Hmm.. Så slog det så til igen.. Havde lige håbet det ville være ovre nu, men der tog jeg fejl.. Følelsen af endelig at være ovenpå igen var åbenbart falsk.. Ligesom så meget andet i mit fucked up liv.. Jeg har ellers gået rundt og været ''glad'' de sidste par uger, faktisk havde jeg ikke cuttet i over 4 uger.. Så kom der en dag som i dag, også svigtede det hele så igen.. Følelsen viste sig igen ikke at være ægte, og jeg endte låst inde på mit værelse grædende.. Typisk at ligesom man tror man kan klare alt, så ramler hele lortet endnu en gang.. Arrene er både udenpå og indeni, og de minder mig hver eneste dag om alle de gange jeg har svigtet alle andre og mig selv. Og igen i dag har jeg så svigtet mig selv.. Endnu flere ar, og nu hvor jeg sidder her, får jeg det bare endnu værre af at tænke på det..
Det værste er at mange gange når jeg når bunden, ved jeg ikke hvad der er sket siden jeg ender dernede gang på gang.. Dagen i dag var ellers helt fin, indtil jeg lige pludselig bare ikke kunne mere.. Det er så en af de dage jeg er glad for min roomie ikke lige er her.. Så kunne jeg være alene med alle de følelser og tanker jeg ikke kan beskrive for nogen.. Ikke en gang mig selv. Og det forvirrer mig bare endnu mere.. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvad jeg skal sige, hvad jeg skal gøre. Alting kører rundt og jeg føler bare jeg hænger i en tynd tråd flere meter bagefter.
Min facade bliver tungere og tungere at holde oppe, og jeg ved snart ikke hvor længe den holder.. Den har holdt længe nu, men jeg kan også mærke at den snart vil krakelere igen.. Jeg ved ikke om jeg bør forhindre den i at gå i stykker, eller om det ville være klogest bare at lade alle se det rod jeg er indeni?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar