So much to fear..

Frygt. Det fylder mig. Tør jeg? Tør jeg ikke? Er bange for det skal give bagslag. Alle siger det er den eneste vej frem. At det kun kan blive bedre på den her måde. Men jeg frygter virkelig bare at jeg skal gøre det hele værre herhjemme? Det Victoria fortalte. Havde jeg aldrig overvejet det, aldrig taget det som en mulighed. Så naiv som jeg er havde jeg nok bare troet at det hele ville blive bedre så snart jeg fik hjælp. Ikke at det kunne vende det hele om og få alting til at blive værre. Skænderierne er nok herhjemme i forvejen, vil ikke gøre mine forældre mere stressede, mere bekymrede. Ikke at de bekymrer sig nu. Overhovedet. Har også lidt på fornemmelsen at hvis nogen fortalte dem om alt det her, ville de tage det seriøst den første dag eller to.. Og så.. Ja så vil det hele løbe ud i sandet, de vil ''glemme'' det, eller nok nærmere bare begynde at ignorere det. Det samme de gjorde da min bror blev mobbet i folkeskolen. Det samme de gjorde da jeg cuttede. Eller dengang de vidste det. Nu tror de jo jeg helt er stoppet... Nevermind that.. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre? Det der rådgivning er på skolen igen på mandag.. Overvejer det stærkt, men så er frygten er bare igen. Hvad nu hvis det går helt galt. Vil jeg jo hellere ikke risikere. Er det det værd?