Hvem kigger tilbage i spejlet?

Føler snart de eneste venner jeg har tilbage, er nogle få her på efterskolen. Men de betyder så bare også SÅ meget mere. Men tanken om at de alle er væk når jeg kommer hjem, skræmmer mig. Jeg har ikke lyst til at tage afsted. Det har været det bedste år i mit liv, også det mest dramatiske godt nok, men det ser jeg som en lille pris at betale. Jeg har udviklet mig så meget, forandret mig. Måske er det derfor jeg ikk længere har så mange derhjemme? Jeg ved jo godt jeg har været dårlig til det med kontakten, men måske er det ikk kun derfor? Måske er det fordi jeg ikk længere er den samme? Flere og flere siger at de ikk kan kende mig. Og nu hvor jeg tænker over det, så har jeg også gjort en masse, jeg aldrig ville have så meget som tænkt på for bare et år siden.. Jeg ved det ikk.. Jeg ved ingenting længere. Til tider er jeg endda i tvivl om hvem det er der kigger tilbage i spejlet. Men det er vel bare en del af det at være teenager. Identitetskriser er jo ikk et ord man ikk har hørt før. Selvom jeg ikk ligefrem vil kalde det jeg går igennem for en krise. Jeg ved jo godt det hele er min skyld. Men gør det det bedre? Ikk hvis du spørger mig..