Det føles som om tingene virkelig er begyndt at skride for mig. Aldrig har jeg følt mig så alene. De siger de vil være der for mig, men de kan ikke. Alt jeg gør er at trække dem længere ned, og forstår godt de ikke har brug for det. De har nok at kæmpe med selv.. Men jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke mere. Har brug for hjælp... Men hvor skal den komme fra, og vil jeg overhovedet tage i mod den? Jeg er så forvirret, alle spørger hvad der er galt, men jeg... ved det ikke? Jeg er bare ked af det.. Hele tiden.. Mister flere og flere glade stunder, for hver dag der går. Mister flere og flere smil. Men lige for tiden er der heller ikke meget at smile af... Græder. Nu, hele tiden.. Så svært at holde det tilbage, og nu har jeg givet op. Hvor ville det dog være lettere hvis det hele bare kunne slutte. Jeg vil ikke mere, jeg kan ikke holde til mere.
Tog en ''depressions-test'' i dag. ''Du har symptomer på en svær depression, og bør omgående søge læge'' Øhm... Ved slet ikke hvad jeg skal sige. Kan jeg ikke bare? Snakkede med Victoria om det eftersom hun jo har fået konstateret depression og hun snakkede jo med sin læge om det. Men så let er det bare ikke for mig? Har ikke lyst til at mine forældre skal vide noget, selvom det nok ville være for mit eget bedste. Og kan bare ikke forestille mig at søge hjælp på den måde. Heller ikke sådan noget ungerådgivning der er i Herning. Bare tanken om at skulle sidde der, tale om hvad der er galt. Når jeg ikke engang selv er klar over det? Det kan jeg bare ikke. Men tror måske også lidt det handler om stolthed, eller hvad man siger. Jeg vil ikke vise alle at jeg faktisk er et kaos indeni, ikke flere end dem der allerede ved det. Vil ikke have det ry. Sådan skal folk ikke se mig. Har ikke lyst til at være hende den underlige som folk hvisker om fordi jeg temmelig sikkert er ude i en depression. Er glad for dem jeg har at snakke med det om, men dem der virkelig betyder noget. Dem jeg elsker allerhøjest, er dem jeg ikke kan snakke med dem om. Dem der selv har det skidt nok i forvejen. Og det gør bare så ondt ikke at kunne få hjælp fra deres side. Oh god, here comes the tears. Again. Lad nu være, Ditte. Hvorfor græder jeg hele tiden? Blev faktisk nødt til at gå fra stuen i dag fordi jeg begyndte at græde over en lang besked Hjorth havde skrevet.. Kan bare ikke lade være med at tænke på, hvorfor jeg har det sådan her? Hvad har jeg gjort for at fortjene det her liv? Hvad har fået mig så langt ud?.... Jeg kan bare ikke se det...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar