It's killing me inside.......

Hvorfor skal jeg absolut torturere mig selv på den her måde? Sidde og kigge hans billeder, billeder af os.. Tænke på ham, overveje om og om igen hvad jeg skulle sige hvis jeg så ham eller hvis han pludselig skrev.. Jeg ved jo netop godt at det ikke vil ske.... Og alligevel håber jeg? Bare en smule.. Mille plantede det håb.. gad vide om hun stadig tror på han vil komme over det. Jeg aner det virkelig ikke, og det gør mig så ked af det. Jeg savner ham sådan, der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham. Savner ham. Jeg vil bare ikke smide alle minderne væk, alle de gode stunder. Jeg har sat så stor pris på dem. Har ikke lyst til at miste selv de gode minder nu hvor alting ramler. Selvom det torturer mig at tænke på det, minderne er ikke så glade nu hvor jeg ved der aldrig vil komme flere af den slags. Ja at der aldrig vil komme flere minder med ham.... Jeg kan ikke holde tanken ud, jeg bliver så trist......