Ned ad bakke.....

Okay, så er det hele tilbage. Følelserne, tårerne, arrene. Nu er alting som det plejer. Vidste det var begrænset hvor længe forelskelsen kunne holde tankerne væk. Hvor længe det kunne holde mig glad. Og nu går jeg rundt og føler mig totalt utaknemmelig. Har forelsket mig i den skønneste fyr, og han er endda også forelsket i mig. Hvorfor er jeg så stadig ked af det? Har endda fået det ''værre''. Skulle tage en trivselstest igen til ungegruppe igår. Hvis den er under 50 er man i risikozonen for stress og depression. Sidst var den 36, nu er den på 24. Hvad sker der? Hvorfor føler jeg ikke jeg har nogen kontrol over mit liv? Og han vil jo så gerne hjælpe mig, gøre mig glad. Men jeg har det forfærdeligt med at fortælle ham om det. Vil ikke påvirke ham, vil ikke gøre ham ked af det. Men frygter også at hvis jeg ikke deler det her med ham, at han vil føle at jeg lukker ham ude? Så svær en balance. Har jo heller ikke lyst til at lyve for ham omkring hvordan jeg har det.......