Perfection..

Jeg vil så gerne være perfekt. Jeg ved det aldrig vil ske. Folk siger det er overvurderet, ikke muligt. Men hvorfor ønsker jeg det så så inderligt meget? Jeg føler alle omkring mig er så meget tættere på perfektion end jeg er. Jeg hænger altid en kilometer bag alle andre i det ræs. Og jeg har ikke længere kræfterne til at forsøge at indhente dem. Jeg er SÅ tæt på at give op.. Ja på alting. Jeg er jo alligevel ikke god nok til noget? Til nogen.. Hverken i skolen, blandt mine veninder eller med Rasmus. Han fortjener så meget bedre, han er så fantastisk godt et menneske, og jeg har ondt af at han er faldet for en som mig. Det er ikke fordi jeg ikke er betingelsesløst forelsket i ham og jeg vil ikke have han forsvinder. Jeg ved bare at han kunne få nogen så meget bedre. End der ikke er ked af det hele tiden. En der kan gøre ham glad i stedet for bekymret. Han siger han aldrig har mødt en som mig, at han er helt væk i mig og at vi passer perfekt sammen. Men jeg er bare så bange for at såre ham igen. Han siger han ikke er skrøbelig, men det er alle et eller andet sted. Han vil så gerne hjælpe og jeg føler bare jeg lukker ham ude. Jeg er bare så træt hele tiden, jeg kan ikke overskue noget. Ville bare ønske han lå lige her, lige nu. Jeg kan bare ikke mere.. Fuck det her liv, tag mig nu forhelvede bare væk fra det her sted!