Sidder bare her. Helt alene. Havde aldrig troet at min gode dag, ville blive ødelagt så pludseligt. Det sårer mig virkelig. Det føles så dobbeltmoralsk det han siger. Tillid går ligesom begge veje. Jeg burde holde mig langt væk fra det venskab. Men det kan jeg bare ikke, og hver eneste gang jeg laver en fejl, sårer det mig mindst lige så meget som det sårer ham. Og hvornår har det nogensinde været meningen? Aldrig. Ikke én eneste gang. Men jeg ved da godt jeg har gjort alt det jeg ikke burde. Alle de fejl der er menneskeligt muligt, dem har jeg lavet. Men i det mindste står jeg ved dem. Jeg prøver virkelig. Men det er som ingen kan se det. Han betyder så meget for mig, ellers ville jeg heller ikke sidde her og græde lige nu. Jeg ville ønske han vidste det. Kan ikke holde til det her længere. Det er som om mit liv smuldrer mellem mine fingre.