Jeg har alligevel ikk fortjent hendes kærlighed..

Hver eneste gang vi skændes sårer hun mig. Det er jo ikk for sjov. Jeg græder aldrig. Aldrig foran hende. Der holder jeg bare facaden. Men hun er åbenbart for dum til at kunne se ind bag den tynde facade. Hun ser aldrig hvor ked af det jeg faktisk bliver, hendes ord betyder jo mere end nogen andens. Hun kan ikk se hvor hårdt jeg faktisk prøver på at være sød, glad og perfekt foran hende. Hun kan ikk se at jeg faktisk mener det godt, eller også er hun bare fuldstændig ligeglad. Jeg gider det ikk mere, jeg føler mig fej. Jeg er totalt konfliktsky. Jeg gør jo alle de ting jeg gør for at hun skal kunne lide mig, for at hun kan være stolt af mig. Men det er hun aldrig. Hun siger aldrig at hun elsker mig, at hun er stolt af mig .Og jeg har altså også brug for bekræftelse. Bare en gang i mellem.. Det kan være lige meget, jeg bliver aldrig god nok, jeg har ikk fortjent hendes ros eller kærlighed. Jeg betyder jo ikk noget.. Lige meget.. Never mind..