Er bare helt nede. Længe siden det har været så slemt. Har ikke cuttet. Tør næsten ikke... Det føles så godt, men føler jeg skuffer så mange ved det. Også mig selv. Jeg kan ikke holde det ud længere. Alting faktisk. Hjorth foreslog i dag at jeg skulle droppe ud og starte igen næste år fordi jeg virkelig er stresset. Sådan rigtigt. Er bange for at tage til læge fordi de måske vil fortælle mig jeg at jeg har en depression eller stress. Men jeg kan bare ikke droppe ud. Det kan jeg bare ikke. Det ville være det største nederlag nogensinde. Ville blive så skuffet over mig selv. Alle mine ambitioner, drømme. Alle de forventninger alle andre har til mig. Ikke én i min familie eller blandt mine venner i skolen, ville kunne forstå. Efter at min bror gik på HTX og gik ud med et virkelig højt gennemsnit, efter tre nemme år med gode karakterer hele vejen igennem, ville jeg virkelig være en skuffelse. En skamplet. Jeg har altid klaret mig så godt. Og forventningerne stiger kun. Og når så ingen i min familie ved hvad der er galt, hvordan skulle de så nogensinde kunne forstå? Ville være nødt til at forklare dem det hele. Men jeg kan ikke engang forklare det for mig selv. Er bare forvirret hele tiden. Fuldstændig rundt på gulvet. Kan ikke finde ud af mine følelser, går rundt med et falsk smil klistret på hver eneste dag. Og for hver dag der går, bliver det sværere at få det til at virke ægte, det gør mere og mere ondt indeni.
Og så ovenpå alt det med Christian i går. Det er første gang det har påvirket mig SÅ meget. Får helt ondt i maven bare af at tænke på det. Klumpen i min hals vokser og tårerne presser sig på allerede nu. Men vil ikke. Vil ikke give efter. Jeg forstår slet ikke hvad der skete. Lige pludselig skred alt bare ud på et sidespor. Der er ingen tillid mellem os længere. Han tror ikke på hvad jeg siger, og et eller andet sted er det nok det der sårer mig mest. Det og så det at han slet ikke vil lade mig forklare, han logger bare af og ignorer mig hver gang han er online. Jeg ved jo godt at jeg faktisk fortjener det her. Han har haft det langt værre pga mig. Han har lidt så meget pga mig. Men jeg prøver mit bedste. Jeg vil ham virkelig det bedste, men tror ikke han kan se det. Men jeg kan bare ikke mere. Jeg ville ønske han i det mindste ville lade mig forklare. Så vi kan få det snakket ud. Hvis han så ikke længere ønsker at være venner, er op til ham. Forstår ham egentlig godt... Ville nok være det bedste for ham. Men på den anden side er jeg virkelig egoistisk. Jeg vil ikke miste ham. Savner ham virkelig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar