My own biggest enemy

Så.. nu vælder følelserne op endnu en gang... Sidder bare tilbage nærmest tom med en følelse af ikke at være god nok. Ikke god nok i skolen, ikke god nok i forhold til andre så jeg kan komme med i MUN, ikke god nok for nogen længere. Føler mig så alene? Kan sidde og skrive med folk, ja endda sidde lige overfor dem og stadig føle mig helt alene i verden. Selvom de er mine bedste venner, har prøvet noget der var langt værre så... Ja, alle reagerer jo forskelligt på følelser, så det vil aldrig være helt det samme.. Ville ønske jeg kunne slippe for alt det her. For at være mig. Eller bare spole tiden tilbage til den jeg var engang. Den der ikke have én bekymring i livet. Ved godt mit liv var kedeligt, men det var trygt. Sikkert. Der havde jeg et sted at høre hjemme. Nu passer jeg ikke ind nogen steder længere. Jeg trænger til kærlighed, tror jeg. Trænger til nogen der kan trøste mig, holde om mig, give mig tryghed.. En der kan sige '' det hele skal nok gå'' så jeg rent faktisk tror på det. Men det sker vel aldrig. Jeg vil nok ikke lade det ske hvis det endelig var. I'm my own biggest enemy.