Okay.. Alting gik af lort igår.. Og dagen i dag er ikke meget bedre. Folk prøver at overtale mig til at tage til lægen, jeg ved de mener det godt. De forstår bare ikke hvor hårdt det er? Jeg ved det lyder latterligt, bare det at gå til den ene samtale, det tog ærlig talt næsten livet af mig. Det var hårdt. Og jeg ved bare ikke om jeg kan det hele én gang til. Jeg ved ikke om jeg har kræfter til det? Overskud har jeg intet af. Heller ingen motivation eller lyst. Jeg ved heller ikke om jeg tør, med mine forældre og alting. Det vil jo komme frem somehow hvis jeg går til lægen. Frygter faktisk at de vil blive sure, og ja nu lyder jeg dum endnu en gang. Men tror de vil blive skuffede over at jeg ikke har fortalt noget. Selvom det jo faktisk er deres skyld, med den måde de behandler mig på. Den måde de tackler problemer på. Jeg har slet ikke lyst til at være herhjemme, og alligevel har jeg ikke lyst til at tage nogen steder hen. Her er så trygt. Og alligevel ikke. Konstant dårlig stemning, konstante skænderier.. Åh det er slet ikke til at holde ud bare at tænke på. I det mindste lader de mig være i fred hernede på mit værelse. Det er blevet mit helle for tiden.
Der er også noget andet jeg er begyndt at tænke på. Hvis jeg nu får det bedre. Engang, God knows when. Hvem er så tilbage? Jeg kan ikke huske hvem jeg var før? Hvad gik jeg op i? Det skræmmer mig lidt ikke at vide det.
Nu går der to uger inden jeg skal til samtale igen, ikke lige hvad jeg havde brug for ovenpå de sidste par dage. Det er tre uger i alt, det er virkelig lang tid når man har sammenbrud hver anden dag, når cuttingen bliver til hver dag...Men der er jo ikke noget at gøre..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar