Am i better off alone?

Har tænkt lidt i dag.. Er begyndt at tro det er meningen jeg skal være alene. Eller jeg har jo mine venner, men sådan i forhold til kærlighed og fyre og alt sådan noget. Det er ikke fordi jeg har lyst egentligt, først ville jeg bare have en pause. Tage det lidt med ro. Men nu.  Nu ved jeg det ikke længere. Kan ikke rigtigt finde ud af det længere. Har mine få drengevenner, men kærlighed er der intet af. Hvordan føles det overhovedet? Tror jeg har glemt det. Før i tiden var der altid en eller anden man kunne kigge lidt efter, men nu. Nej. Kan høre mine veninder snakke om fyre i timevis, men det er ligesom om jeg lægger en vis distance til det. Jeg kan ikke mere, jeg vil så gerne, men uanset hvor hårdt jeg prøver, så vil det bare ikke lykkedes. Se bare på sidste gang med Christian. Aldrig har jeg villet et forhold mere, og alligevel forsvandt det. Gled lige ud af hænderne på mig. Og det var kun min egen skyld, ingen andres, slet ikke hans. Hvordan er det dog endt sådan her? Det kan da ikke være det helt tilbage i januar med Hjorth? Det er så længe siden, jeg er så meget ovre det. Har jeg været meeget længe nu, men alligevel har jeg lidt en mistanke. Han var ligesom min første kærlighed, selvom det ikke var et ''rigtigt'' forhold. Vi var jo kun kærester i en måned og tvivler på jeg nogensinde opførte mig som en rigtig kæreste. Men jeg lagde nok bare for meget i det. Dengang var det meget længe siden jeg havde følt nogen holdt af mig på den måde. Og da det så endte så brat, hans følelser der lige pludselig ikke var der længere og alt det med Blender. Det rev virkelig mit hjerte ud. Og nu så utroligt mange måneder senere, sidder jeg og tænker over om det måske stadig har en effekt på mig. På min måde at elske nogen på. For det er ligesom jeg har rigtigt svært ved det nu. Har svært ved at lukke nogen ind. Har svært ved bare at snakke med drenge jeg ikke rigtigt kender. Føler alt de vil er at gøre grin med mig, eller at de bare vil have svarene i en opgave i skolen. Det gør ligesom at jeg svarer helt akavet. Helt mig-agtigt. Og så er chancen ligesom væk lige der. Men det gør virkelig ondt at tænke på. Hvor længe skal jeg have det sådan her? Hvornår kan jeg lukke nogen ind igen, elske nogen? Jeg savner bare følelsen af en til at holde om mig på den der særlige måde. Til at fortælle mig det hele nok skal gå. Men hvis jeg så endelig fandt en fyr, hvem siger det så ikke går ligesom med Christian? At jeg ikke endnu engang fucker det hele op. Og der er bare så meget at fortælle, som så få forstår. Hvem jeg er, hvorfor jeg gør som jeg gør. Hvorfor jeg er så usikker.. På den ene side har jeg ikke lyst og på den anden går jeg bare og venter på en der vil forstå og som vil elske mig på trods af alt det her. Er bare ikke længere så sikker på det nogensinde sker..