Jeg føler virkelig jeg er ved at falde fra hinanden for tiden. Jeg føler mig så svag, skrøbelig. Og jeg prøver jo virkelig at være stærk, men det er bare som om det er ved at blive for svært at holde alting oppe længere. Begyndte at græde til samtale i dag, følte mig så dum at sidde og græde foran hende. En fremmed hvis job er at sidde og høre på mig. Og alligevel ved hun ting om mig som ikke engang mine tætteste venner ved, ting jeg ikke før har vist om mig selv, før hun fik mig til at indse det. Det værste var at da jeg sad og ventede på bussen efter samtalen, brød jeg fuldstændig sammen, og alle bilisterne, der kørte forbi, kiggede bare på mig. Der var endda en der vinkede og grinte. Hvad er det for et samfund vi lever i? Alle er ligeglad med hinanden, passer bare deres eget. Og jeg ved da godt at jeg også selv er sådan, men alligevel? Det er en smule trist at tænke på at det er sådan vi opfører os overfor hinanden? Og som om de mennesker der kørte forbi ikke også gerne ville have der var nogen der stoppede op og spurgte om de var okay, hvis det var dem der sad der og var helt knust.. Lige meget, sådan er vores samfund bare..
Gik virkelig hele dagen og gruede for den samtale, har bare ikke magtet det, og jeg ved godt det er anderledes når man så sidder der. Men bare det at skulle sætte sig selv op til det. Det er virkelig hårdt, og det er der mange der ikke forstår. Bare det at gå derhen kræver utrolig meget overtalelse, for det er så nemt bare at blive væk. Men jeg har bare et ansvar, jeg har en samvittighed. Hvilket nok også er derfor jeg stadig går i gymnasiet.. Hver dag ønsker jeg bare at kunne forsvinde i stedet for at skulle derhen, til alle menneskerne. Har så svært ved mange mennesker lige for tiden. De stresser mig. Det fylder for meget i mit hoved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar