Jeg er bare så bange?...

Der var engang.. Engang hvor det kun var sådan her noget af tiden. Hvor jeg kunne abstrahere fra det hele. Nu er selv den falske glæde forsvundet. Jeg føler mig død indeni. Jeg sidder bare og kigger, ser alle andres liv fortsætte fuldt af den glæde, forventning og alle de andre følelser jeg også var fyldt med engang. Jeg føler mig tom indeni, jeg ved ikke hvem jeg er længere. Den eneste følelse der fylder mig from time to time er frygt. Jeg er så uendeligt bange. Men for hvad spørger de. Det er svært at forklare. Jeg er bange for... At miste Rasmus. At blive såret igen. At tro og så blive gjort til grin. Jeg er bange for at alt jeg ved skal vise sig som en løgn. Og det skulle bare heller ikke undre mig hvis det hele går i opfyldelse lige om lidt. Jeg har stadig svært ved at stole på folk, jeg prøver virkelig at vælge med omhu for min egen skyld. Og selvfølgelig stoler jeg på Rasmus, han har for den sags skyld heller aldrig gjort mig noget der skulle give mig grund til andet. Men jeg er stadig ikke vild med det. Er bange for at han skal vise sig som alle de andre. At alt han har sagt om mig, om ham selv, om os skal vise sig at være løgn. Jeg er helt væk i ham, og jeg er bange for jeg misser signalerne..Men jeg føler også jeg er nødt til at give alt det her en chance. Jeg er nødt til det. For min egen skyld. Han kunne gå hen og være den der ændrer alting. Vender mit liv upside down. Gør mig gladere. Ikke at han ikke gør det nu, men den her glæde varer ikke meget mere end sekunder eller minutter. Så bliver den erstattet af tomheden igen.. Sidder nu og er lige ved at bryde sammen, men det må ikke ske. Sidder lige foran familien.. Vil ikke vise den side af mig. Det brev jeg har overvejet at skrive... Har ikke fået det gjort endnu og er ved at gå væk fra idéen.. Kan ikke overskue deres bekymring lige nu. Aner for den sags skyld heller ikke hvad pokker jeg skal skrive. Hvad jeg føler? Ja det er et vidt begreb, for enten føler jeg alt for meget på én gang og kan slet ikke overskue det og aner ikke hvad der sker. Eller også føler jeg ingenting udover tomheden...Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere, ønsker egentlig bare mig selv langt væk fra alting. Selv døden ville være at foretrække frem for det her liv...