The day my true fear came true..

Så kom den dag jeg frygtede.. Eller det var så i lørdags. Jeg har gået og været bange så længe, frygtet hans beslutning så meget. Og så viste det sig at min største frygt skulle gå i opfyldelse... Jeg havde ventet det og alligevel ikke. Jeg troede virkelig på vi kunne komme igennem det, få det til at fungere igen. Men nej. Og det er næsten ikke til at forstå.. Han gav op, og can't blame him for that.. Det er jo min skyld han vil droppe kontakten til mig.. Mig der har gjort så mange dumme ting, såret ham sådan.. Og vi har misforstået hinanden så mange gange.. Men han sagde han forstod, at han havde været der hvor jeg står.. Men for at være ærlig tror jeg ikke han forstod.. Slet ikke her til sidst.. Så ville han vide hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde... Og tror han ikke det her vil påvirke mig? Jeg elskede ham jo, eller gør jeg vel stadig.. Han lød så glad for at droppe mig som ven.. Han siger han elskede mig som ingen anden men er begyndt at tro det også er løgn.. Og bare de ord han skrev "hvis jeg så dig nu, ville jeg nok vende mig om og gå" det gør altsammen så ondt.. Og nu kommer tårerne. Igen.