Så forsvandt opturen, og der kom nedturen igen. Endnu en gang sidder jeg i det sorte hul, og endnu en gang ved jeg ikk hvad jeg har gjort for at fortjene at sidde her igen? Jeg føler jeg gentager mig selv gang på gang. Det er det samme hver eneste gang, følelserne er i hvert fald. Men jeg sidder her af andre grunde denne gang, tror jeg. Denne gang er problemerne ikk noget jeg rigtigt kan gøre noget ved, hvilket får mig til at tænke på hvor længe der så går denne gang inden jeg kan komme op af hullet igen? Jeg var ellers lige begyndt at føle mig "normal" igen eller hvad man nu kalder det. De psykiske problemer var på vej væk, men så åbenbart ikk alligevel. Jeg gider ikk det her længere. Jeg giver snart op med alt det her, for det nytter ikk noget anyways.. Så er det måske meget godt at komme hjem igen, fri for al dramaet. Selvom jeg nok egentlig bare bliver endnu mere trist af at være så meget alene. Jeg frygter ensomheden mere end noget andet lige nu..