Gider de mig overhovedet, eller er det bare medlidenhed?

Jeg synes efterhånden at jeg sidder mere og mere alene.. Kan ikk helt finde ud af om det er en god ting? Egentlig kan det jo være meget rart, men jeg får ligesom også bare følelsen af at folk ikk gider mig..? Sådan har jeg det tit.. Er bange for at folk bare går og tænker "hvornår går hun!?". Jeg er dårlig til at opsøge folk, det ved jeg godt. Det er min egen skyld det ved jeg også godt.. Men alligevel. Nogen gange går det op for mig hvor få venner jeg har. Og nogen af dem ved jeg ikk engang om de er mine 'venner'? Eller om de bare er sammen med mig fordi der ikk lige er andre i nærheden.. Jeg kan ikk rigtigt se forskel længere, og jeg er altid bange for at folk ikk gider mig. Det er måske også derfor jeg nogen gange ikk tør opsøge nogen.. Er bange for at blive afvist. Hvis en person ikk kan, fair nok. Men det kan jo også være en løgn, og personen egentlig bare ikk gider at være sammen med mig? Og nogen gange frygter jeg at folk er sammen med mig af ren og skær medlidenhed.. Jeg kan ikk finde rundt i det længere?