De forstår slet ikk hvor meget de påvirker mig..

De forstår ingenting.. Eller også er de bare ligeglade? Jeg kan sidde i samme bil som dem. Sidde og græde og de lægger ikke mærke til noget som helst.. eller også er de bare ligeglade med det også? De kan slet ikke se hvor meget deres evindelige diskussioner og skænderier påvirker mig.. Engang gjorde de det ikk foran mig, men nu er det ligesom om de kun gør det, hvis jeg er til stede? Og når jeg græder over det, er de bare ligeglade.. Spildte tårer.. Det har også påvirket min tro. Min tro på evig kærlighed. Den eneste ene. Engang var jeg sikker på det eksisterede, men nu.. På ingen måde, nærmere omvendt.. Begynder at tro at noget af det der får mig til at cutte igen og igen er dem.. Men det kan jeg ikk sige til dem. Kan ikk sige noget til dem. De lytter alligevel ikk.. Nogen gange ville jeg ønske de bare ville gå fra hinanden.. Ved det  lyder barsk, men så ville de måske få øjnene op for mig også? Er sikker på at på nogen punkter ville de blive gladere.. Men jeg ved også godt at alle børn der har forældre der er skilt ville skælde mig ud for de her tanker.. Ville nok bare ønske de værdsatte mig noget mere? og nu lyder jeg bare som et røvforkælet barn, og det ved jeg godt, men jeg mener det virkelig.. Kan ikke mindes mine forældre nogensinde har sagt '' jeg elsker dig'' til mig.. nogensinde.. Men der er jo ikk noget at gøre.. 3 år mere så er jeg ude.. væk fra alt det her.. håber jeg holder til det så længe..