være et eller andet sted. Jeg ville føle mig nøgen hvis ikk jeg havde nogen ting som du ikk ved. Men det jeg vil fortælle dig lige nu, kan den her sang vist forklare. Du ved jo hvem du er..

Jeg ved jeg ikk er god nok, men jeg bliver ved med at prøve!

Føler jeg har været nede så længe, så det føles helt underligt at sidde og faktisk være.. glad? Eller i hvert fald ikk trist lige nu :-) Jeg bliver altid så påvirket når folk jeg holder af er triste eller har det skidt, men jeg tror jeg er ved at blive bedre til at distancere det på en måde. Men jeg føler ligesom også bare en form for skyldfølelse. Føler mig ynkelig over at jeg har været så langt nede, når andre af mine venner har det så meget værre. Så føler jeg mig svag over at sidde og klynke over mine små teenage-problemer.. Selvom de jo kan virke voldsomme nok, når man sidder i det.. Fortryder så mange handlinger nu hvor jeg ligesom er kommet over på ''den anden side''. Men jeg vil bare heller ikk være dobbelmoralsk over for mine venner, specielt omkring cutting. For jeg ved jo godt hvordan det er at sidde der i det sorte hul, hvor det virker som den eneste vej ud af smerten. Men hvad skal man så gøre for at hjælpe? Føler mig så hjælpeløs når det eneste jeg kan gøre er at sidde og lytte. Selvom de siger det hjælper, ved jeg bare det ikk er nok. Jeg er ikk nok. Og det bliver jeg heller aldrig.. Men jeg vil blive ved med at forsøge. Jeg er færdig med at give op på forhånd. Det hjælper jo ingen, og heller ikk mig selv.

Jeg har altså også gode dage.. :-)

Ja, jeg kan være glad. Og i dag har i den grad været en fantastisk dag! Jeg valgte at bruge hele dagen sammen med min dejlige barndomsveninde Cilje, og jeg kan nærmest ikk finde nogen mere perfekt at bruge så skøn en solskinsdag med. Vi tog til stranden og badede og solede os i 3 timer, efterfulgt af en tur på pizzeria til lidt aftensmad. Der skal åbenbart ikk noget særligt til for at vi hygger os. Bare jeg er sammen med hende, ved jeg at dagen nok skal blive god! Så tak Cilje for en af de dejligste dage i lang tid! Du ved altid hvordan du skal få mig i godt humør..<3

Tårer..

Oh god.. Jeg føler mig bare så svag. Jeg siger altid at tårer ikke er et tegn på svaghed, men det er vel egentlig bare fucking dobbeltmoralsk? Jeg hader at græde. Jeg bryder mig på ingen måde om det, jeg føler mig som det lille barn jeg var en gang. Og jeg troede jeg var kommet videre. Blevet bedre, stærkere, men nej. Og så når mine forældre bliver så overpylrede. De tror ikke jeg kan klare noget, at jeg er en lille pige som altid skal passes på og beskyttes, men sådan vil jeg ikk have de ser mig. Jeg bryder mig ikk om at være afhængig af nogen, og selvom det er mine forældre vil jeg egentlig hellere have at de bare lader mig være.. Jeg ved med mig selv at jeg nok skal komme til dem, hvis jeg har brug for hjælp eller noget..Og jeg har mine venner, som jeg er sikker på kan hjælpe mig meget mere end dem hvis det endelig er.. 

Min tid. MIN!..

Hader når andre skal bestemme over min tid.. Fx havde jeg en meget vigtig aftale i aften, men den måtte jeg droppe pga noget obligatorisk skole-shit.. Og så gik min mobil selvfølgelig død midt under arrangementet, så jeg kunne ikk aflyse.. Hvilket så endte i at jeg endnu en gang har såret en af de vigtigste mennesker i mit liv. It's going great! Nå, men shit happens.. det er bare ikk fedt når man gerne vil være der for en man holder af, og så kan man ikk fordi skolen absolut skal afholde et arrangement.. Whatever..

Gider de mig overhovedet, eller er det bare medlidenhed?

Jeg synes efterhånden at jeg sidder mere og mere alene.. Kan ikk helt finde ud af om det er en god ting? Egentlig kan det jo være meget rart, men jeg får ligesom også bare følelsen af at folk ikk gider mig..? Sådan har jeg det tit.. Er bange for at folk bare går og tænker "hvornår går hun!?". Jeg er dårlig til at opsøge folk, det ved jeg godt. Det er min egen skyld det ved jeg også godt.. Men alligevel. Nogen gange går det op for mig hvor få venner jeg har. Og nogen af dem ved jeg ikk engang om de er mine 'venner'? Eller om de bare er sammen med mig fordi der ikk lige er andre i nærheden.. Jeg kan ikk rigtigt se forskel længere, og jeg er altid bange for at folk ikk gider mig. Det er måske også derfor jeg nogen gange ikk tør opsøge nogen.. Er bange for at blive afvist. Hvis en person ikk kan, fair nok. Men det kan jo også være en løgn, og personen egentlig bare ikk gider at være sammen med mig? Og nogen gange frygter jeg at folk er sammen med mig af ren og skær medlidenhed.. Jeg kan ikk finde rundt i det længere?

Whatever happened here never meant to hurt you

Det er utroligt så påvirket jeg kan blive bare af at læse andre folks blogs. Det behøver ikke engang være mine bedste venners der påvirker mig mest. Faktisk nærmere tværtimod til tider.. Jeg føler mig indimellem som lidt af en stalker når jeg sidder og læser folks blogs. Men på den anden side, hvis man ikk vil have folk skal læse det, skal man nok ikk poste det på nettet? Jeg læser også kun blogs fra nogen jeg kender.. Christians, Belindas, Saras og Camilla Juuls.. Og jeg synes efterhånden bare jeg bliver mere og mere bekymret når jeg læser dem.. Især fordi der lige pludselig er ord på hvor meget jeg sårer dem.. Jeg prøver, men det bliver aldrig godt nok. Jeg bliver aldrig god nok. Jeg vil altid såre dem, uanset hvad jeg gør..  Jeg bliver så ked af det når jeg læser især Belindas blog. Har tit læst noget, jeg ved handler om mig. Og jeg har jo aldrig gjort de ting for at såre hende, men pludseligt kan jeg se konsekvenserne af de beslutninger jeg har taget.. Så undskyld Belinda. For alle de dumme valg jeg har taget, og for dem jeg sikkert kommer til at tage inden året er omme. Og undskyld Christian. For alt det lort jeg har lavet, alle de gange jeg har såret dig, og alle de forkerte beslutninger jeg har taget, som på den ene eller anden måde har gjort dig ondt. Undskyld til jer begge.. Undskyld.. Undskyld.. Undskyld!..

Immun over for følelser..

Dagen igår var et helvede. Det meste i hvert fald. Det eneste jeg kunne føle var vrede, og jeg var bange for at lade det gå udover nogen.. Det der gjorde mig sur, er blevet bedre i dag, men alligevel er jeg ikke glad? Jeg går rundt med en følelse af tomhed.. Jeg er træt hele tiden, og jeg føler jeg vrisser af folk konstant. Det bryder jeg mig virkelig ikke om. Men jeg kan ikke forstå hvor smerten er blevet af? Måske har jeg bare følt den så længe at jeg er blevet immun over for den? Jeg har ikke lyst til noget for tiden.. mad, mennesker eller noget.. Jeg har bare lyst til at sove, være alene. Men jeg ved jo allerede godt at det ikke er løsningen på nogen måde. Det bliver nok tværtimod værre af det, men min viljestyrke er væk. Styrken til at stå i mod tomheden, i mod ønsket om at være alene hele tiden.. Jeg ved jo godt jeg burde spørge om hjælp.. men alligevel så hver gang folk spørger om jeg er okay, siger jeg at jeg har det fint. Og hvis de siger jeg skal spise, ignorerer jeg det, eller siger jeg ikke er sulten.. Jeg gider ikke prøve mere.. Nu vil jeg bare ligge her med min musik og alle de tanker der bare kører rundt i mit hoved.. 

Hvis jeg alligevel ikk betyder noget, så lad være med at lyve omkring det!

Jeg er så vred.. Vred over at folk ikk ser mig. Ikk ser hvad jeg prøver at gøre for dem. Troede de tog mig som en  ven. At jeg betød noget for dem, men det kan jeg nu se at det gør jeg ikk. Overhovedet. Hvorfor er det så lige at jeg gang på gang har fået at vide at de holder af mig, og at de altid vil være der for mig? Hvis når tingene rent faktisk bliver hårde, så ignorerer de mig og vil ikk have min hjælp. Jeg føler mig så magtesløs. Men hvis det er sådan han vil have det, vil jeg da endelig ikk blande mig. Hvis han slet ikk ønsker min hjælp, så kan det da også være lige meget. Så vil jeg hellere end gerne lade som om vores venskab aldrig har eksisteret. Det eneste jeg prøvede var at gøre ham glad. Være respektfuld overfor ham ved at fortælle ham sandheden, og det her er så takken kan jeg se. Jeg ved jo godt at jeg har såret folk. Også flere gange, men jeg prøver jo bare at hjælpe. Og hjælpe mig selv indimellem. Men det kan jo så være lige meget. Jeg gider ikk det ræs mere. Så kan de lade mig være. Jeg betyder jo åbenbart ikk noget for nogen længere.

Hurting..

Jeg bekymrer mig jo. Kan i ikk se det? Jeg er aldrig ligeglad, selvom jeg måske ser sådan ud. Så undskyld.. Jeg får hele tiden at vide at jeg sårer folk. Jeg ved det jo godt. Jeg gør det jo ikk fordi jeg gerne vil, eller synes det er sjovt. Og når jeg så senere får smasket i hovedet at jeg er ligeglad. At jeg ikke er der for folk, føler jeg mig bare som verdens dårligste menneske. Jeg prøver. Hver eneste dag. Men nogen gange må man også sørge for at hjælpe sig selv først, for at kunne hjælpe andre. Det er første gang jeg prøver på at holde sammen på mig selv først, og det ser ud som om det bare gør alting værre. Men alligevel tænker jeg også bare lidt.. Hvorfor er det altid mig der skal opsøge folk? Mig der skal finde personen og sørge for at personen kommer ud med de ting som personen har på hjerte? Jeg vil rigtig gerne hjælpe. Også selvom det tit gør mig selv mere ked af det. Men det er bare ikk nemt hvis jeg ikk får at vide at en af mine venner har det skidt.. Jeg synes selv jeg er blevet bedre til at se gennem facader. Men hvis en person har sin facade på og virker glad, bør man så gå hen og snakke om alt det dårlige der sker? Jeg ved det virkelig ikk.. Vil jo gerne hjælpe, men nogen gange har man også brug for at være glad, også selvom det bare er en facade.. For indimellem glemmer man det er en facade, bare et øjeblik. Og er det så det værd på lige det tidspunkt at minde personen om alle de dårlige ting i personens liv? 


Jeg bekymrer mig også om andre. Også nogen, folk siger jeg ikk burde bekymre mig om. Men er det ikk fair nok at bekymre sig for nogen man ikk nødvendigvis er venner med? Jeg ved hun også bekymrer sig om mig, selvom jeg ikk forstår hvorfor.. Og når jeg så læser hendes blog, og ser hvor langt ude hun er, ville jeg ønske jeg kunne gå hen og trøste hende. Snakke med hende om alt det hun går igennem. Men det ville bare være mærkeligt tror jeg? Vi har aldrig haft det bedste forhold, og selvom det er blevet bedre, tror jeg bare aldrig vi bliver "fortrolige" eller sådan noget.. Jeg kan bare nikke genkendende til så meget af det hun føler, men jeg vil bare heller ikk gøre det værre. Er bange for at sige noget forkert. Og er heller ikk sikker på at jeg ville kunne gøre det bedre for hende..


Jeg hader at såre folk. Det er simpelt hen det værste i hele verden. Jeg ville ønske at det bare var mig der skulle føle smerten hver gang jeg svigter nogen. Men er sandheden ikk det værd? Sandheden er jo det mest respektfulde, men nogen gange kommer jeg virkelig i tvivl. Især når det er en person som jeg ved allerede går igennem så meget smerte. Er bange for at jeg en dag sårer nogen så meget at personen vælger den allersidste udvej. Og det har været tæt på. Flere gange. 
Det er en af grundene til at jeg ikk bryder mig om mig selv. Jeg bliver ved med at såre folk, og nogen gange er jeg nærmest bange for at hver eneste bevægelse jeg gør, skal gøre nogen ked af det. Jeg ved ikk hvad jeg gør..? Det er jo ikk med vilje. Måske er jeg bare et dårligt menneske? Født til at såre dem jeg elsker højest. Til at svigte alt og alle. Især mig selv..
Jeg ville ønske nogen kunne fortælle mig hvad jeg skal gøre for at ændre på alt det..


http://www.youtube.com/watch?v=IHagPodxu5g