Hurting..

Jeg bekymrer mig jo. Kan i ikk se det? Jeg er aldrig ligeglad, selvom jeg måske ser sådan ud. Så undskyld.. Jeg får hele tiden at vide at jeg sårer folk. Jeg ved det jo godt. Jeg gør det jo ikk fordi jeg gerne vil, eller synes det er sjovt. Og når jeg så senere får smasket i hovedet at jeg er ligeglad. At jeg ikke er der for folk, føler jeg mig bare som verdens dårligste menneske. Jeg prøver. Hver eneste dag. Men nogen gange må man også sørge for at hjælpe sig selv først, for at kunne hjælpe andre. Det er første gang jeg prøver på at holde sammen på mig selv først, og det ser ud som om det bare gør alting værre. Men alligevel tænker jeg også bare lidt.. Hvorfor er det altid mig der skal opsøge folk? Mig der skal finde personen og sørge for at personen kommer ud med de ting som personen har på hjerte? Jeg vil rigtig gerne hjælpe. Også selvom det tit gør mig selv mere ked af det. Men det er bare ikk nemt hvis jeg ikk får at vide at en af mine venner har det skidt.. Jeg synes selv jeg er blevet bedre til at se gennem facader. Men hvis en person har sin facade på og virker glad, bør man så gå hen og snakke om alt det dårlige der sker? Jeg ved det virkelig ikk.. Vil jo gerne hjælpe, men nogen gange har man også brug for at være glad, også selvom det bare er en facade.. For indimellem glemmer man det er en facade, bare et øjeblik. Og er det så det værd på lige det tidspunkt at minde personen om alle de dårlige ting i personens liv? 


Jeg bekymrer mig også om andre. Også nogen, folk siger jeg ikk burde bekymre mig om. Men er det ikk fair nok at bekymre sig for nogen man ikk nødvendigvis er venner med? Jeg ved hun også bekymrer sig om mig, selvom jeg ikk forstår hvorfor.. Og når jeg så læser hendes blog, og ser hvor langt ude hun er, ville jeg ønske jeg kunne gå hen og trøste hende. Snakke med hende om alt det hun går igennem. Men det ville bare være mærkeligt tror jeg? Vi har aldrig haft det bedste forhold, og selvom det er blevet bedre, tror jeg bare aldrig vi bliver "fortrolige" eller sådan noget.. Jeg kan bare nikke genkendende til så meget af det hun føler, men jeg vil bare heller ikk gøre det værre. Er bange for at sige noget forkert. Og er heller ikk sikker på at jeg ville kunne gøre det bedre for hende..


Jeg hader at såre folk. Det er simpelt hen det værste i hele verden. Jeg ville ønske at det bare var mig der skulle føle smerten hver gang jeg svigter nogen. Men er sandheden ikk det værd? Sandheden er jo det mest respektfulde, men nogen gange kommer jeg virkelig i tvivl. Især når det er en person som jeg ved allerede går igennem så meget smerte. Er bange for at jeg en dag sårer nogen så meget at personen vælger den allersidste udvej. Og det har været tæt på. Flere gange. 
Det er en af grundene til at jeg ikk bryder mig om mig selv. Jeg bliver ved med at såre folk, og nogen gange er jeg nærmest bange for at hver eneste bevægelse jeg gør, skal gøre nogen ked af det. Jeg ved ikk hvad jeg gør..? Det er jo ikk med vilje. Måske er jeg bare et dårligt menneske? Født til at såre dem jeg elsker højest. Til at svigte alt og alle. Især mig selv..
Jeg ville ønske nogen kunne fortælle mig hvad jeg skal gøre for at ændre på alt det..


http://www.youtube.com/watch?v=IHagPodxu5g