Jeg ved jeg ikk er god nok, men jeg bliver ved med at prøve!

Føler jeg har været nede så længe, så det føles helt underligt at sidde og faktisk være.. glad? Eller i hvert fald ikk trist lige nu :-) Jeg bliver altid så påvirket når folk jeg holder af er triste eller har det skidt, men jeg tror jeg er ved at blive bedre til at distancere det på en måde. Men jeg føler ligesom også bare en form for skyldfølelse. Føler mig ynkelig over at jeg har været så langt nede, når andre af mine venner har det så meget værre. Så føler jeg mig svag over at sidde og klynke over mine små teenage-problemer.. Selvom de jo kan virke voldsomme nok, når man sidder i det.. Fortryder så mange handlinger nu hvor jeg ligesom er kommet over på ''den anden side''. Men jeg vil bare heller ikk være dobbelmoralsk over for mine venner, specielt omkring cutting. For jeg ved jo godt hvordan det er at sidde der i det sorte hul, hvor det virker som den eneste vej ud af smerten. Men hvad skal man så gøre for at hjælpe? Føler mig så hjælpeløs når det eneste jeg kan gøre er at sidde og lytte. Selvom de siger det hjælper, ved jeg bare det ikk er nok. Jeg er ikk nok. Og det bliver jeg heller aldrig.. Men jeg vil blive ved med at forsøge. Jeg er færdig med at give op på forhånd. Det hjælper jo ingen, og heller ikk mig selv.