Bange....

Hvorfor skifter det sådan her? Kunne egentlig godt mærke det var sådan lidt under opsejling efter samtalen igår. Og nu. Det hele er tilbage, og det slår hårdt endnu en gang. Jeg føler mig så lille, magtesløs. Jeg fryser, jeg er træt, og jeg ved det hele er fordi jeg er så ked af det. Mit smil er forsvundet, og uanset hvor meget han prøver lige nu, hjælper det ikke. Er så ked af jeg skulle fortælle ham om det, så skuffet over mig selv. Han fortjener noget så meget bedre end mig, en der er i stand til at fortælle hvad der gør hende ked af det, en som kan se bort fra det når det er nødvendigt. En der er mindre skrøbelig og som er ikke er på vej ud i en depression. Jeg er bare så bange. Vil for alt i verden ikke miste ham nu. Så vil jeg ikk mere.. Bare... så bange, hele fucking tiden..Har stadig intet fortalt mine forældre, og selvom alle siger det ville være det bedste for mig, kan jeg bare ikke. Jeg...kan.. bare ikke.. Troede selvmordstankerne var væk, de evige tårer i øjenkrogene og lysten til at cutte.. Men nej, tydeligvis ikke. Er gået tilbage til sikkerhedsnåle, smerten er større, arrene mindre.. Nu sidder lysten bare i mig igen. Hele tiden. Var næsten stoppet, det skete sjældent, er ikke sikker på hvorvidt det sådan længere.