Hmm.. Så sidder jeg her igen. Det føles som 100 år siden jeg har kunnet komme af med mine tanker og følelser omkring alting.. Selvom meget af det bare er lort jeg lukker ud omkring mine hverdagsproblemer.. Et eller andet sted føles det meget rart at få lidt luft for det, men mange gange sidder jeg bagefter og føler mig lidt svag og dum over at så små problemer har så meget indflydelse på mit humør..
I går var jeg så heldig at få snakket igennem med en person som jeg virkelig holder af, og som, jeg er ved at finde ud af, også holder af mig.. Jeg følte virkelig at hun endelig ved hvad der foregår indeni mig. At hun endelig kan forstå hvorfor jeg gør som jeg gør.. Jeg ved jo godt at jeg begår 1000-vis af fejl, og at jeg ofte også er ret dårlig til at rette op på dem. Men nu har jeg en som også har begået fejl, og som kan tilgive mig for dem..
Hvis der er én ting der lige for tiden kan gøre mig.. ja, jeg ved ikk.. trist, deprimeret måske? Så må det være når jeg kan se at en jeg virkelig, virkelig holder af har det skidt.. Tit ved jeg virkelig bare ikk hvad jeg skal gøre, jeg føler mig så nyttesløs.. Jeg ved jo godt at lidt hjælp er bedre end slet ingen, det har jeg jo selv oplevet, men alligevel.. Hvordan er det lige at lille miig skulle kunne hjælpe nogen? Jeg vil jo bare så gerne.. Det værste er bare at det har så stor en effekt på mig og min glæde, og når jeg så ikk kan gøre noget, bliver jeg bare endnu mere ked af det.. Hvilket så gør at den person der var trist i forvejen bliver endnu mere trist.. Og så føler jeg mig bare ikk som nogen skide god ven når det eneste jeg kan er at gøre alting værre?..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar