Den ægte følelse af skyld..

Jeg føler virkelig det er min skyld. Uanset hvad du siger, så ved jeg det jo godt. Jeg har det med at gøre dig glad, og så lige bagefter gøre dig endnu mere ked af det.. Jeg ved virkelig ikk hvorfor, for jeg kunne aldrig drømme om at gøre det med vilje! Jeg ville ønske det ikk var sådan her, men jeg ved bare heller ikk hvad jeg skal ændre for at gøre det bedre? Jeg savner dengang før alle følelserne kom ind i billedet, dengang alting var så nemt, ukompliceret. Dengang jeg behandlede dig ordentligt. Dengang vores samtaler ikke altid var seriøse. Jeg husker det hele som en lun forårsdag, så let og lys. Jeg ville nogen gange ønske den tid kom tilbage, men så igen. Ville det være det samme? Sikkert ikk.. Men det ville da nok være bedre end det der er mellem os nu. Jeg kan ikk engang beskrive det? Forvirring. Akavethed. Venskab selvfølgelig, men bare ikk på den måde det burde være.. Jeg vil jo så gerne hjælpe dig, men det er bare som om det altid giver dobbelt bagslag? Og du siger det er din egen skyld, aldrig min. Og jeg ved det er løgn! Det er min skyld, så bare stop med at benægte det. Nogen gange føles det som om du pakker mig ind i bobleplast eller noget, du er ærlig, men du benægter alt dårligt ved mig. Og ærlig talt kan jeg ikk fordrage det. Det er måske en af grundene til at det ikk går mellem os, sådan kærligheds-agtigt, vi giver ikk hinanden den rette form for modspil.. Nå lige meget, jeg ville egentlig bare fortælle dig, hvor ked af jeg er det over de ting der er sket i mellem os. Jeg ved jeg aldrig vil være nok, og at jeg aldrig vil kunne hjælpe dig sådan som du har brug for det.. Men jeg ville stadig ønske jeg kunne gøre det bedre, i stedet for det jeg gør nu..