Havde virkelig ikke brug for at blive råbt af da jeg kom hjem. Men hvad havde jeg forventet? Jeg gør jo aldrig noget rigtigt.. Nu kan jeg ikke andet end at sidde her med mine tårer. Det gør så ondt. De som skulle elske mig højest, virker nærmere som om de hader mig. Og de forstår bare ingenting af hvad der sker.. Men jeg fortæller dem jo heller ikke noget. Ved også bare det vil blive værre hvis de gjorde. Kan ikke klare at de pylrer. Og når jeg endelig åbner mig en smule lytter de et kort sekund og slår det så bare hen.. Jeg føler mig så alene. Går på en skole med næsten 1500 elever, og jeg føler mig stadig ensom..
Og så i dag.. Der var noget rådgivning på min skole og jeg havde endelig fået taget mig mod til at gå derhen helt selv.. Og da jeg så kom derhen var der ingen. Lokalet var tomt og lyset slukket. Det var virkelig ikke fedt. Det tog mig så meget at gå derhen. Første gang jeg ville bede om hjælp, og så er der ingen. Det mislykkedes før der var sket noget. Er bare ikke til at bære, for jeg er ikke sikker på om jeg kan få mig selv til at gå derhen hvis det kommer igen.
Og oveni alt det her fik jeg at vide at nogen af mine veninder havde snakket om at jeg bare gik rundt og havde ondt af mig selv og at jeg var ynkelig.. Måske er jeg det, men det skal de slet ikke blande sig i når de på ingen måde prøver at hjælpe eller i det mindste forstå. Det sårer mig virkelig, for troede de kunne lide mig, at de var mine veninder.. Nu er jeg virkelig i tvivl om hvem jeg kan stole på. Alt går bare skidt for tiden.. Godt spørgsmål hvor længe facaden holder? Var lige ved at græde foran dem allesammen i dag....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar