Følelserne kommer altid krybende..

Endelig hjemme! Det har alligevel været en lang uge.. Selvom jeg har været i godt selskab, lod de triste følelser mig ikk helt være. De kom krybende alligevel.. Jeg kan lige pludseligt godt mærke jeg har forandret mig. Engang havde vi alt til fælles, nu bliver det mindre og mindre for hver gang vi ses. Sådan føles det i hvert fald.. Jeg føler jeg står mere og mere i deres skygge. De virker så perfekte, og jeg har nærmest opgivet kampen.. Jeg ved jo godt det aldrig vil lykkes anyways.. Og hvorfor så prøve? Hvorfor så spilde tiden på noget så ligegyldigt? Jeg elsker dem jo virkelig højt, men et eller andet sted er jeg træt af at de altid er bedre end mig. De kan det hele. Vil det hele. De er altid glade, hjælpende, overskudsagtige, smukke. Og så står jeg her i baggrunden som den mutte, trist teenager som har opgivet kampen..