Tårer..

Oh god.. Jeg føler mig bare så svag. Jeg siger altid at tårer ikke er et tegn på svaghed, men det er vel egentlig bare fucking dobbeltmoralsk? Jeg hader at græde. Jeg bryder mig på ingen måde om det, jeg føler mig som det lille barn jeg var en gang. Og jeg troede jeg var kommet videre. Blevet bedre, stærkere, men nej. Og så når mine forældre bliver så overpylrede. De tror ikke jeg kan klare noget, at jeg er en lille pige som altid skal passes på og beskyttes, men sådan vil jeg ikk have de ser mig. Jeg bryder mig ikk om at være afhængig af nogen, og selvom det er mine forældre vil jeg egentlig hellere have at de bare lader mig være.. Jeg ved med mig selv at jeg nok skal komme til dem, hvis jeg har brug for hjælp eller noget..Og jeg har mine venner, som jeg er sikker på kan hjælpe mig meget mere end dem hvis det endelig er..