....

Jeg bliver så trist.. Bekymret. Kan ikk lide han har det på den her måde.. Bliver så bange for at der sker ham noget. Og så sidder jeg herovre, 3 timer væk og kan ikk gøre en skid.. Har lyst til at cutte, men er bange for mine forældre snart kommer hjem. Har ikk lyst til de skal se mig sådan her, de tror jo jeg har det fint.. De ved ikk hvor mange tårer der triller ned ad mine kinder hver aften.. Jeg kan snart ikk holde smerten ud længere, kun den jeg selv påfører mig.. Har svært ved at koncentrere mig.. er bange for ikk at være god nok.. Tvivlen er tilbage.. Værre end før.. Nogensinde før.. 

Forstår ikk hvordan disse følelser kan forenes med den kærlighed til Christian, som fylder snart hele mit hjerte? Er bare glad for han stadig kan bringe smilet tilbage på mine læber. Nogen gange er jeg bare bange.. Vil ikk gøre ham bekymret omkring de ting jeg kæmper med.. Han har problemer nok selv..